x
Arrested Development var en indsprøjtning af solskin før vintertiden

Arrested Development, DR Koncerthuset, Studie 2, København

Arrested Development var en indsprøjtning af solskin før vintertiden

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

I kølvandet på optøjerne i Los Angeles, den 29. april 1992 fik verden øjnene op for den virkelighed mange afroamerikanere levede i. Den ene del af øjenåbneren leverede gangstarapperne, der med brutalitet beskrev vreden den sorte befolkning følte. Men ligeså vigtig var den anden del af billedet, hvor andre stemmer gav et indblik i de håb og drømme, der fylder den afroamerikanske hverdag. Den vigtigste af de stemmer var Arrested Development. 

Det er et kvart århundrede siden 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life Of… udkom. Albummet var blottet for hiphoppens aggressioner og kommercielle aspirationer. I stedet for knytnæver var der kram og i stedet for millionærerdrømme var der hyldester til hjemløse. Og måske vigtigst af alt var der et lydbillede, der inspireret af A Tribe Called Quest og Native Tongues, indeholdt organiske  sydstatsproduktioner. Det åbnede dørene for alle fra Fugees og Outkast til Black Eyed Peas.      

Allerede året efter debuten udkom fulgte Arrested Development op med en indspilning af deres MTV Unplugged-koncert. Dengang var hiphop fremført på rigtige instrumenter uhørt og uset, så koncerten fremstod ligeså eksotisk som kollektivets afrikanske klædedragt. De fremstod om muligt endnu mere interessante live end på plade. 

Som at se en lille landsby ankomme 

Oplevelsen af at se Arrrested Development i levende live på dansk grund, har vi måttet vente på i 25 år, men nu er de her endelig. Koncerten finder sted i DR Koncerthus’ lille Studie 2, der sin størrelse til trods har en enormt bred scene, så der er rigelig plads til hele hiphopkollektivet. 

Det er næsten som at se en lille landsby ankomme, når de går på scenen. Den efterhånden 86 år gamle spirituelle leder, Baba Oje, og hans gyngestol er desværre blevet hjemme, men ellers er de her allesammen. Udover et velspillende band, hvor trommeslageren løfter showet, er det især de to kvinder i kollektivet, der vækker opmærksomhed. Den imponerende sangerinde Tasha Larae fylder hele rummet med en kæmpe røst og danseren Montsho Eshe får koncerten igennem nærmest løbet et maraton, mens de røde dreadlocks pisker gennem luften.    

Vigtigst er selvfølgelig Speech. Arrested Development er hans kreation og det er hans afslappede, optimistiske stemme, man forbinder med bandet. Lille Speech er aldrig rigtig blevet regnet blandt genrens lyriske giganter. Måske er det fordi han sjældent bruger ordspil, lange enderim og hans tekster synes nærmest renset for metaforer - det er mere som at lytte til en samtale end en sang. Alligevel er der er en nerve i hans ligefremme almen menneskelige historier, der fortjener anerkendelse. 

Vi adlyder som logrende hunde og stemningen løftes kollektivt

Koncerten starter med et par afstikkere til det senere materiale som “Inner City” fra nullerne, men det er helt klart sangene fra 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life Of..., vi er kommet for at høre. Først rammer “Mamas Always on Stage” og derefter “Fishin’ 4 Religion” og “Mr Wendal” og hele Studie 2 danser rundt. 

De fleste numre leveres i fuld længde og der er ofte indlagt nye mellemspil og masser af plads orkestret. Samtidig skiftes Speech og hans medrapper One Love til at passe en lille rytmeboks og det giver en følelse af, der konstant leges med musikken og koncerten oser af spilleglæde og livsglæde. Det smitter af på publikum og vi bliver sat på arbejde. Der kræves en del rytmisk og motorisk, når vi sættes til at råbe i kor, synge med, vifte med hænderne, sætte os på hug og hvad der ellers instrueres i, men vi adlyder som logrende hunde og stemningen løftes kollektivt. 

Ret beset har Arrested Development ikke rigtig hittet siden debuten. De skulle, ligesom Michael Learns To Rock, stadig være store i Fjernøsten, men ellers er det så som så med succesen. Ikke fordi musikken er dårlig. Et nyt nummer som “Living” har en næsten Talib Kweli-agtig lyd i produktionen og den dystre “Bloody” sympatiserer med frihedskæmpere verden rundt, fra palæstinenserne til ANC i Sydafrika. Med nummeret “Revolution” gav de også deres bud på en slagsang til Malcolm X-filmen og der er noget forbrødrene i at knytte næverne i fællesskab. Ellers er det kun “Ease My Mind” fra fiaskoopfølgeren Zingalamaduni, der vækker genkendelse af sange efter debuten.      

En smule bedre end i sin ungdom 

Det er klassikerne vi er kommet for at høre. Sly & The Family Stone-coveret “Everyday People” går rent ind og Studie 2 bevæger sig som om vi allesammen har været på højskole i verdensmusik. Speech stemme har fået lidt patina, men det er imponerende at han i en alder af 49 rapper og synger så klart som han gør, måske endda en smule bedre end i sin ungdom. Det kunne være spændende at høre hvad han kunne få ud af et samarbejde med fx Mos Def, Andre3000 eller en af de andre af hans efterkommere. Han har heller ikke glemt hvordan man skriver rim og i et nyt nummer rapper han kort og præcist: “They saying that I'm old, it's something I can't control / Age is like a packaging deal it comes with having a soul!”

Selvfølgelig er kongsnummeret “Tennessee”. De har teaset det i løbet af aftenen og da det kommer er genhørets glæde til at føle på. Der fandtes ingen numre som det da det kom og kun få efter. Det formår at ramme den perfekte balance af positivitet og melankoli som man kender fra “Ooh Child” og andre store soulnumre. Som forventet lægger det op til fællessang, der afslutter en dejlig musikalsk oplevelse. 

Aftenen med Arrested Development var fyldt med varme, energi og positivitet. Til trods for, at de kun har en lille håndfuld hits og ikke rigtig har udviklet sig med tiden, var det svært ikke at lade sig rive med af musikken. Det virkede for mig som en indsprøjtning af solskin lige før vi skifter til vintertid. Det trængte jeg til. Det tror jeg vi var mange der gjorde. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA