x
Grænseløs mesterlig opvisning

Rahat Fateh Ali Khan, The Tribute Tour 2017, Koncertsalen, DR Býen, København

Grænseløs mesterlig opvisning

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er koncerter, der kommer til at eksistere altid i ens hukommelse. En sådan var jeg vidne til i DR Byens fine koncertsal lørdag aften, da det var tid til fornemt besøg af den nu 43-årige mester inden for sufimusikstilen, Qawwali. Vel at mærke ham, der i sin tid blev udvalgt og trænet til at være arvtager for den største qawwal nogensinde, Nusrat Fateh Ali Khan. En rolle, han helt sikkert måtte indtage tidligere end ønsket, eftersom han blot var 23 år, da den store mester – og ikke mindst læremester – gik bort bare 48 år gammel i 1997.

Og netop 48 koncerter lang er den turné, der skal markere 20-året for stormesterens bortgang, hvor Rahat og hans store band har været over hele verden og blandt andet spillet steder, hvor ingen pakistansk kunstner aldrig har optrådt før, eksempelvis Las Vegas, ligesom de kommer til at gentage kunststykket fra 2012 og fylde Wembley i London om nogle måneder. Og som det har været tilfældet tidligere på turnéen var første sæt lagt an på de smægtende sange, der oftest har bragt ham ud til alverdens beundrere af indisk- og pakistansk film, populært kaldet Bollywood (fra Mumbai tidl. Bombay, deraf navnet. Red.) og Lollywood (filmindustrien i Lahore, hvor Rahat bor til daglig).

Jeg så den store Nusrat i 1994 og Rahat i 2000, da han var i Danmark som 26-årig og skulle løfte arven foran et meget skeptisk eksilpublikum. Og vandt dem over via afgørende vokale tirader, der var som taget ud af Nusrats mund. Han var rigtigt god dengang, men har alligevel foretaget syvmileskridt i de 17 år, der er gået siden da, i takt med at erfaringen er kommet til, og den gyldne stemme med den store klang er blevet mere rund, har meget mere fylde og er uendeligt kraftfuld. Han fik os hele tiden til at gå bagover, mens det pakistansk-danske publikum nærmest opførte sig, som var det The Beatles' genkomst, når specielle sange fik deres hjerter til at flyde over.

I den genrejsning af pakistansk film og popmusik, der er populær over hele verden, er det lykkedes for sufien fra Punjab-provinsen at erobre hjerter i hele det vældige land, samt rundt i verden. Han har en fantastisk alsidig stemme og kan både give en Khaled baghjul med massevis af forsirede triller på tungebåndet, eller give den som en urdusyngende tangaista i arrangementer, der er elegante fortolkninger af argentinsk tango. Her har dybt iørefaldende sange som Zaroori Tha (Det var nødvendigt) udløst priser på stribe og fået urdutalende fans til at sukke dybt, som vi selv fik lejlighed til, da Rahat sang den gloriøse sang langt ud over scenekanten i går.

Hele afdelingen med popmusikken og de såkaldte ghazals var svimlende elegant og fik sat både saxofonisten og den fine guitarist i scene, og det var ikke til at stå for, når nye hits, som genindspilningen af Nusrats gamle træffer, Mere Rashke Qamar (Rygter om mig) blev affyret, som den gjorde det hen mod slutningen. Her overgav alle sig og dansede. Et rørende øjeblik, som man kunne have ønsket sig at flere såkaldte etniske danskere havde set. Hvorfor de blev væk, er mig en gåde.

Alligevel var det for alvor, da scenen blev lavet om i forbindelse med pausen, at der for alvor kom gang i det, vi fans af qawwali for alvor havde set frem til. Nemlig da podiet blev flyttet helt frem, så Rahat kunne sidde i skrædderstilling ved sit harmonium og være omgivet af sine fornemme sangere, og ikke mindst de to perkussionister bagved for alvor kom på arbejde.

Her var det pludselig den traditionelle form for qawwali, eller rettere, næsten den autentiske, for bassisten blev på scenen, ligesom den vestligt udseende perkussionist, den diskrete trommeslager og de to keyboardfolk fortsat var i aktion, ligesom den fornemme saxofonist med sit flygelhorn fortsatte sine brillante indsatser, dog i mere afdæmpet grad. Og det virkede, som det har været normen i Pakistan i en del år og giver den tidligere så rustikke lyd af qawwali – der egentlig i sin traditionelle form er to harmonium’er, håndklap, dhool-tromme, tablas og stemmer med bastrommen (på hindi: bäyäñ) som eneste reelle bas – kant og mere fylde. Det er en smagssag, hvad man foretrækker, men kræver meget af mesteren, fordi musikerne skal forstå, hvis han pludselig får lyst til at improvisere, som Rahat sagde, da jeg efterfølgende interviewede ham for et andet medie.

Afdelingen med qawwali løftede os op og op. Rahat er for længst vokset ud af sin onkels enorme skygge, og jeg vurderer, at han i dag med afstand er den bedste sanger indenfor stilen, ja, på verdensplan vil han give de fleste kamp til stregen. Han ville hele tiden tage de kendte improvisationer endnu et nøk i vejret, lidt flere rytmiske raffinementer, og udvise en tonal spændvidde, som tog vejret fra en.

Så en koncert, der på en gang var en rørende fest i den pakistanske diaspora-familie og samtidig et show på et meget højt plan tog sin afslutning med blandt andet Nusrats gamle Dam Mast Qalandar, som for os med sufi i blodet nærmest er nationalsangen. Her gik vi alle totalt amok. Og for undertegnede, der har været til festivaler hele sommeren, var det med flere længder kongeøjeblikket.

Rahat med følge tager i dag til Oslo, og havde jeg pengene, fulgte jeg med. Det var grænseløst i går. En triumf for Rahat, for pakistansk kultur og for en sufiform, der er fulgt med tiden og hele tiden udvikler sig.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA