x
På grænsen mellem sjasket og sublimt

Stone Sour, Den Grå Hal, Christiania

På grænsen mellem sjasket og sublimt

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Arkivfoto

Det er mere end ti år siden, Stone Sour med Corey Taylor i front varmede op for Alice In Chains, da det genopstandne band væltede Vega. Mens folk stod ud over rælingen på Vegas balkon og brølede om kap til tonerne af klassikere som “Junkhead”, stod man med en klar følelse af, at Slipknot-frontmandens hobbyband var på vej mod at knokle sig ud af det vanvittige Iowa-bands lange skygge.

På en klam novemberaften på staden i 2017 må man konstatere, at Stone Sour siden da i bedste fald har bevæget sig lidt, siden dengang Taylor lagde sprutten på hylden og besluttede sig for at satse på at bruge sin energi på to succesfulde bands.

Stone Sours seneste udspil “Hydrograd” er en bizar blanding af rygsvømning og alibi-tons, der desværre alt for ofte virker mere påtaget end godt er. Og sådan har det faktisk været, lige siden gruppen i sensommeren 2006 udgav sit andet album ”Come What(ever) May”, der nok er det tætteste, hobbybandet kommer på en klassiker.

Alligevel trækker bandet fulde huse i Den Grå Hal en dødsyg onsdag aften – endda samtidig med at Marilyn Manson hærger i Helsingør, hvilket nok hænger mest sammen med, at Taylor selv er blevet en så stor stjerne, at Stone Sour i dag minder mere om et soloprojekt end et hårdtslående rockband, der vil frem i verden.

Den eneste i bandet, der tidligere kunne matche den velsyngende Taylor, var Slipknot-guitarist Jim Root. Han forlod dog Stone Sour for nogle år siden, primært fordi Corey hellere ville lyde som Nickelback.

Så galt er det trods alt ikke gået endnu for Stone Sour, og da der blev sparket solidt liv i Fristaden med semi-klassikerne “Made Of Scars” og “Reborn”, gyngende gulvet i en så faretruende grad, at man havde svært ved at tro, hallen om kort tid skulle huse et julemarked.

Den gamle hal skal dog nok alligevel være i stand til at huse kravlenisser om kort tid, for efter den første energiudladning kastede Corey & Co. sig ud i et par numre i den lettere vægtklasse, hvor den frådende vrede fra Slipknot på tragisk vis blev forhandlet til noget, der mest af alt mindede om en sodavandsfest i 7. klasse. Her var både dømt lighter og kinddans, og man blev desværre igen mindet om, hvorfor Stone Sour ind imellem er mere kvalmende end cool.

Især den sjaskede ”Rose Red Violent Blue” var lige så åndssvag, som titlen antyder, og akkurat som på bandets ofte ujævne plader følte man sig mere hensat til en Green Day-musical end en koncert med en af metallens mest ombejlede frontmænd.

Når bandet alligevel landede nogenlunde på begge fødder, skyldes det Corey Taylor. Manden har den udstråling, autoritet og ikke mindst stemme, man ofte går og sukker efter i dagens brogede metal-jungle. Når han rammer plet på numre som “Cold Reader” og “Get Inside”, savner ingen hans andre klovne-venner. Her formåede Stone Sour på bedste vis at skrue ned for det mest gakkede og i stedet kombinere de tunge grooves med en sublim melodi, uden det på nogen måde blev hverken påtaget, fesent eller sukkersødt.

Det var bare ikke helt nok til, at man ikke forlod Christianshavn med underlig uforløst følelse af, at det kunne være blevet meget bedre.

Ifølge Corey Taylor selv var der tale om ”et af de bedste shows”, bandet nogensinde havde spillet på dansk grund. Nu har amerikanerne ikke spillet så frygtelig mange koncerter herhjemme alt taget i betragtning, så frontmandens bemærkning må siges at være næsten lige så billig som fadøllene i Den Grå Hal.

 

Sætliste:

Taipei Person / Allah Tea

Knievel Has Landed

Made of Scars

Reborn

Say You'll Haunt Me

30/30-150

Hesitate

Tired

Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)

Do Me a Favor

Cold Reader

Get Inside

Song #3

Through Glass

 

Encore:

Gone Sovereign

Absolute Zero

Fabuless


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA