x
Hollywood Undead: Five

Hollywood Undead
Five

Forsinket og tåkrummende oprør fra Los Angeles

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 27.10.2017
Anmeldt af
Simon Yüksel Nielsen

Jeg har altid været fascineret af masker. Mine teenageår var fyldt med Slipknot, amerikanske wrestlere og andre maskerede ansigter, der fangede min opmærksomhed. I sommeren 2004 drømte jeg mig af sted til det infernofyldte Roskilde Festival, hvor Slipknot havde afløst David Bowie, som jeg dengang var ret så ligeglad med. Og imens det maskerede og kedeldragtiklædte nu-metalband fra Iowa eftersigende brækkede Roskilde Festival i to, sad jeg på en aktiv sommerferie et sted i Norge.

Hvor Slipknot i dag har udviklet sig til et af verdens største metalbands, forsøger Hollywood Undead at gøre dem kunsten efter i et potpourri af hiphop, drum’n’bass, EDM og nu-metal. De er maskeklædte, men sammenligningen når ikke længere end til Halloween, da de sensuelle og MDMA-befængte toner på Hollywood Undeads femte udspil, Five, overdøver de ondskabsfulde nosser, der som regel følger med en Flying V-guitar.

Hollywood Undead er fra Los Angeles – den amerikanske smeltedigel, der har formået at skabe kultur af undertrykkelse. Hvor Rage Against the Machine voksede ud af byens oprør i 1992, og hvor N.W.A. og senere Tupac Shakur gav en stemme til dem, der hidtil var blevet forstummet. Og som et overenergisk forsøg på at leve op til byens legender står Hollywood Undead under ”California Dreaming”, midt i et iscenesat flammehav af oprør og kaos, og synger om alt andet end det, The Mamas & the Papas sang om i 1965.

Los Angeles og dens forandringer er et tydeligt tema igennem Five, og beklagelserne over byen, der mister mere og mere af sin sjæl, fortsætter under ”Whatever It Takes” og ”Ghost Beach”. Nogle gange bevæger de sig tæt op ad Prophets of Rage, men fattigmandsudgaven er ikke til at slippe.

Hvor ”Broken Record” er komplet ligegyldig, virker ”Nobody’s Watching” som et stilforvirret forsøg på at stille ungdommens EDM-sult, der kun bliver værre under ”Cashed Out” og ”We Own the Night” – hvis bare jeg havde spaltepladsen til alt det galdespyt, de to numre formår at fremkalde. Og når det så kommer til de føromtalte nosser, besidder ”Renegades” et par små, der dog har potentiale til at vokse sig store og stærke på ”Black Cadillac”, der bevæger sig omkring B-Reals gæstevokal. Men som jeg har sagt det før, er det bare lidt ærgerligt at hente højdepunktet udefra.

Igennem Five lyder Hollywood Undead som et band, der aldrig rigtig er nået ud af 00’ernes festligheder. I sit forsøg på at vise sin utilfredshed med USA’s nedadgående politiske udvikling, bliver det til et rodet og ligegyldigt forsøg på at omfavne 90’ernes melankoli og teenageoprør. Min fascination af masker stopper her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA