x
Tame Impala-bassist som crooner i charmerende stil

Cameron Avery, Ideal Bar, København

Tame Impala-bassist som crooner i charmerende stil

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Lad det være sagt med det samme: Cameron Avery kæmpede alt, hvad han kunne, for at de få fremmødte fik en glimrende aften, og det lykkedes lang hen ad vejen.

Cameron Avery er vokset op med Dean Martin, Elvis, Aretha Franklin og en masse big band-musik, som hans mor introducerede ham for. Elvis stjal hurtigt billedet og har været det store idol siden. Hans musikalske opvækst fornægter sig ikke på hans debutalbum fra i år, Ripe Dreams, Pipe Dreams. Cameron Avery er dog ikke nogen novice inden for musikken, men har gjort sig i den mere psykedelisk rockede boldgade tidligere. Først som trommeslager i Pond, så soloprojektet The Growl og fra 2013 som bassist i det vel nok mest kendte indslag i karrieren, Tame Impala.

Da jeg trådte ind i Ideal Bars hyggelige omgivelser, fik jeg at vide, at der var solgt 35 billetter i forsalg, og selv i Ideal Bars i forvejen små omgivelser så det tomt ud. Det blev dog hurtigt vendt til noget positivt, og det føltes som om, at vi, der var mødt frem, var særligt udvalgte. Det havde helt sikkert været flere forundt at have været i Averys charmerende selskab denne aften, for det blev en intim og hyggelig aften.

Cameron Avery lignende det, han var – en crooner, da han trådte ind på scenen, som bestod af et keyboard, en forstærker og en elguitar. Det var enkelt og bart, men på en måde også rart og afslappet. Selvom musikken på pladen fremstår pompøs, sød- og storladen, blev det denne aften fremført uden kor, strygere, trommer, og hvad der ellers kendetegner albummet. Det var klart, at det kunne høres og var savnet til tider, men så snart jeg havde købt præmissen for aftenen, var det bare at læne sig op ad sin øl og lade sig indhylle af de lidt mere nedbarberede versioner.

Stemmen skulle ikke hæves særlig meget blandt publikum, før det blev en samtale med Avery, og det betød en meget intim og nærværende oplevelse, som publikum havde stor indvirkning på. Avery roste flere gange publikums æstetik og bandt sangene sammen med små historier, som passede ind i aftenens atmosfære. Det var vel egentlig også nødvendigt på sådan en aften, hvor enhver anden mindre snakkesalig musiker hurtigt kunne have skabt en akavet og pinlig stemning.

Musikken var næsten givet på forhånd, da Avery som sagt kun har udgivet et album. Det hæmmede nogle gange lyden, at han kun var én mand om at styre den, og med loops, forstærker, der skulle indstilles og guitar, der skulle stemmes, blev det desværre nogle gange lidt for rustikt og usammenhængende. Læg dertil de manglende instrumenter, som udgør en stor og smuk del af albummet, og du fik en til tider svingende kvalitet. De nedbarberede sange havde dog også deres charme, og Avery hev mange stik hjem på sin lunefuldhed og sin fantastiske stemme på sange som ”Do You Know Me by Heart”, ”Big Town Girl” og albummets hit ”C’est Toi”, som sammensmeltede med ”The Cry Of Captain Hollywood”.

Det er en fryd at høre og se en ung artist spille big band-ballader i de gamle crooneres ånd. Talentet er åbenlyst, og jeg ville ønske, at den genre fik en revival igen. Dog kunne aftrykket, Avery satte i København have været større. Der er ingen tvivl om, at musikken i sig selv og Averys talent indiskutabelt er af høj kvalitet, men det var som om, at han tog lidt for let på det hele og manglede en ekstra mand på scenen. Jeg håber, hans næste album bliver i samme stil. Han må gerne komme forbi igen med fuld big band-opsætning i en udsolgt DR Koncertsal – for jeg er sikker på, at der er mange derude, som ikke er klar over, at de mangler den slags musik.

 

Sætliste:

  1. ”A Time And Place”
  2. ”Do You Know Me By Heart”
  3. ”Dance With Me”
  4. ”Wasted On Fidelity”
  5. ”Girlie” Alexandra Savior cover
  6. ”Whoever Said Gambling’s For Suckers”
  7. ”Big Town Girl”
  8. ”The Cry Of Captain Hollywood”
  9. ”C’est Toi”
  10. ”Watch Me Take It Away”
  11. ”She Meant Everything To Me”

Ekstra:

  1. ”An Ever Jarring Moment”
  2. ”Disposable”

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA