Pink : Beautiful Trauma

Pink
Beautiful Trauma

Pink måtte gerne skrue lidt ned for Pink

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 13.10.2017
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Pink modtog Michael Jackson Vanguard Award til dette års VMA, hvor hun holdt en meget fin tale til sin lille datter om at elske sig selv, og hvor jeg sad tilbage og tænkte, at Pink virker sej og sympatisk. Så det var spændende at finde ud af, om hendes første album i over fem år viste den her kvinde, jeg faktisk beundrer rigtig meget.

Revenge feat. Eminem går det desværre allerede galt, da nummeret præsterer white girl-rap, som er helt og aldeles rædderlig, når den bliver sat sammen med et beat, der minder om Afromans Because I Got High. Eminems del er heller ikke bedre og lyder som en redneck-version af Marshall Mathers. Utroligt nok er den skrevet i samarbejde med Max Martin – han burde have vidst bedre.

Whatever You Want er en bombastisk og lidt intetsigende ballade med insisterende trommer og akustisk guitar. Where We Go bliver også liiige svulstig nok, tangerende til DJ Ötzi og after-ski. B-stykket med ”death is in the air tonight” og harmonierne med en mandling korsanger i slutningen er dog lidt interessant. After-ski-segmentet står sikkert også klar til at skråle med på det folk-club-agtige kor på I Am Here, som lyder som Mumford & Sons på poppers.

Førstesinglen What About Us er til gengæld en god, gammeldags hitsingle, med Pinks signaturstemme og en svulstig produktion som primus motor. Og But We Lost It er en rigtig fin popballade, som da også er skrevet sammen med hit-manden Greg Kurstein, der også står bag hits for Adele, Sia, Kelly Clarkson og mange flere. Wild Hearts Can’t Be Broken er også en fin, lidt country-inspireret skæring. Skrige-vokalen kunne man dog have været foruden i sangens sidste halvdel. Barbies har også en meget fin country-følelse med akustisk guitar og cello, fine vokale harmonier og en mere luftig vokal fra skrigeballonen Pink, end man er vant til. Det er en lyd, der virkelig klæder hende. You Get My Love har en jazzet vokal fra Pink, som aldrig er hørt før. Versene er klart det bedste på hele pladen. Og så skriger hun igen i omkvædene. Og det er så ærgerligt.

Så Pink: Skru lidt ned. Ikke for din herlige personlighed, men for skrigeriet og de svulstige produktioner. Du behøver dem ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA