x
Newbees Festival præsenterer fremtidens hitmagere del 2

Diverse kunstnere, Newbees Festival dag 2, Studenterhus Aarhus

Newbees Festival præsenterer fremtidens hitmagere del 2

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

På andendagen af Newbees Festival bød programmet på endnu et spændende mix af genrer, denne gang alt fra kærlighedssange over Donald Trump til basarms-tværfløjte.

Du kan læse anmeldelserne fra festivalens første dag lige her.

 

Nicklas Sahl – 3 stjerner

Denne aften er det den unge singer/songwriter Nicklas Sahl, der er mødt med udfordringen af at starte ballet, hvilket han gør ganske fint ved at vende udfordringen til noget positivt, og i stedet for at anse det lille antal fremmødte mennesker som et lille publikum ser han det som en intim oplevelse.

Det er en fin tanke, men desværre har hans optræden ikke den intime karakter, der skal til for at opnå denne stemning. Sangene har i deres kerne den idéelle personlige og melankolske lyd til en intimkoncert, men de er tilføjet så meget ekstra, elektronisk produktion, at det pludselig bliver uklart, hvad Sahl og co. egentlig forsøger at opnå. Koncerten opnår sine højdepunkter under de mere afpillede numre, blandt andet nummeret ”Tell Me Everything is Going to be Alright”, som også markerer et skift i koncerten. Efter at have spillet denne sang og bevist, at han også kan være stille og mere følsom, er det som om Sahl har fået taget kanten af sin nervøsitet, og derfra stiger niveauet for resten af koncerten, der ender med at peake under det sidste nummer, hvor Sahl står helt alene tilbage på scenen. Bare en ung knægt med sin guitar og sine tekster, og det var sådan han stod stærkest.

 

Rainbrother – 4 stjerner (billedet)

Koncerten fra rockgruppen Rainbrother starter egentlig ret sløvt. Publikum lader til at lege ”Jorden er giftig” med gulvet foran scenen, hvilket giver hele rummet en tam energi. Heldigvis bliver legen opgivet kort inde i sættets anden sang, hvor publikum, uden at være blevet opfordret til det, begynder at udfylde de tomme pladser. Publikums engagement hæver unægtelig niveauet for koncerten, og derfor er det også ærgerligt, at publikum aldrig når et niveau, der egentlig matcher bandets musikalitet og energi.

Rainbrother spiller en form for skæv rock, der, i hvert fald under deres eneste dansksprogede nummer, minder mig om et moderne take på Steppeulvene, som taler til nutidens ånd. For eksempel har de skrevet en kærlighedssang til Donald Trump, der hedder ”Warrior” og handler om at have noget at kæmpe for. ”Hvis I kan klare den her, så har vi jer” erklærer forsanger Bjarke Bendtsen, og lige præcis den sang tager publikum virkelig pænt imod, så man må sige, at de har os. Mit hjerte er i hvert fald solgt til deres musik, men deres show mangler lige den der ting, man ikke kan sætte fingeren på, før salen bliver helt fanget.

Spring & I – 3 stjerner

Musikken spiller i lang tid, før Ditte Angelo Nitzsch og Marie Friis Larsen fra duoen Spring & I overhovedet er gået på scenen. På en måde er det ret befriende, at en af dem ikke skal stå og lade som om, hun spiller på Mac, men at de i stedet er åbenlyst, ærligt elektroniske. Med denne opsætning kommer der også mere fokus på de to pigers stemmer og deres harmonier, der i virkeligheden er grundstenen for deres lyd. Desværre er der en del af harmoniernes raffinerede skrøbelighed, der går tabt, når musikken bliver oversat til live-energi og sangene nærmest bliver råbt. Det kunne have fungeret, men når de elektroniske beats i forvejen også er hårde og rå, bliver det samlede udtryk lidt mudret. Publikum klapper høfligt mellem alle numrene og reagerer med tydelig begejstring til duoens eneste single ”Voices”, og pigerne kan da også helt klart noget, de får bare ikke vist det under denne koncert.

 

Ivan Martinez – 3 stjerner

Med charme, selvtillid og lækkert hår stiller den unge singer/songwriter Ivan Martinez sig på scenen flankeret af intet andet end akustisk guitar, et keyboard, en korsanger og et bagkatalog fyldt med dig/mig-rim. Ja, teksterne er lidt banale, men både de og Martinez har så meget charme, at det er en præmis, man gerne køber. Eller det vil sige lige til denne koncert, er der ikke mange, der falder for Martinez’ charme, hvilket jeg vil påstå er arrangørernes skyld. Martinez er det næstsidste act på hele festivalen, og publikum er simpelthen ikke i humør til den type intimforestilling, han med lethed kunne have leveret på et andet tidspunkt i programmet. Klokken kryber tættere på midnat, og folket vil danse. Når de ikke kan få lov at danse, så snakker de. Højlydt. Martinez kommer aldrig til orde, hvilket er utroligt ærgerligt, så jeg vil i stedet gerne slå et slag for, at du hører hans ”Kaffekys” på Spotify, når du drikker din søndagskaffe i morgen.

 

Junglelyd – 5 stjerner

Hvad får du, hvis du blander basarm og tunge technorytmer med en tværfløjte og diverse eksotiske rytmeinstrumenter, jeg ikke engang kan navnet på? Svaret er Junglelyd, som i mine ører ikke lyder som junglen, men dog hurtigt kan få folk til at opføre sig som vilde dyr. Koncerten lader i første omgang til at være lukket land, hvor indgangsbilletten er en høj promille, men dette viser sig at være en misforståelse fra min side. Indgangen bliver givet gennem bevægelsen, for jo mere du danser, jo bedre lyder Junglelyd. Måske er det også derfor, gruppens dj, Kenneth Rasmussen, bevæger sig rundt på scenen, som var han blevet ramt af et epileptisk anfald, der ligefrem placerer ham med røven i scenegulvet og fødderne på dansegulvet blandt publikum. Jeg har før skrevet om artister, at de var overalt på scenen, men det har aldrig været så sandt, som det var med Junglelyd.

Musikken lyder som et partyremix af reggaerytmer og worldmusic, og om jeg er helt solgt på det mix, det er jeg egentlig ikke så sikker på. Men sikke en fest vi har haft nu i nat!

 

Alt i alt

Newbees Festival er et arrangement, der byder på en ualmindelig bred palet af musik. Der er noget for enhver smag, og der er også en del, man kan lade sig overraske over at falde for. Om mine stjernefordelinger bliver en forudsigelse af, hvem vi hører mest til i fremtiden, det tvivler jeg faktisk på, men jeg vil alligevel glæde mig til at følge mine favoritter fremover.

Hvilke logistiske udfordringer arrangørerne eventuelt har haft, kender jeg naturligvis intet til, men jeg synes det er ærgeligt, at man udvælger to singer/songwritere til at optræde og så have dem begge linet op den samme dag, hvilket særligt bed Ivan Martinez i røven. Til sammenligning var der to hiphop acts om torsdagen, hvilket de dog slap bedre fra, men man skulle tro, at når man har så bred en palet, ville det være lettere også at brede paletten ud over tidsrummet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA