x
Hurts: Desire

Hurts
Desire

Polerede popambitioner

GAFFA

Album / Columbia
Udgivelse D. 27.09.2017
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Den britiske duo Hurts har gennem syv år været leverandører af poleret synth-pop, tidligere ofte med en markant blå tone.

Men nu er melankolien trængt i baggrunden, for dette fjerde udspil fra bandet er en skamløs poppet og livlig sag, og så godt som renset for melankoli og sørgmodighed. I stedet kaster Theo Hutchcraft og Adam Anderson sig ud i den rene bløde poplyd, planket bramfrit fra både 90'erne og 80'erne.

Lad os tage albumlukkerende Magnificent først. Det er grundlæggende et Ronan Keating-nummer. Et af dem, der er soundtrack til en virkelig populær amerikansk romantisk komedie. Gerne med Hugh Grant. Og det er ganske gennemført. Something I Need to Know kunne også sagtens akkompagnere en hjertesorgende skuespiller, der trasker igennem storby-regnvejr.

Beautiful Ones (ikke et Suede-cover) og Ready to Go (ikke et Republica-cover) starter albummet ud med et par helt igennem fine popsange og er tilsammen albummets mest moderne lydende.

Spotlights har et meget 90'er-klingende forvrænget kor, og få ting kan gøres mere 80'er- end saxofon-bidden på Hold On To Me. Den funky Boyfriend springer ti år længere tilbage og leger i den grad med guitar-synth og Peter Gabriels lyd på Sledgehammer. Igen super tight orkestreret og stilsikkert, grænsende til det parodierende.

Wait Up er den blødeste omgang 90'er-r&b. Den langsomme bas, den følte reverb, det soulede kor, og så smider de også lige en dæmpet trompetsolo ind til slut. Det er på en gang virkelig smukt og samtidig virkelig kikset. For er det ægte, eller er det en pastiche?

Det ender også med at være den undren, man sidder med, når Desire er nået sin slutning. Har hovedmand Theo Hutchcraft simpelthen rystet alt det mørke af sig og lavet en ren popplade, eller er det hele beregnende skud efter salg og streams?

Når man gør albummet op til sidst, virker det desværre for kunstigt. Humøret er højt, produktionen gennemført, men det virker ikke som et specielt holdbart album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA