x
Vieux Farka Touré: Samba

Vieux Farka Touré
Samba

Når afrikansk musik koger

GAFFA

Album / Six Degrees
Udgivelse D. 05.09.2017
Anmeldt af
Torben Holleufer

Vieux skulle slet ikke have været musiker. Søn af Ali Farka Touré, for hvem succesen først kom for alvor til sidst, havde farmand planlagt en anden vej for sønnen. Men denne var ikke blevet vaccineret mod elektrisk guitar,og gemte sig inde hos Toumani Diabaté i Malis hovedstad, Bamako. Og da han var klar, måtte selv faren modstræbende erkende, at talentet sgu nok var til musik og den elektriske guitar, for knægten havde dels luret faren af i alle ender og kanter, men kunne også spille med et flyd og en intention, der fremkaldte Jimi Hendrix og alle mulige andre.

Men nogen arvtager er han altså ikke. For noget af Mester Alis egen sprukne charme og vid, vil jeg anbefale de gendannede Ali Farka Touré Band med protegéen Afel Bocoum i front, og lade Vieux være sig selv. Hvilket han gør strålende, og hvor han af og til pludselig husker baggrunden i lillebyen Niafunké ved floden, og den gamle ro sniger sig ind, som på denne gnistrende nye plade, hvor den vidunderlige Ni Negaba hypnotiserer med kalabastrommen, enstrenget violin og noget guitar, der lyder ret meget som n'goni. For han kan altså også det, sønnike.

Jeg kender Vieux, både herfra og fra Mali, og det er en lille kraftkarl med knald på karrieren og ild i fingrene. Og det får han demonstreret en masse på denne afvekslende plade, der er optaget i studiet i Woodstock (byen – ikke festivalen) foran et publikum, der fik at vide, at det ikke var en koncert, men studiearbejde i offentlighed. Som hjemme i en afrikansk storfamilie.

Vi lægger ud, som var det Ali Farka Touré selv, der var på visit fra Paradis. Dejligt duellerer guitaren og n'goni-luttens kildevæld over kalabastrommens lette ostinat, og så er vi i gang. Her følger sang på sang, hvor der spilles hamrende kompetent og medrivende, mens Vieux synger kompetent, men også endnu engang får understreget, at når det gælder stemmematerialet, når han trods alt hverken faren eller det niveau, man normalt forbinder med Mali.

Vi topper på den vildt elektriske Homafu Wawa, hvor vi frækt får indledningsriffet til Bob Marley's I Shot The Sheriff, inden den stenhårde rockrundgang går i gang og transporterer en videre og vildere ind i lykkens labyrint, til det er tid til overdådig guitarsolo fra den gudsbenådede solists hånd. Mand, hvor Vieux Farka Touré har fået bygget lag på over de sidste års flittige turnéer og produktion.

Så hvis du er træt af at følge eksempelvis ørkenbandet Tinariwens sørgelige nedsmeltning, er der håb at hente hos blandt andre Vieux Farka Touré, som er i gang med et vældigt livsprojekt. Her løber floderne sammen og magien er til stede rigtigt meget. En turban gider han ikke, men til gengæld træder guitaren så meget desto friskere frem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA