x
Musikalsk dybde og guitarstøj

Conor Oberst, Haven Festival, Meadow

Musikalsk dybde og guitarstøj

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Sensommerskyerne ligger tykt over Refshaleøen. De gamle havnebygninger skyder mod himlen, og vandet skvulper mod havnens moler. Imellem små kanaler og indhyllet i installationskunst kører Haven Festival allerede på højtryk. Hovedmanden bag projektet Aaron Dessner fra The National og Justin Vernon fra Bon Iver har allerede været forbi for at byde publikum velkommen, backstage sidder Band of Horses og venter sammen med Iggy Pops crew. På hovedscenen står amerikanske Conor Oberst med sit fem-mand store band. Scenen er pakket med instrumenter, og fra scenekanten flyder en dyb og varieret lyd, der ellers ikke altid præger amerikansk country-folk. Mundharpen hvæser, og bag trommerne lægges der den dybe rytme, der igennem sættet skal vise sig at konkurrere med harmonikaens dragende lydflade. De dragende kompositioner har allerede fat om publikum.

Conor Oberst befinder sig ikke alene med én musikstil. Selvom der startes roligt ud med ”Barbary Coast (Later)” fra albummet Ruminations, inkorporeres guitarpedalernes støjende aspekter, der sættes i kontrast til mundharpens historiefortællende associationer. Det er netop det historiefortællende, der er i centrum hos Conor Oberst, som formår at fastholde publikum omkring temaer, der ikke altid er til at forstå. Conor Oberst veksler mellem den akustiske guitar og trædeorgelet på ”Four Winds” og får sågar tid til at sende et skud afsted til Donald Trump. De amerikanere vænner sig nok aldrig til en reality-figur som præsident, og det gør vi andre for den sags skyld heller ikke.

Igennem nyere numre fra Ruminations og Salutations, der sættes i kontrast til ældre materiale, formår Conor Oberst med sit omfattende band at tilføje en enorm tyngde til noget, der ellers ikke opleves så ofte. Spilleglæden og den musikalske dygtighed flyder fra scenen, som kulminerer under ”Artifact #1” fra Upside Down Mountain, der består som et af koncertens absolutte højdepunkter. Conor Oberst bevæger sig langsomt op fra den rolige og dragende begyndelse og slutter af på toppen i et guitarteknisk støjinferno. På ”Salutations” fra albummet af samme navn mødes violinen af den akustiske guitar, imens harmonikaen lurer i baggrunden. På bare en time når Conor Oberst overraskende langt omkring i sit musikalske udtryk, hvor alt fra country, blues, folk, indie og guitar-fuzz spiller ind. Festivalpublikummet er for en gangs skyld udelukkende fokuseret på det, der foregår på scenen, imens ”Napalm” brager afsted. Dinosaur Jr. har ikke levet forgæves, når Conor Oberst skøjter henover guitarpedalerne, imens skarpe og gennemtænkte detaljer konstant vinder frem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA