x
Efterår og electronica

Den Sorte Skole, Kara-Lis Coverdale og Klein, Phono Festival, Ulys, Odense

Efterår og electronica

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Arkivfoto af Den Sorte Skole

Siden 2006 har Phono Festival budt på electronica (til tider med mere) i mange forskellige afskygninger rundt omkring i Odense, men nok med en klar forkærlighed for de industrielle områder af Odense Havn, de der efterhånden er tilbage, fristes man til lakonisk at tilføje. Således har festivalen i år truffet aftale med Kunsthal Ulys, der holder til i en industriel betonbygning på netop Odense Havn, og som vanligt bydes der til et tæt pakket program fordelt over tre aftener med koncerter og dj's.

Kara-Lis Coverdale
****

Omkring tyve minutter forsinket gik festivalens første kunstner på scenen, nemlig canadiske Kara-Lis Coverdale, iført lang frakke og en frygtelig masse mørke – scenen var så svagt belyst, at det ofte var mere end almindeligt vanskeligt at ane hende bag bordet med udstyr og røg fra røgmaskinen. Det var ikke som sådan, fordi der manglede lys; flotte lyskegler og stråler bevægede sig i formation over de fremmødte tilskuere, men altså kun sjældent op på scenen og dens canadiske gæst. Der var muligvis tale om et bevidst valg, og det fungerede såmænd stemningsfuldt nok i perioder, men blev, hånden på hjertet, temmelig træls i længden.

Musikalsk bevægede Coverdale sig i et for så vidt ganske velkendt univers et sted mellem electronica og ambient, men hvor det genremæssige udgangspunkt således ikke bød på nogle overraskelser i sig selv – flere ingredienser var også velkendte, fra dybe droner til lyse og kolde klangflader til hvislende hvid støj – så besad musikken bestemt personlighed, hvilket var med til at række ud over genren og skabe stemning. Sine steder skænkede man måske Alva Noto en tanke, andre de mere stillestående passager i Vangelis' legendariske Blade Runner-soundtrack, men der var ikke tale om stilstudier fra Coverdales side, og i det store hele formåede hun at ramme et udtryk inden for sin genre, som tydeligvis var hendes eget.

Performancemæssigt var der dog ikke meget at komme efter – man fristes til at sige slet intet. Scenen var det meste af tiden henlagt i mørke, og om Coverdale spillede, mixede eller reelt blot afviklede, var ikke til at se. Der var ingen kontakt mellem musiker og publikum, og man kan naturligvis godt sige, at musikken i den forstand talte helt og holdent for sig selv. Man kunne også sige, hvis man var lidt grov, at man lige så godt kunne have sendt en cd.

Jeg ender alligevel på fire stjerner, på baggrund af musikkens kvaliteter. Som livenavn imponerede Coverdale desværre ikke voldsomt – måske havde det set anderledes ud med mere lys på scenen – men musikalsk leverede hun interessant materiale med mange gode passager og med flere personlige vinkler, hvilket selvsagt fortjener ros.

Klein

**

Næste indslag var engelske Klein, i udgangspunktet endnu en soloartist, men med ekstra musiker på scenen – som dog brugte en del tid på at virre med hovedet og ryge, snarere end at lave noget egentlig musikalsk. Hvis man troede, at Kara-Lis Coverdale var til mørk scene, så gik det her lige skridtet videre, for ud over stort set ingen lys på scenen, var der nu også en røgmaskine på overarbejde a la Sisters Of Mercy. I flere tilfælde kunne man reelt intet se. Sjovt til at begynde med, enerverende efter bare fem minutter.

Koncerten kom uheldigt i gang med noget lydknas, og det lød faktisk, som om de første mange minutter kæmpede lidt med lyden; beats faldt ud her og der, lidt hakker i lyden, men det blev langsomt bedre. Der fulgte nogle passager med rytmisk materiale, og nu virkede det, som om seancen var på vej et eller andet sted hen. Men nej, ikke alligevel. Der blev mumlet lidt ind i en mikrofon engang imellem, mudret lyd, og så kom der nogle støjpassager, efterfulgt af lidt semigotisk technomørke. Enkelte steder kunne det måske minde en smule om amerikanske Pharmakon, dog uden de oplagte industrialreferencer. Der var gode noise-elementer undervejs, men i det store hele virkede det hele som en noget rodet omgang, og flere passager fremstod som noget, der lignede ren afvikling. Læg hertil at scenen for det meste af tiden henlå i et røget mørke, og at lyden ofte virkede basvæltet og pletvist mudret.

Jeg er ked af at sige det, men det virkede vitterlig ikke, som om Klein tænkte meget over publikums oplevelse i det, der foregik. Hvilket er helt og aldeles legitimt – bare man husker på, at reaktionen så også typisk går den anden vej. Man blev lidt ligeglad og småkedede sig lidt for meget undervejs. En skam, for der var, som sagt, nogle gode passager også, men det meste gik ligesom tabt i tågen, ret bogstavelig talt.

Den Sorte Skole

****

Den Sorte Skole havde fyldt to store borde med elektronisk udstyr – men desværre ikke med meget mere lys, om end der dog var tale om et par skridt op efter Kleins røgmørke; man kunne se de to herrer, Simon Dokkedal og Martin Højland, langt det meste af tiden, men hvad de helt præcist lavede og hvornår, var ikke altid til at se. Der blev leget med mixere og tilsyneladende også nogle sample-triggers, og lyden var i hvert fald god, hele koncerten igennem, med generelt nuanceret og balanceret lydbillede.

Som det er gruppens stil, bestod koncerten af collage-agtige passager med afsæt i både electro, instrumental hiphop og electronica såvel som spor af afrikansk, mellemøstlig og orientalsk musik. De rytmiske passager var rykkende, men også til tider synkoperede, og nu og da blev de afbrudt af længere decideret arytmiske passager med rumrejser i stil med tidlige Tangerine Dream- eller Kluster-udgivelser. Der var nu en ganske pæn samling folk i Ulys-hallen, til trods for at der endnu stod torsdag på kalenderbladet, og folk nikkede med, om end der ikke just var tale om ravestemning til den indre (eller knap så indre) festabe. Helt ok med mig; musikken fungerede fint uden nødvendigvis at tvinge sig i den retning, og musikalsk kvalitet (også elektronisk) er jo altså nu engang ikke kun afhængigt af, i hvor høj grad der kan plukkes æbler.

Seancen fungerede fint, nogle dele naturligvis bedre end andre, men jeg synes ikke der var passager, der faldt til jorden. Personligt var jeg glad for de electrorockede elementer, måske ikke mindst når de blev parret med mellemøstelige dyder, og lyden var balanceret og skarp omtrent hele vejen igennem. Lyset og visuals fungerede flot, men altså mest over publikum – nok engang følte jeg, at det ville have givet mere til den egentlige koncertoplevelse med lys på scenen. En del af charmen er jo også at se, hvordan de mange lyde frembringes. Nørdet, vil nogle mene – lige netop, vil jeg da svare, og give Den Sorte Skole fire store stjerner med på vejen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA