x
Dansevenligt kulturmøde

Mzungu Kichaa , GrimFest, Skovscenen

Dansevenligt kulturmøde

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Bag navnet Mzungu Kichaa (”tosset hvid mand” på Swahili) gemmer sig den østjyske sanger og guitarist Espen Sørensen, der er født i Danmark, men er vokset op i Tanzania og har kastet sin kærlighed på musikstilen bongo flava, der blander traditionel tanzanisk musik med reggae, dancehall, rap og vestlig popmusik. Kærligheden er gengældt, for i Østafrika har han fået et solidt publikum, og han har været dommer i Bongo Star Search (Østafrikas udgave af X Factor), der har over 60 millioner seere, mens han stadig er forholdsvis ukendt herhjemme.

Mzungu Kichaa har medbragt sin gruppe på fire tanzaniske musikere på guitar, bas, trommer og keyboard, mens han selv spiller en solid el-guitar. Teksterne er overvejende på swahili, men enkelte sange bliver også sunget på engelsk med tydelig swahili-accent. Nu er jeg ikke den store ekspert i østafrikansk musik, men jeg kan i hvert fald konstatere, at musikken er melodisk, velspillet, velsvunget, velrappet og ganske dansevenlig, og da de fleste sange går i 4/4-takt, burde størstedelen af det forholdsvis talrige publikum kunne være med. Det er de da også, her i prime time på den store scene lørdag klokken 19, både når tempoet er højt, medium og i de få lidt mere afdæmpede sange. Også selvom der ikke er så meget, man kan synge med på. Her kunne Mzungu Kichaa med fordel have indlagt nogle ordløse skrål-med-call-response-sekvenser for at få aktiveret publikum yderligere, men selv uden dem er energien høj.

Både Mzungu Kichaa og hans guitarist Emmanuel Abraham Mwandemelela får spillet intense soloer, nogle gange i tæt samspil med hinanden, og i det hele taget er det en fornøjelse at opleve den gale, hvide mand og hans fire farvede kumpaner i dette højmusikalske kulturmøde. Se dem endelig, hvis du får muligheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA