x
The Amazons: The Amazons

The Amazons
The Amazons

Garagerockere har bygget en tidsmaskine, der er gået i tomgang fra starten

GAFFA

Album / Caroline Records
Udgivelse D. 26.05.2017
Anmeldt af
Simon Heggum

Mudrede garage-guitarer? Tjek! Forsanger med klingende “bristisk flab”-accent? Tjek! Råb med omkvæd? Tjek! Uinspireret “The-et-eller-andets” bandnavn? Tjek! Halleluja! Twin Towers er lige faldet, Anders Fogh er blevet valgt, og jeg skal konfirmeres. I hvert fald hvis man skal tro Reading-bandet The Amazons’ debut.

Egentlig burde no-nonsense britisk garage være et velkomment pust på en rockscene anno 2017, der mest af alt minder om en skindød grib, som holdes kunstigt i live, men problemet er, at 2017 netop har givet os mere interessante rockudgivelser end den retro-nedbarbering, du får kastet i flæsket her. Åbneren Stay With Me understreger, hvad du får: Fræsende guitarer, gadedrengehop og syng-med-omkvæd, du glemmer lige efter nummeret er færdigt.

Det er i det hele taget problemet med de fleste af numrene på pladen. De er svære at kende fra hinanden. In My Mind introducerer mere harmoniske forløb, mens guitarerne og melodien rent faktisk går op i en højere enhed, mens Raindrops og Black Magic begge søger ud af bandets komfortzone og skeler mod henholdsvis new wavens og synth-rockens verden, sidstnævnte dog ved at tyvstjæle breakenes rytmeforløb fra Franz Ferdinands Take Me Out.

I modsatte ende lyder den forfærdelige Junk Food Forever som en NME-leflende opdatering af Wheatus’ Teenage Dirtbag, og den afsluttende Palace er et decideret skrækkeligt forsøg på en klaverballade.

Problemet med The Amazons er, at de har hjertet på det rette sted, men det sted er bare fuldstændig blottet for skyggen af originalitet, og overordnet lyder de som White Lies uden alt det sjove. Resten af pladen flyder ud i fuldstændig ligegyldige tåger af dumme breaks, pinagtige tekster og latterlige riffs, med forsanger Matt Thomson som den ultimative Alex Turner/Pete Doherty-parodi. Til sidst får jeg mere lyst til at anbefale læserne at høre dette års plader fra The 68 (Two Part Viper) og Idles (Brutalism) i stedet for det her anonyme rod. Be’ om!


 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA