x
Imellem drømme og den tabte fortid

The Shins, Store Vega, København

Imellem drømme og den tabte fortid

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

For mig er The Shins lyden af nostalgi. Mit første møde med James Mercer og resten af bandet fra Albuquerque i New Mexico var i filmen, Garden State. – “You gotta hear this song. It’ll change your life, I swear,” siger karakteren Sam til filmens hovedperson. Hun overrækker sine høretelefoner, og fortæller, at musikken er af bandet The Shins. Omgivelserne er kliniske, blålige og neonbelyste, og kun Sams røde hættetrøje står i kontrast til rummet. Imens hun overrækker høretelefonerne, ser hun hovedpersonen dybt i øjnene. Det er filmisk smukt og som en alternativ musikvideo til sangen ”New Slang” fra debutalbummet Oh, Inverted World.

I mine forvirrede teenageår var The Shins positivismen i de mørke musikkulturer, jeg ellers dyrkede. Musikken frembringer minder og skaber associationer til noget, der engang var. Det kan overføres til det lyriske univers, hvor The Shins befinder sig i. Igennem ”So Now What” fra bandets seneste album Heartworms beskrives tankerne om noget, der engang var, men ikke kan genskabes. James Mercer er blevet ældre. Det samme er jeg, og budskaberne giver derfor en genlyd i kroppen.

Uanset om det er nyt eller gammelt materiale, der opføres søndag aften i Vega har det hele langt samme effekt. Det er lyden af drømme, der pludselig kommer tættere på, når ”Australia” fra Wincing The Night Away oplever en større musikalsk dybde, end på albummet. James Mercer har taget nogle valg i forhold til sit band. I dag er han det eneste originale medlem, og The Shins går sågar under en anden konstellation, end sidst de besøgte Danmark i 2012. Men det har været nogle velbegrundede valg, for det gør musikken godt med en ungdommelig og frisk energi. Der tillægges en tyngde under ”Caring Is Creepy” fra Oh, Inverted World, der ikke alene udgør en overlegen start, men forbinder de støjende og psykedeliske elementer i musikken, der ikke altid er tydelige på studieindspilningerne.

Dynamiske overgange og symfoniske kontraster

Søndag er ofte træt. Selvom de vitaliserende solstråler skinner over Københavns gade, og cykelturen mod Vega var et forfriskende indspark i tømmermændene og den manglende søvn, er søndag ofte bare lidt mere træt end andre. Men The Shins er kommet for at feste, og det kan man ikke sige imod. Under ”Girl Inform Me” fra bandets debutalbum opnår The Shins en dynamik, der fortsætter indtil koncertens ende. De træder et gear ned fra den semi-energiske ”Mine’s Not A High Horse” fra Chutes Too Narrow, og indtil ”Kissing The Lipless” befinder det nedstemte lydbillede sig godt. Det er som en ellipse, der langsomt opbygger sig henover ”So Now What” fra Heartworms, der foruden at være et af albummets skarpeste skæringer, står i fin kontrast til The Shins øvrige lydunivers. Jeg har ikke tidligere tænkt, at netop det nummer skiller sig særligt ud. Faktisk forekommer det på albummet som et klassisk The Shins-nummer, men i live-sammenhæng opbygges der noget symfonisk.

Frontmanden der lader de andre komme til

James Mercer har det sjovt på scenen. Han er den frontmand, der ikke fylder for meget. Han er i høj grad billedet af The Shins, men samtidig er han konstant opmærksom på bandets rolle. Han træder tilbage for at lade Yuuki Matthews og Casey Foubert komme til. Samtidig er han opmærksom på musikkens komposition, og hvordan den netop kan forbedres i live-sammenhæng. På ”Phantom Limb” fra Wincing The Night Away udvikler publikum sig til det backing-kor, der lader nummeret udfolde sig yderligere, og tilføjer en nærmest drømmende afslutning.

The Shins bevæger sig overalt over publikum, men lader sig alligevel påvirke af den energi, der sendes mod scenen. De bevæger sig overalt i sit bagkatalog, hvor det nyere materiale vejes op imod det ældre. Det beviser en styrke, og hvordan bandet i dag står lige så stærkt, som det gjorde for femten år siden. Men det smukke gemmes til sidst.

Igennem et sæt, der viser hvilket format The Shins består af, og hvordan materialet stadig besidder en styrke uanset alder, bevæger bandet sig over i melodiøse og sørgmodige lydbilleder under ”The Fear” fra Heartworms. Den akustiske guitar tager ubemærket over, imens James Mercers lyse stemme bevæger sig ind i ”New Slang”. Jeg har personligt svært ved at forestille mig en smukkere sang fra det nye årtusinde, men alligevel er der noget ærefrygt i at opføre et enormt stille nummer foran næsten femtenhundrede mennesker. Det kan let falde til jorden, men i Vega skete det modsatte. Ligesom det var tilfældet under ”Phantom Limb” blev publikum langsomt ført ind i de afsluttende harmonier.

The Shins har tag om sit publikum, og det sker på den mest naturlige vis. James Mercer kommer med små anekdoter og fortællinger undervejs, men sammenhængen mellem scene og publikum forekommer naturlig, der derfor skaber de helt rigtige rammer for et band som The Shins.

 

Sætliste:

Caring Is Creepy

Australia

Name For You

Mine’s Not A High Horse

Girl Inform Me

Gone For Good

Mildenhall

Saint Simon

Kissing The Lipless

So Now What

Painting A Hole

The Rifle’s Special

Half A Million

Phantom Limb

Simple Song

Ekstra:

The Fear

New Slang

Sleeping Lessons


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA