x
Joey Moe: Klarsyn

Joey Moe
Klarsyn

Joey Moe har regnet musikindustrien ud

GAFFA

Album / disco:wax
Udgivelse D. 11.08.2017
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Joey Moe kom i kølvandet på Nik & Jay i nullerne og udgav landeplager som Yo-Yo og Jorden er giftig på førnævntes pladeselskab Nexus. Nu er sangeren fra Amager klar med sit syvende album.

Klarsyn er indspillet i Joey Moes hjemmestudie og er ment som en hyldest til hverdagslivet, Moe nu lever med kone og barn og lidt mindre clubbing og numsedans. Når Joey Moe forsøger at være inderlig, synger han om at cruise i sin stationcar eller chille på sin Kildemoes på skæringen Almindelig. Det er godt nok firkantet og lugter af tidlig midtvejskrise.

Klarsyns numre har det til fælles, at teksterne er langt under middel. Joey Moe kan kategoriseres med kunstnere som Burhan G, Rasmus Seebach og Noah, men teksternes niveau er simpelthen for lavt. Samtidig er produktionerne så generiske og langt fra nytænkende, at alle numre flyder sammen. Singlen Smukkest på en søndag er dog en afstikker med et elektrisk guitarriff, der er til at holde ud. Men teksten som: ”Hey darling, darling/Man taber kæben, og man la’ den lig’/Man får det, har det/Pænt varm ude i dansk trafik” er direkte elendig. Titelsangen er en cadeau til Nik & Jay med dårlig rap og ord som: ”Som en fri hånd om skridtet og skråler ”cowabunga””. Det er jo decideret uforståeligt.

Joey Moe har regnet musikindustrien ud. For af uransaglige årsager er der et stort marked for rædderlig pop/r'n'b i Danmark. Så stort et marked, at der sikkert bliver råd til en lidt større stationcar, når Klarsyn går platin. Hvorfor begriber jeg ikke, for der er absolut ingen nerve eller kunstnerisk vision at spotte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA