x
Heimatt: The Greatest Story

Heimatt
The Greatest Story

Kompetent danskerpop

GAFFA

Album / Playground
Udgivelse D. 22.09.2017
Anmeldt af
Morten Gottschalck

Andet album fra dansk/norske Heimatt kommer i kølvandet på en stribe koncerter i Danmark og Nordeuropa. Vi ser forsanger Magnus Grilstad træde frem som en mere dybdegående sangskriver, end vi normalt oplever i samme aldersgruppe. Den særlige nordiske kvalitet hænger umiskendeligt over teksterne.

Grilstad forsøger, ligesom så mange andre danske popsangere, at krydre sin lyrik med "amerikaner-R", som blot åbenbarer mandens sande ophav og giver et indtryk af provinspop. Det er ellers ikke nødvendigt at imitere, for The Greatest Story indeholder sine egne lækkerier. Grilstads lyse stemme løfter sig over hverdagens støj, og de luftige popsange emmer af melankoli og oprigtighed, så man får lyst til at høre bedre efter.

Højdepunkterne er singlen The Sound of Light, som har den magiske ingrediens, samt det efterfølgende titelnummer, der ligeledes er fremragende. De øvrige melodier er velmenende popsange, som dog sætter sig mindre fast i rytmekirtlen. Stinkeren er den fladpandede Teenage Holiday Crush, hvor både melodi og tekst er som taget ud af manualen over ungdomsforteelser. Men der er som bekendt et marked for den slags også.

Albummet skyder ikke Heimatt ind i stratosfæren over kommende danske megastjerner, men mindre kan også gøre det. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA