x
Rødder og røgelse

Cold Specks, Atlas, Aarhus

Rødder og røgelse

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da den canadiske sangerinde og sangskriver Cold Specks første gang gav koncert på Atlas, i oktober 2012, var der udsolgt. Denne aften samme sted fem år senere, er salen kun halvt fyldt. Det går op og ned i showbusiness, som Franz Beckerlee sagde, da han gik direkte fra Gasolin’ til bistandskontoret, og hypen omkring sangerinden, der engang omtalte sin egen musik som doom soul, synes at være aftagende. Hun er dog stadig værd at lytte til, både på album og, viser det sig hurtigt, live.

Cold Specks med det borgerlige navn Ladan Hussein (i begyndelsen af sin karriere kaldte hun sig Al Spx) har på sit nyligt udsendte, tredje album, Fool’s Paradise, ændret sit udtryk markant fra de to fremragende forgængeres blanding af soul, gospel, blues og folk til et mere elektronisk univers, der med sit adstadige tempo sine steder sender tankerne tilbage til 90’ernes triphop-bølge. Det kan også ses i hendes lineup, hvor de tidligere tiders fulde band med guitar, bas, trommer, keyboard og saxofon nu er reduceret til to personer på henholdsvis elektriske trommer/keyboard og bas/keyboard. Scenen er smukt pyntet med små hvide blomster i Cold Specks’ mikrofonstativ og på instrumenterne – og i Cold Specks’ hår. Hun bærer tilmed en hvid, blomstret kjole, så der er kælet for det visuelle.

Trioen lægger ud med titelnummeret til det nye album, hvor Cold Specks viser, at hendes karakteristiske dybe og meget smukke soulstemme er intakt, ikke mindst i sangens korte a cappella-intro og ditto outro. Det skrabede lydbillede fungerer fint med velspillede elektroniske livetrommer – menneske møder maskine, og sød musik opstår – og melodisk basspil centralt i udtrykket. Cold Specks lader her sin karakteristiske Fender Telecaster-guitar stå, og det gør hun i det hele taget (med en enkelt undtagelse), når hun synger sine nye sange, hvor guitaren også i de indspillede versioner på albummet Fool’s Paradise overvejende glimrer ved sit fravær.

Det gælder derfor også sættets næste sang, ”Wild Card”, som Cold Specks dedikerer til sin mor. Cold Specks har rødder i Somalia, og en del af teksterne på det nye album handler om at være i eksil, samtidig med at der er plads til, at lytteren selv kan tolke med. I titelnummeret synger hun kortvarigt på somali, men musikalsk synes den afrikanske inspiration især at komme via de amerikanske sydstaters soul- og gospeltradition. Cold Specks har også været i et ganske kortvarigt eksil i Aarhus, da hun i 2013 optrådte til Aarhus Festuges fornemme Tegn på Trio-koncerter netop på Atlas, og hun roser byen i høje toner, også selvom engang for vild her, smiler hun. I det hele taget har hun givet ganske mange koncerter i landet siden Roskilde Festival 2012, både på Atlas (fire gange med i aften i de to festugekoncerter), Vega (tre gange inklusive koncerten dagen efter denne Atlas-koncert), NorthSide og Grim Fest.

På tredje sang, ”Hector” fra debutalbummet ”I Predict a Graceful Expulsion”, finder Cold Specks sin velklingende guitar frem, mens de elektroniske trommer bevares, og sangen binder dermed den ældre og yngre udgave af Cold Specks fint sammen. Sangen handler ifølge Cold Specks om hendes barndoms usynlige ven – ”jeg slog ham ihjel”, siger hun med et underspillet smil. Sangen er en af de mere energiske denne aften og bliver et af højdepunkterne.

 

A goddamn believer

Den nye ”Solid” minder om, at Cold Specks også synger fornemt i det helt høje leje, mens ”Winter Solstice” fra debuten er præget af et melankolsk og meget smukt keyboardtema – til gengæld ingen guitar – og bliver endnu en stjernestund. Cold Specks antænder noget røgelse, og en særegen duft breder sig i det sparsomt oplyste lokale. Hun fortæller, at det eneste ord på dansk, hun kender, er ”Skål!” og undskylder, at hun er så længe om at stemme sin guitar, ”selvom jeg har haft 29 år til at lære det i”.

Guitaren kommer frem på den nye ”Two Worlds”, som bevarer lidt af den gamle Cold Specks-lyd, mens Cold Specks med sin guitar er alene om at fremføre debutens gåsehudsfremkaldende ”Blank Maps” med det karakteristisk selvmodsigende omkvæd ”I am a goddamn believer”. Vi tror på hende.

Under ”Rupture”, der handler om at være ”spændt ud mellem to verdener”, tager Cold Specks det slør, der hidtil har hængt omkring hendes mikrofonstativ, om hovedet, formodentlig en reference til de somaliske rødder. Sløret kommer dog hurtigt af, og mere røgelse bliver antændt. I slutningen af ”Exile” tænder hun et stearinlys, mens en talende stemme på somali høres over højttalerne, og Cold Specks puster med stor effekt lyset ud. Den smådystre, triphoppede ”Void” slutter hovedsættet, afrundende med endnu en stærk a cappella-passage. På dette tidspunkt har koncerten kun varet i 55 minutter, men Cold Specks kommer heldigvis ind til et enkelt ekstranummer, hvor hun alene med sin guitar, siddende på scenekanten og uden mikrofon giver os debutens ”Elephant Head”. Hendes stemmekraft er imponerende, fingerspillet og guitarlyden er sprød, og nu kommer de små hår i nakken for alvor på overarbejde. Det i det hele taget eksemplarisk stille publikum lytter andægtigt, og nu har Cold Specks momentum.

Desværre er koncerten herefter slut. En time er alt, vi får med Cold Specks. Undervejs har hun svinget mellem god og forrygende, men magien fra debutalbummet og sangene herfra blev ikke helt opnået på de nye, mere elektroniske numre (i øvrigt fik vi ingen sange fra det glimrende andet album, ”Neuroplasticity”). Måske skal de bare høres nogle flere gange, og det er prisværdigt, at Cold Specks ikke blot gentager sig selv, men udforsker nye dimensioner af sig selv og sine rødder. Under alle omstændigheder er hun stadig et meget spændende navn på musikscenen, og statistisk set varer det heldigvis ikke længe, inden hun er tilbage i landet. Foruden at hun spiller i Vega fredag den 13. oktober.

 

Opvarmning: LA Timpa ***

gallery_large

Se flere billeder af LA Timpa her

Inden Cold Specks går på scenen, får vi en halv times opvarmning fra den nigeriansk-canadiske sanger, sangskriver og producer LA timpa med det borgerlige navn Christopher Soetan. La timpa stiller op alene med mikrofon, keyboard og elektronik og spiller stemningsfuld, eftertænksom elektronisk soulpop med lange instrumentale passager og en usædvanlig lys og særegen vokal, som af og til køres gennem digitale filtre.

Det androgyne udtryk kommer også frem gennem LA timpas brug af neglelak og damesko med hæl, men mellem sangene taler han med en fyldig stemme, og i sættets sidste sang synger han med dyb vokal i versene og i falset i omkvædene, så det virker som en duet. Det er alt sammen meget spændende og stemningsfuldt, og undervejs sampler han en bid af eksperimentalgruppen Dead Can Dances smukke sang "The Carnival is Over", hvilket straks giver adskillige bonuspoint. Sangene virker dog lidt skitseprægede med deres mange gentagelser af linjer, og LA timpas ellers solide stemme bliver pludselig en smule falsk i slutningen af sættet, som om det er begyndt at knibe med koncentrationen. Potentiale har han dog masser af.

 

Sætliste:

Fool's Parade

Wild Card

Hector

Solid

New Moon

Winter Solstice

Two Worlds

Blank Maps

Rupture

Exile

Void

Ekstra:

Elephant Head

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA