Sorg, selvironi og en behagelig midtlivsbrise

Søren Huss, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Sorg, selvironi og en behagelig midtlivsbrise

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Søren Huss har humor. Det er måske ikke det første, der slår én, når man hører de sorgbearbejdende sange fra solodebutalbummet Troen & ingen, men hvis man har oplevet ham live i de senere år, eller har set coveret til hans kommende album med den finurlige titel Midtlivsvisen, hvor han optræder nøgen kun iført shorts med danneborgsflag og en mindre topmave, kommer det ikke som den store overraskelse. Huss lægger også ud med nogle selvironiske kommentarer i Musikhuset i Aar-huss (Huss’ udtryk), hvor Store Sal er fyldt. ”Har I det godt? Det var godt, for om en time og tre kvarter går I grædende hjem,” siger han blandt andet til spredt latter.

Så falder alvoren over salen med åbningsnummeret ”Troen & ingen” med Huss alene bag flygelet og rummet sparsomt oplyst. En smuk sang og en stærk åbning, inden strygekvartetten Live Strings under ledelse af cellisten Live Johansson samt bassisten Morten Jørgensen træder ind på scenen. Den nye sang ”Undertiden” følger. Nummeret stammer fra Midtlivsvisen, som Huss senere fortæller skulle være udkommet inden hans efterårsturné, men blev forsinket grundet travlhed hos producerne Lars Skjærbæk og Christoffer Møller.

”Undertiden” handler om at indgyde optimisme hos sit barn, og det står ret hurtigt klart, at tekstuniverset på Huss’ næste album kredser omkring hverdagen midt i livet. ”Et helt almindeligt liv” er ligefrem titlen på næste sang, hvor bandet nu bliver fuldtalligt med førnævnte Skjærbæk og Møller på henholdsvis guitar og keyboard samt Jesper Elnegaard på trommer. Huss synger om en række helt almindelige ting, for eksempel madpakker, tilsat en omkvædslinje som ”Et stille forlig / med min ungdoms eufori”. Huss er en fuldvoksen mand og nyder det tydeligvis, uden at henfalde til selvfedme. Musikalsk er begge sange melodiske og let melankolske, men lysere i tonen end numrene fra ”Troen & ingen”, ligesom sangene fra efterfølgeren Oppefra & ned også er det, tilsat en visefornemmelse, der får mig til at tænke på Povl Dissing og Benny Andersens mangeårige samarbejde.

Dejlige patter

Lars Skjærbæk brillerer på slideguitar på ”Øjeblikket” fra Oppefra & ned, inden vi får fire af de stærke sange fra Troen & ingen, nu med Huss fortrinsvis på akustisk guitar og en stærk elektrisk guitarsolo fra Lars Skjærbæk i ”Som mejslet i massiv granit”. Desværre fylder trommerne nu lidt meget i lydbilledet, så det nogle gange er svært at høre alle detaljer i de ellers så velskrevne tekster. Og så er Huss næsten upassende kæk, når han præsenterer den hjertegribende ”Jeg finder vej” som havende den uofficielle undertitel ”Dejlige datter, eller dejlige patter – min datter er 12 år, så snart kommer de”. Det er skønt at se, at han er kommet ud på den anden side af den sorg, der skabte sangene, og herligt at se ham trives i rollen som far, men måske skal man bare lade sangene fra dengang tale for sig selv og så holde de humoristiske kommentarer til de nyere numre.

Mere mening giver det, at ”Svigt” præsenteres som et nummer, der handler om tilgivelse – ”det kunne være fint, hvis vi kunne tilgive hinanden for vores forskelligheder”.

Den nye sang ”Ingen appel” er et af aftenens mest rockede, men desværre overdøver trommerne igen det meste af teksten. Til gengæld kan man godt høre, at Huss synger ”Jeg har mistet min stemme” i andet nyt nummer, det mere afdæmpede og ganske fine ”Et forbehold eller to”. Det må siges at være noget af en overdrivelse, men Huss’ røst har fået noget patina (og smøger, Huss ryger ikke for ingenting på omslaget til sine to første soloplader) gennem årene, også siden indspilningen af ”Troen og ingen” i 2010, og i ”Et hav af udstrakte hænder” fra samme album er vokalen noget presset i det høje register. Sangen handler om al den næstekærlighed, Huss modtog under sin dybe sorg, og som han gerne vil takke for og give videre. Hørt, så lad os i næstekærlighedens navn kalde Søren Huss anno 2017 for en livserfaren vokalist.

”De sorte tal” byder på fællessang, og ”Adgang forbudt” får folk op at stå, begge dele dog først efter udførlige instruktioner fra Huss. Det bliver dog til ægte, uopfordrede stående ovationer efter ”Tak for dansen” og de to sæt af ekstranumre. Aftenens to allersidste sange, ”Guldbryllup” og ”Opvasken”, er begge fra det kommende album, og især førstnævnte er rørende med sin hyldest til Huss’ forældre, der kunne fejre guldbryllup i maj – ”og de har altid været der for mig”. Smukt, at Huss også hylder familien i opadgående retning.

Samlet set en solid koncert med enkelte skønhedspletter i form af overdøvende trommer – som til tider også skyggede for de ellers fornemme strygere – momenter af rust på stemmebåndet og overdoser af selvironi. Søren Huss’ kvaliteter som sangskriver står dog ikke til diskussion, og at dømme efter aftenens optræden bliver Midtlivsvisen alt andet end et krisetegn.

 

Se flere koncerter med Søren Huss på GAFFA.dk/live

 

Sætliste:

Troen & ingen

Undertiden (ny)

Et helt almindeligt liv (ny)

Øjeblikket

Som mejslet i massiv granit

Hvorfor?

Svigt

Jeg finder vej

Ingen appel (ny)

Et forbehold eller to (ny)

De sorte tal

Adgang forbudt

Et hav af udstrakte hænder

Tak for dansen

Ekstra:

Mig og mine tanker (ny)

Du er

Guldbryllup (ny)

Ekstra:

Opvasken (ny)

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA