x
Studio rat let out of the Cage

Daniel Lanois, Turbinen, Randers

Studio rat let out of the Cage

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Daniel Lanois med band indfandt sig fredag aften på stilede Turbinen i Randers. Underligt nok var der ikke helt udsolgt, hvilket jeg havde troet, da vi her har at gøre med en af de helt store magikere indenfor nyere tids musikhistorie. Daniel Lanois har i de sidste fire årtier skabt musik og udvidet og krydset musikgenrer, ofte med steelguitaren og sin elskede lab-steel som sin tro følgesvend og faste kendetegn. Han er en højt besunget producer og hans samarbejder med bl.a. Bob Dylan, U2, Brian Eno, Neil Young og Emmylou Harris, nævnes stort set altid, hvor Daniel Lanois beskrives. Dette giver selvklart hans navn en vis ballast, men han kan, helt uden støtte, stå solidt og sikkert på egne ben og har, udover rollen som producer, også et interessant navn som bl.a. musiker, sangskriver og recording-artist. Dette skulle blive bevist endnu engang denne fredag aften i Randers.

Kærlighed?

Klokken 21 sharp står han på den intime scene, badet i rødt lys iført sort hue og solbriller. Hans bassist står klar til kommando. Lanois´ steelguitar, sidder på kroppen som en del af hans legeme, og i et ryk, trækker han lange, skarpe, dronelignende lydtæpper ud af strengene og videre ud i rummet. Trommeslageren Kyle Crane er på med det samme, og leder lydtæppets energier i en retning, publikum kan følge, med sine præcise, energiske og følte slag. Det her er gedigent håndværk, og mændene har nerve. De leverer første nummer, Ring The Alarm, fra albummet Black Dub (2010) i et langt sejtræk, der får publikum til at overgive sig.

Lanois skifter mellem og overlapper singer-songwriter elementer med slørede, men dog skarpe lydlandskaber. Her må jeg dog indvende, at han umiddelbart står stærkere instrumentalt end vokalt – men det gør ingen skade til, for manden har taget et valg – han vil også synge, han har noget på hjerte. Og det er godtaget! I aften havde han vist kærlighed på hjertet, bl.a. tydeligt i sangene I Love You, Fire, The Maker – om det var kødelig eller åndelig kærlighed skal jeg dog ikke tolke på. I hvert fald voksede hans stemme.

Rotte eller DJ?

Mellem to numre og med et glimt bag solbrilleglasset, fortæller Lanois, at eftersom mange musikere i dag, selv er begyndt at indspille, er studiemusikere som ham selv, the studio rats, blevet lukket ud af buret. Og de har taget studiet med sig. Således forklarer han at gruppens sceneudstyr ikke er specielt tour-udstyr, men simpelthen deres studiegear. Bare sat på scenen. Og med den invitation til publikum, til at overvære en avantgarde, dub, blues, soul, rock jamsession i verdensklasse, bliver vi klar over, at vi står overfor et stykke musikhistorie - i ydmyg skikkelse.

Fra steelguitarens rockede univers tog rummet nu en drejning mod space-jazzet electronica (?!) med nummeret Burning Spear, stadig med Kyle Crane, fuldstændigt forrygende, rytmisk, drivende og let drillende på trommerne og Lanois og bassist på hhv. beat box og keyboard. Dette univers udfoldede sig flere gange, men vendte for alvor hele bøtten med det 10-15min. lange nummer Opera fra albummet Flesh and Machine (2014). Dette nummer får fuld skrue med noise-elementer, akustisk drum & bass, sfærisk støj, deep jungle og breakbeats . Den 65 årige Lanois nyder det. Manden kan jo åbenbart også DJ´e! De tre mænd, dirigerede lyden rundt mellem dem, eller også var det simpelthen ren energi?

Ekstra dimension

Der bliver nu stille igen. Lanois placerer sig siddende ved sit instrument, labsteel-guitaren. Nummeret Electric steel Panorama/J.J. (Belladonna 2005) er taget op. Lydende svæver rundt, skabt af fingre der har bevæget sig over stålets vandrette flader i årtier. Ligeledes kommer, det noget mere enkle nummer, Moondog (Here Is What Is 2007) også ud gennem Lanois´ lab-steel – måske en tanke til musikkens vilde New Yorker-ven Moondog?

Ved begge numre projiceres hånd og slide-fingrenes bevægelse op på scenens bagvæg. Turens road-manager, Martha, som også fungerer som visualmanager, har under hele koncerten, bevæget sig rundt som en kat i studiet og filmet. Under nogle numre blev billederne direkte projiceret op for publikums deltagelses skyld; ved andre numre rullede klippede film over lærredet, nogle bestående udelukkende af gamle filmklip, andre kalejdoskopiske fremtoninger af kvinder, et par stykker direkte psykedeliske. En enkelt film med rundtur i en by, dobbeltspejlet, således at publikum fik en fornemmelse af, at bevæge sig rundt i et specielt lyd-univers – mellem virkelighederne – sammen med Daniel Lanois og habile venner.

Er du ubekendt med Lanois univers, er der en skat at dykke ned i! Man kan jo starte med de velkendte navne, som han har produceret for. Men at anskue Daniel Lanois som en verdensstjerne og dykke ned i hans eget materiale er en god start. Man kan f.eks. lægge ud med det kraftfulde og ømme Belladonna album fra 2005. Og senere lade albummet Goodbye to Language (2016) overtage anlægget, og lade sig drifte med og rejse ud. Men selvfølgelig vil en livekoncert give en god indgang til hans person og materiale. Ligesom i denne aften i Turbinen i Randers. Og hold øje med trommeslageren…

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA