x
Når Suggs er gud

Madness, Store Vega, København

Når Suggs er gud

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Madness er fortsat fabelagtige.

Egentlig ikke specielt gale, som navnet indikerer, men alligevel med en egen underspillet humor. Og dertil en udstråling som et folkets orkester, der aldrig blev fine på den. Og nu stod de på et udsolgt Store Vega og var tilfældigvis i topform. Ligesom publikum, der alle kunne de nærmest rituelle gloser på twanget cockney, tydeligvis for de flestes vedkommende var die hard-fans og skrålede og dansede med på alle numre.

Lige lidt historie: orkestret kom frem i den sidste halvdel af 1970’erne i London-bydelen Camden Town. Her blev de førende indenfor den såkaldte 2 Tone ska-musik, der også blandt de vigtigste talte de to Coventry-bands The Specials og The Selector. Her kombineredes jamaicanske stilarter som ska, rocksteady og reggae med elementer fra punk og new wave. De forskellige bands kom typisk ud på labels som 2 Tone Records, Stiff Records og Go Feet Records. De blev hurtigt prominente, ikke mindst på grund af den karismatiske forsanger Graham ”Suggs” McPherson, ligesom de dukkede op alle de rigtige steder, så som sitcom’en The Young Ones, hvor deres optræden og heavybandet Mötörheads version af Ace of Spades blev et par af de mest ikoniske optrædener. Madness er i dag folkeeje i England, og det er den originale gruppe, der for tiden er på turné.

Til koncerten viste det sig hurtigt, at ikke mindst Suggs var i god form, en nu 56-årig rude boy med et glimt i øjet, som man havde kunnet se, hvis det ikke var for uniformen i form af solbriller. Men med habitten skåret til kroppen, ikke ulig den stil, Robbie Williams altid har efterlignet. Så Suggs gav som så mange andre gange før los med de tidligste ting i form af One Step Beyond fra debutskiven af samme navn, med sin drivende basgang og dansende ska, som nu som dengang er en programerklæring, der vil noget, og så var publikum på med det samme. Embarrassment og den historiske førstesingle, The Prince, med den lige så ikoniske startlinje "An earthquake is erupting", mens ”Woody” og ”Bedders” på henholdsvis trommer og bas fik det seje reggaebeat i gang og så kunne levere til Lee Thompsons saxofon-riff. Så nærmest sejlede Store Vega allerede op ad åen, som i dette tilfælde var River Thames.

Næste højdepunkt var hittet My Girl, som fortsat var råcharmerende med alle de skarpe brud og den lysende og intelligente popappel. Med Suggs i sit es og med trademark-stemmen intakt. Vi skulle dog også have et par ting fra det nyeste album, og de holder selvfølgelig, og fanbasen tog en pause, slugte noget øl, og pogodansen, som vagterne vist havde sit hyr med, tog en pause. Ligesom Suggs fortalte at en af musikerne havde fødselsdag, og i den forbindelse ikke kunne lade være med at tage pis på debatten om seksuelle overgreb på arbejde, og at han var udsat for det – fra de andre. Dårlig smag, helt sikkert, men også tongue-in-cheek, så han holdt balancen, og det blev ikke usmageligt. Og så blev det til en af de nye sange, nemlig Blackbird, som er dedikeret til Amy Winehouse, som var fra samme nabolag som bandet.

Jeg var ret vild med Madness-versionen af det gamle hit fra 1950’erne, Poison Ivy, som oprindelig var med vokalgruppen The Coasters, men også med ska-arrangement kom ud i slutningen af 1970’erne med The Lambrettas, der tilhørte revivalbølgen Mods. Det var den version, Madness spiller, om end i forbedret form.

Koncerten steg i tempo og kulminerede selvfølgelig, da en kogende sal tog i mod de helt store hits i form af House of Fun, Baggy Trousers og selvfølgelig især Our House.

Bandet jokede tidligt i koncerten med, at de godt ville spille hver dag på Store Vega. Man forstår dem, for salen, publikum og bandet var det perfekte match.

Vi fik den medrivende båd ned ad Nilen til at sejle hjem på. Ledsaget af et skibsorkester, der ikke er rustet det fjerneste og leverer forbilledligt.

 

SÆTLISTE:

One Step Beyond

Embarrassment

The Prince

NW5

My Girl

Mr. Apples

Herbert

The Sun and the Rain

Guns

Blackbird

Wings of a Dove

Poison Ivy

Bed & Breakfast Man

Shut Up

Mumbo Jumbo

House of Fun

Baggy Trousers

Our House

It Must be Love

 

Ekstra:

Madness

Night Boat to Cairo

 

MUSIKERE:

 

Chris Foreman – vokal, guitar

Mike Barson – keyboards

Lee Thompson – saxofon, vokal

Suggs – vokal, perkussion

Dan ”Woody” Woodgate – trommer

Mark ”Bedders” Bedford – bas, vokal

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA