x
Uendeligt frie rammer

Diverse kunstnere, Ujazz, Atlas og VoxHall, Aarhus

Uendeligt frie rammer

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

For niende år i træk bød Aarhus Festuge på Ujazz. Igen i år blev hele tolv koncerter fordelt mellem Atlas, Voxhall og en udendørsscene. Sidste år skred tidsplanen, hvilket især gik ud over et særdeles velspillende Ralph Myerz & The Jack Herren Band, der endte med at holde en fest for få heldige på et ellers tomt Atlas. I år gik det heldigvis meget bedre, da alle gik på til tiden. Ydermere var fredag blevet til lørdag, og festivalen kunne således gå i gang et par timer før sædvanen. En anden gennemgribende ændring i forhold til de foregående år var vejret. Der var for en gangs skyld tørvejr – og endda solskin, hvilket resulterede i en velbesøgt udendørsscene.

Ligesom sidste år havde årets program bevæget sig længere væk fra jazzen end i gamle dage – dog uden at blive hverken mere eller mindre ujazzet af den grund. Fra eksperimenterende jazz over eksperimenterende rock til, ja, eksperimenter. Her er et uddrag af festivalens koncerter i kronologisk rækkefølge.

Papir
Udendørsscenen (5 ud af 6 stjerner)

Festivalens første optræden var med powertrioen Papir. Baslyden var tung og -spillet var repeterende, indlevende og medrivende. Trommerne var voldsomme og gennemtrængende med sin hidsige brug af bækkener. I kontrast hertil stod guitaren med sine lækre effekter og behagelige hyl. Guitaristen spillede den ledeste rock ’n’ roll-guitarsolo, der kunne have været så ond, men i stedet oste af velvære og overskud takket være de velbrugte effekter.

De tre i Papir gav metallen i Mølleparken kamp til stregen med høj volumen trods den tidlige eftermiddag. Og volumen var høj igennem alle fem numre på 50 minutter. Det var således ikke her, at dynamikken blev hentet. Det var derimod via guitareffekterne, via indlevelse og via geniale skift mellem crashbækkener og hihat, der virkelig fik lytteren til at spidse ører. Papir var i harmoni, og det passede perfekt til musikken, da solen brød frem halvvejs inde i koncerten. De cyklede derudad i harmonisk velvære med en lyd, der kunne gøre sig godt sammen med Adam Granduciel fra The War On Drugs. Tilføjede trioen noget visuelt til deres liveoptræden, ville de kunne skabe den perfekte koncertoplevelse.

Selvhenter
Udendørsscenen (4 ud af 6 stjerner)

Selvhenter formåede om nogen at udfylde Ujazz’ uendeligt frie rammer. Kvintetten bød på saxofon afspillet igennem et Marshall-stack. Der blev spillet solo med feed. Det lød forfærdeligt. Det var fantastisk. Saxofonisten håndterede sit instrument som en anden Jimi Hendrix. De to trommeslagere spillede både simple og komplekse rytmer, der sammensat gik op i en højere enhed. Violinisten formåede at lyde som et helt symfoniorkester med alle tonenuancerne. Trombonen spillede en dommedagsbas, der var som den rene ondskab. De sorte skyer træk ind over Aarhus, men uvejret var allerede omkring os.

Selvhenters numre var ultrakorte og så langt fra hitpotentielle som overhovedet muligt. Kvintetten var derfor som selvskrevne til Ujazz’ program. De skal dog holde sig til deres vilde effekter. Da disse blev fjernet til fordel for vellyd, blev det kedeligt.

Atomic
Atlas (2 ud af 6 stjerner)

Jazzkvintetten Atomic var ildevarslende, stressende – og først og fremmest kedelige. Den vildskab, som de vist gerne ville udstråle, virkede alt for beregnet. Bevares – de kunne da spille. De var helt sikkert dygtigere end gennemsnittet. Det var bare slet ikke nok, og slet ikke det, som det drejede sig om. Deres musik var som en stiløvelse. Der var alt for meget hjerne og alt for lidt hjerte.

På de første par numre bidrog piano og bas ikke med meget, hvorimod trommeslageren bidrog alt for meget. På tredje nummer, ”Start/Stop”, blev det bedre, da bassisten fik mulighed for at vise sig, men det blev først rigtigt godt på den mere dæmpede ”Five Easy Pieces”. Denne markerede starten på en bedre afslutning, hvor samspillet kom i top og bassen var fed, men det hele druknede desværre i et utal af ulidelige, pianosynkrone soloer fra saxofonisten og trompetisten, som fik lov til at dominere koncerten fra start til slut.

Tau
Udendørsscenen (4 ud af 6 stjerner)

Trioen Tau lagde ud med røgelse og rasleinstrumenter. Deres spirituelle musik er efter sigende blevet til på en hellig rejse gennem Mexicos ørken. De første tre numre var da også himmelvendte med messende kor og trampen i scenegulvet i takt til trommerne og den forvrængede guitar. Så meget trampen, at bassen væltede flere gange. Bassisten brugte den nemlig ikke til at starte med, da hun nøjedes med diverse tamburiner og shakere, mens hun sang kor. Da bassen så endelig skulle bruges, måtte den stemmes under et større interlude underlagt af en demoagtig melodi fra trommeslagerens keyboard. Godt lød det ikke, men det kom det til igen. Efter første nummer med bas proklamerede guitarist og forsanger, at nu var koncerten for alvor startet. Blikket blev rettet udad, horisontalt, og det messende kor blev erstattet af en hidsig duet mellem bassisten og guitaristen. De supplerede hinanden godt. Samme fornemmelse havde man også som publikum, da trioen var blevet mere nærværende, skønt hvad der så må betegnes som indledningen af koncerten var temmelig god med sin dybe, forvrængede spirituelle ørkenmusik.

Abekejser
Udendørsscenen (3 ud af 6 stjerner)

Abekejser forvandlede den gratis udendørsscene til en eksklusiv skybar med deres håndspillede loungemusik. Kvintetten bød på tung MOOG-bas og spændende trommerytmer i samspillet mellem trommemaskine og trommesæt tilsat synthflader og effektrigt guitarspil, der, skønt det burde være helt ved siden af, virkede helt selvfølgeligt.

Trommerne sørgede for et højt tempo med mange skift og lækre breaks, der til tider ledte tankerne henimod Snarky Puppy. Det høje tempo var dog en nødvendighed. På et enkelt nummer tog Abekejser tempoet helt ned og mistede totalt momentum herpå. Heldigvis samlede de sig op igen med et middelalderligt guitarriff tilsat en trommerytme, der var tight, men lige tilpas meget off i forhold til guitaren, at det swingede perfekt. Det kræver sine musikere at spille sådan i hånden.

Abekejsers håndspillede loungemusik var velspillet og enkeltvist interessant, men set over en hel koncert blev det desværre for meget af det samme. De vil helt sikkert egne sig godt som lydtæppe til klubben eller den eksklusive bar, men knapt en times koncert med et koncentreret lyttende publikum blev lidt for meget af det gode.

Deerhoof
VoxHall (4 ud af 6 stjerner)

Deerhoof er vist et orkester, der bør opleves live. Deres numre var temmeligt ensformige og faktisk ikke synderligt interessante, og deres rock ’n’ roll-riffs var ikke specielt originale – i skærende kontrast til de fire bandmedlemmer på scenen. Forsangeren gav den gas med morgengymnastiske danserutiner; guitaristen havde en Gameboy-lyd og var iklædt til sin guitar matchende lyseblåt indianertræningstøj; trommeslageren bankede derudad som en anden Keith Moon i bare fødder på scenekanten, så sveden haglede til højre og venstre, og han holdt underholdende og underspillede taler om sin Tama-pedal og sit Dream-bækken; den anden guitarist skilte sig ud ved at være helt almindeligt klædt og ikke gøre større væsen af sig selv og sit morsende guitarspil – til at begynde med. Deerhoof spillede så hjernedødt højt, at selv VoxHalls vanlige vellyd havde svært ved at følge med. Men de gjorde det ikke helt uden grund, for når de i ny og næ skruede ned for volumen i løbet af et nummer, virkede det enormt effektfuldt.

I første halvdel af koncerten var guitarerne lidt for tyngede af spillehalseffekter, og forsangeren sang egentlig ikke ret godt. Men så skete der noget halvvejs: Andenguitaristen overtog bassen fra forsangeren og livede pludselig op med de ledeste basgange. Og pludselig var det som om, at forsangeren også sang meget bedre, men måske havde jeg bare lært at sætte pris på hendes særpræg. I hvert fald charmede Deerhoof den hjem med sin hurtige og høje rockmusik, og de beviste, at til en koncert handler det ikke nødvendigvis blot om musikken. Med den rette attitude kan man få hvad som helst igennem.

The Necks
Atlas (4 ud af 6 stjerner, billedet, arkivfoto)

The Necks har været på ønskelisten til Ujazz i fem år, og i år lykkedes det så endelig. Deres musik bliver til på stedet, som de træder ind på scenen på Atlas. Dette resulterede i en koncert bestående af et nummer, der varede en hel time. Trioen tog sig god tid. De byggede langsomt op og brugte lang tid i hvert stadie af musikken. Trommerne byggede op fra tammerne over bækkener og til klokker. Bassen skiftede mellem bue- og fingerspil. Pianoet vekslede mellem længden af stykker med samme akkorder og stod således for dynamikken. Rytmen var den samme hele vejen igennem, og den repeterende musik virkede meditativ. Det var helt rart at have sin opmærksomhed samlet i en hel time. Efter tre kvarter begyndte trioen at pille nummeret fra hinanden, indtil kun trommerne stod tilbage. Så byggede de atter engang op og sluttede, som havde de et indre ur, der var perfekt synkroniseret mellem de tre. Sikke en symbiose.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA