Various: Total Reggae Greensleeves

Various
Total Reggae Greensleeves

Greensleeves Records fejrer 40 års jubilæum med manér.

GAFFA

2 x CD / Greenslevees Records
Udgivelse D. 19.05.2017
Anmeldt af
Henrik Bæk

Hvis din pladesamling udi reggaegenren rummer andet end Bob Marley, Peter Tosh og UB40, så har du med stor sandsynlighed tillige et par udgivelser på det engelske label Greensleeves Records & Publishing, der i år kan fejre et imponerende 40 års jubilæum i en branche, hvor langtidsholdbarhed langt fra er almindeligt.

Det var vennerne Chris Cracknell og Chris Sedgwick, der for at imødekomme den stigende interesse for reggaemusikken i de vestindiske bydele i London, åbnede en lille pladebutik tilbage i 1975. Efter at have importeret plader fra Jamaica i et par år besluttede de sig for i 1977 at danne pladeselskabet Greensleeves Records.

Maxisinglen Where Is Jah med det lokale band Reggae Regulars blev den første udgivelse og selvsamme nummer åbner reggaefesten på det netop udsendte Total Reggae Greensleeves - udsendt af selskabet i anledning af jubilæet.

Albummet rummer meget passende 40 skæringer fra et kæmpestort bagkatalog, der med tæt på 500 albums regnes for det måske største i reggaehistorien. Læg dertil et hav af 7’ – og 12’ maxisingler samt over 20.000 rettigheder til reggaenumre, heriblandt Shaggys gennembrudshit Oh Carolina, så har der været numre nok at tage af til dette opsamlingsalbum.

På disc 1 finder historiske feinschmeckere som Wailing Souls War, Eek-A-Mouses Wa-Do-Dem, Freddie McGregors Big Ship, Capital Letters Smoking My Ganja og John Holts Police In Helicopter for blot at nævne nogle.

Disc 2 er kendetegnet ved skiftet til dancehallbeatet i midten af 1980erne og lægger ud med Wayne Smiths legendariske Under Mi Sleng Teng, der er jamaicansk slang for marihuana. Nummeret er det første digitale reggaenummer nogensinde, skabt af den ligeså legendariske reggaeproducer King Jammy på et gammelt Casio keyboard i 1985. Udover Sleng Teng er der genhør med Shabba Ranks og JC. Lodges Telephone Love på rytmen af samme navn samt Gregory Isaacs ikoniske Rumours på samme rytme. Begge fra 1988. Shabba Ranks er også at finde på Pirates Anthem, der sammen med Home T og Cocoa Tea var en medvirkende faktor i kampen om at bryde det engelske radiomonopol.

Beenie Man og Barrington Levy disker op med Under Mi Sensi, ligesom Sizzla i Woman Of Africa, Shaggys Oh Carolina og Bounty Killer i Sufferer gør deres til at dette album er et must have – uanset om du er til traditionel reggae inna one-drop style eller om du er til den mere hårdtslående og minimalistiske dancehall.

Greensleeves Records blev i 2006 opkøbt af Zest Inc. og blev i 2008 videresolgt til VP Records, hvor selskabet til stor glæde for reggaepublikummet fortsætter med at udsende nye reggaetoner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA