x
Beth har stadig bluesen

Beth Hart, Smukfest, Stjernescenen

Beth har stadig bluesen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Amerikanske Beth Hart har spillet så mange gange på Smukfest – i 2004, 2005, 2006, 2007, 2009, 2011, 2013 og 2015 – og GAFFA har anmeldt hende så mange gange her, at det næsten er fristende at copy-paste en af vores tidligere anmeldelser. Men det er trods alt for nemt, for det er langtfra de samme sange, hun spiller hver gang. Hart er nemlig en produktiv sangerinde og sangskriver og har udgivet i alt syv studiealbum, et med Beth Hart Band (debuten) og to med guitaresset Joe Bonamassa, altså 10 i alt.

I 2015 havde Hart to guitarister med på scenen, men i år er lineuppen skåret ned til en enkelt guitar – ved den mangeårige makker Jon Nicholas – bas og trommer samt Hart selv på klaver på cirka halvdelen af sangene. Hun begynder dog stående med ”Sick” fra det ti år gamle album ”37”, produceret af danske Rune Westberg. En solid og velspillet rocksang, om end Harts vokal her i begyndelsen af koncerten ligger lidt for lavt i mikset. Lydmanden kommer heldigvis efter det, og fra og med sættets tredje nummer, bluesballaden ”Close to My Fire”, er den til at nyde i sin soulfulde, bluesede, let hæse varme. Det giver god mening, at Hart så tit synger om ild – hendes seneste album hedder ligefrem ”Fire on the Floor”, for at lytte til hendes vokal er som at stå tæt på en varmeblæser, og det er ikke for koldt at stå i T-shirt og jakke her tæt på midnat.

Det bliver endnu bedre, at Hart herefter sætter sig ved sit klaver og giver os hittet ”Good As It Gets”, der, som hun siger, handler om, hvor meget hun elsker at spille. Det kunne lyde som en kliché, men det virker ægte, når man ved, hvor langt ude hun har været på sprut og stoffer. Nu er hun ædru og clean, og den følgende sang, ”Bottle of Jesus” handler med hendes egne ord om, da hun lige var blevet tørlagt – og ofte bad til både Jesus og om at få noget alkohol.

Den up-tempo-jazzede ”Jan Man” handler om Beth Harts nyfundne kærlighed til jazzmusikken, mens ”Over You” er endnu en stærk bluesballade med Harts vokal på kogepunktet – uden at koge over. Når man har en så kraftfuld stemme som hende, gælder det om ikke at overdosere den, men det formår hun.

Hart rejser sig fra klaveret, og ”Baby Shot Me Down” med slet skjulte citater fra Cher-klassikeren ”Bang Bang” bliver leveret med en stærk underholdende anekdote om Beth Harts mor, der for et par år siden, i en alder af 79, blev forladt af sin mand – vist ikke Harts far, og vist til fordel for en yngre model. Men så fandt hun sig en ny fyr på 54, gnægger Hart til publikums store jubel.

Den rockede ”Lifts You Up” følger, hvorpå vi får et par sange med både Hart og Jon Nichols på akustisk guitar, blandt andet jazzstandarden ”Them There Eyes”, der især er kendt med Billie Holiday. Det fungerer fint, men Hart er nu stadig bedst, når hun fremfører indfølte ballader bag klaveret – så er der til tider dømt fitness for nakkehårene. Et højdepunkt er ”Leave the Light On” om ungdommelig selvdestruktivitet med Hart og hendes tangenter helt alene på scenen, inden Hart og band slutter med hittet ”Learning to Live”, der blev hendes store gennembrud herhjemme – og sangen, der bragte hende tilbage på hitlisterne efter år i kulissen med misbrug. I første omgang i Danmark, senere i resten af Europa, men stadig ikke for alvor i hjemlandet.

Det var også på Smukfest 2004, at Beth Hart for alvor fik hul igennem til det danske koncertpublikum, og det fik hun da også sagt i aften – som hun har gjort det flere gange før i Bøgeskoven. På den måde var alt næsten ved det gamle, og det var absolut rigeligt. Statistisk set er Hart tilbage på Smukfest 2019, og så kommer jeg også.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA