x
Sangene fik lov at tale for sig selv, og det kunne de

Grant-Lee Phillips, Tønder Festival, Bolero

Sangene fik lov at tale for sig selv, og det kunne de

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billeder fra koncerten er på vej

Den californiske sanger og sangskriver Grant-Lee Phillips er en hyppig gæst i Danmark, men det er første gang, han spiller på Tønder Festival, hvor et næsten fyldt Bolero-spejltelt tager imod ham tidligt søndag eftermiddag. Phillips har en lang karriere bag sig, først i 90’er-folkrockgruppen Grant Lee Buffalo, der nåede at udgive fire album, og siden 2000 som solist, hvor han til dato har udgivet otte plader. Desuden har han haft en rolle i tv-serien ”Gilmore Girls” og har i øvrigt indianske rødder, selvom det ikke ses særlig tydeligt på ham.

Jakkesætklædte Phillips siger ”godmorgen” på dansk og stiller op i en del helt skrabede besætning med en akustisk western-guitar, stemme og en samling sange fra hele bagkataloget. Der er ikke nogen synlig sætliste på scenen, så enten improviserer han rækkefølgen eller har memoreret det hele. Den 54-årige trubadur har stadig en stor, varm og fyldig stemme, som kan nå ganske højt op, når det kræves, og hans primært akkordbaserede spil på den let rumklangsindsmurte guitar er sikkert. Sceneshow er der ikke meget af bortset fra et par korte anekdoter, så sangene er hovedpersoner, og de kan heldigvis tåle at komme i fokus. De er melodiske, men musikalsk ikke udpræget originale, så det er teksterne, der skal trække det tunge læs. Det har de også styrke til, og Phillips synger dem, så de tydeligt kan høres.

Den politiske ”It ain’t the same old cold war, Harry” fra 2009-albummet ”Little Moon” åbner sættet. Sangen tager – i min fortolkning – udgangspunkt i det politiske verdensbillede i tiden efter 11. september og USA’s indtog i Afghanistan og Irak, men har fået fornyet, trist aktualitet med sabelraslen både i Nordkorea og Det Hvide Hus. Det giver ny mening til linjer som ”It ain’t the same old cold war Harry / It ain’t the one you know / But could ya not stand by that button / The whole place could blow”.

Sabelraslen er der dog ingen af i Bolero-teltet, hvor hyggen er total. ”One Morning” handler om Phillips’ ungdom på landet i et landskab, som Tøndermarsken åbenbart minder ham om, hvis det ikke bare er noget, han siger for at være høflig. Hans begejstring virker dog ægte, og publikums glæde ligeså. ”Holy Irons” fra sidste års album ”The Narrows” har ligesom ”Harry” et pacifistisk budskab, men tager udgangspunkt i den amerikanske borgerkrig og er endnu en solid sang.

En håndfuld numre fra Grant Lee Buffalo vækker genkendelsens glæde, blandt andre ”Mighty Joe Moon”, ”Honey Don’t Think” og gennembrudshittet ”Fuzzy”, hvor Phillips i sidstnævnte stadig nogenlunde kan nå de høje toner i omkvædet, dog ikke uden at vride ansigtet i akrobatiske grimasser. Måske derfor holder han sig fra de høje toner i en anden Buffalo-godbid, ”Mockingbirds”.

Undervejs i sættet forlader en del publikummer teltet, formodentlig fordi der begynder koncerter på de andre scener. Phillips lader sig dog ikke mærke med noget, og i slutningen af sættet er ”San Andreas Fault” om det store jordskælv i Californien i 1994 endnu et højdepunkt. En fin, fin koncert, der gjorde det, der er Tønder Festivals særkende: Lod sangene tale for sig selv – og det, de sagde, var interessant. Lad os håbe, Grant-Lee Phillips’ første besøg i Tønder ikke bliver det sidste.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA