Hæs Robbie overlevede på charmen

Robbie Williams, The Heavy Entertainment Show Tour 2017, Parken, København

Hæs Robbie overlevede på charmen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var som altid med et kæmpe glimt i øjet. Som det er, når det er Robbie-tid.

Så vi rejste os pligtskyldigt til The Anthem of Robbie, der dog tog os til Last Night of the Proms og brugte Edward Elgars Land Of Hope And Glory-omkvæd som melodi til en tongue-in-cheek-version, hvor hele stadion kunne synge noget, der lignede en vovet festsang om stjernen selv. Komplet med linjer som "Yes he went into rehab" og sluttende af med konstateringen, at hovedpersonen er "well hung". Hvorefter Michael Buffers klassiske catchphrase, "Are You Ready To Rumble?" understregede scenografiens boksetema.

Men også indgangen til en masse smalltalk, hvor den pludselig temmeligt slidte crooner ofte forsøgte sig med en stribe jokes, der snildt havde overlevet en tur mere hjemme i skuffen. For bevares, Robbie Williams har stadig al charmen intakt, men det hjælper ikke, når stemmens hæshed er tydelig. Kort og godt: havde det ikke været for koret og publikum, havde Williams været ilde stedt.

Og så kom vi direkte på med Let Me Entertain You, som jo nærmest sang sig selv – men som med lyd fra tusindvis af struber blev løftet fantastisk. Her havde Robbie allerede løftet op i kilten og vist os sin røv. Han er stadig en charmetrold, vist så, men vel gammel til alle de gamle udskejelser.

Monsoon blev som vanligt en hymne, som fik folkehavet i gang, mens danserinderne kørte en koreografi af, der ramte et sted mellem Rihannas Umbrella og Madonnas Hung Up – det har aldrig været en af de sange fra kataloget, som har virket påfaldende original på undertegnede.

Problemet var mere end nogensinde, når Williams ville synke ned til at blive en alibi-crooner, eller kun halv-habil jazzsanger, som på skamridningen af Cab Calloways signatursang, Minnie The Moocher, eller da han sammen med sin far, Peter Williams – med kunstnernavnet Pete Conway – forsøgte sig med Neil Diamond's Sweet Caroline. Den var end ikke gået i X Factor. At han også prøvede med George Michaels Freedom!'90 var trods alt mere tåleligt, idet det trods alt var hans gamle idol og sangen, der søsatte hans egen solokarriere for 21 år siden.

At han så lige skulle komme med en historie fra de første MTV Awards, hvor han med Take That mødte idolet, og vi så skulle have et pænt lummert statement af den slags, der ville få ham lyst i band på Gay Pride, er en anden ting.

Det til trods blev den en hyldest til George Michael og var selvfølgelig i orden, fordi den var personlig, samt ikke mindst på grund af det, der under hele koncerten fungerede – nemlig bandet – og her navnlig de tre fine sangerinder, der i den grad fik plads til at oplade stemmemateriale, som solisten selv kun kunne drømme om. De skulle få mange store øjeblikke i den næsten to timer lange koncert.

Til gengæld var Robbie Williams med sin charme alligevel ved at få skovlen under os, for man hygger sig altså svært med en mand, der i hvert fald ikke mangler selvironi. Og selv om han ville udsætte os for store prøvelser med Rudebox, der stadig ikke kan finde ud af, om den skal være techno eller hvad, så var der også disse ret sjove pauser, hvor han legede karaoke med sit sindssygt veloplagte publikum, som var med på hvad som helst. Og ja, bevares, meget gammel vin på nye flasker, men han gør det sgu charmerende og formår modsat de fleste andre kunstnere at få en til at flække af grin igen og igen.

Og så charmen igen henvendt til publikum: kan I ikke lige være Kylie Minogue? – og så en veloplagt Kids, som igen har et af de omkvæd, som har Guy Chambers' signatur over det hele fra de første veloplagte år i karrieren.

At vi så skulle have Peter Schmeichel af alle med på akustisk guitar – som druknede totalt – på Motherfucker/Hey Jude, var vist nærmest en tur ned af kendisvejen, som havde han alligevel taget lidt skade af årene i Los Angeles. Men så alligevel fik vi en syg opera-intro til en Feel, som igen virkede fint, hvorfor vi godtog Rock DJ og den vilde fest, der var opstået over hele stadionet.

Så gik han ud, ganske kort, og kom så ind med de uundværlige She's The One og især uopslidelige Angels, der lige meget hvordan man vender og drejer det, er en forbandet god sang.

My Way til sidst har jeg taget op. Den kræver sin stemme, og selv om Robbie gjorde sig umage, burde han afholde sig fra den hellige gral, for der er altså et stykke fra Brat Pack til Rat Pack.

Alt i alt en koncert på det jævne, hvor den virkelige attraktion var det velsmurte band og det sublime publikum.

Og solisten? Set bedre, men stadig med ukueligheden i behold, der giver troen på, at der stadig er masser af fede momenter i vente. Selv om sliddet på stemmen må være en bekymring.

Selv var jeg vældig godt underholdt, forbeholdene til trods.

 

 

SÆTLISTE:

1. The Heavy Entertainment Show

2. Let Me Entertain You

3. Monsoon

4. Hot Fudge

5. Minnie the Moocher

6. Freedom! '90

7. Love My Life

8. Come Undone

9. Millennium

10. Somethin' Stupid

11. Rudebox

12. Kids

13. Sweet Caroline

14. Motherfucker/Hey Jude

15. Feel

16. Rock DJ

Ekstranumre

17. She's the One

18. Angels

19. My Way


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA