x
Brighton-drengene hiver den hjem på charme og letfordøjelige hits

The Kooks, Store Vega, København

Brighton-drengene hiver den hjem på charme og letfordøjelige hits

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Candyfloss er voluminøs, smager sødt, vejer intet og har en mildt sagt luftig og forsvindende smag, og så skal man helst ikke spise det hver dag. Lidt sådan har jeg det med The Kooks. Sangene skaber en virkelig god energi og stemning, og ikke mange af dem varer over tre minutter. De bliver skudt hurtigt ud over scenekanten, og så er de pist væk. De sætter sig ikke rigtigt – jo, lige i sekundet. Men det var åbenbart også det eneste, der skulle til i Store Vegas skønne lydkulisse denne aften.

Det var et overvejende ungt kvindeligt publikum, som havde indfundet sig med veninder og enkelte kærester denne mandag. De var lige en tak for unge til rigtigt at have oplevet britpop-bølgen i midt-90’erne, men til gengæld havde de fleste været med fra The Kooks' første britpop-inspirerede album i 2006 lød det til, for der blev ikke sparet på fællessangen og det festlige humør.

Luke Pritchard – en sand entertainer

Fra første nummer hoppede og dansede publikum og ved ”Sway” skulle der ikke engang en halv akkord til, før publikum brød ud i jubel og hvin. Det er lang tid siden, jeg har mødt et så begejstret og indtagende publikum, og det lod til, at forsanger Luke Pritchard værdsatte det. Han var fra første sekund den indtagende charmør og indbegrebet af en sand entertainer, men havde også ydmygheden til gentagne gange at takke og bukke for den respons, publikum gav ham og bandet. Flere gange var han på vej ud over scenekanten, og han mestrede at indfange hele Store Vegas udsolgte sal gang på gang med vink og begejstrede tilråb til gulvet som til øverste etage.

Bandet spillede fejlfrit, men lead-guitaristen Hugh Harris skal fremhæves for sit eminente guitarspil. Det kom især til udtryk i sange som ”She Moves in Her Own Way”, ”Sway” og ”Do You Wanna”, som var aftenens bedste nummer og viste, at The Kooks også kan spille rock. Men det var aftenen igennem den sukkersøde, dansable post-britpop, som med catchy refræner og enkle tekster dominerede. Let fordøjeligt og absolut ganske uskyldigt, og det er også ganske rart nogle gange.

Som et godt fodboldhold med en meget tynd bænk

Det er lidt ambivalent at vide, at bandet har eksisteret i 10 år, udgivet fire album og er på deres "The Best of Tour". Det kan både opfattes patetisk, selvsikkert eller imponerende. For jo, The Kooks havde lige knap nok hits til at udfylde den halvanden times koncert og heldigvis for det. For det var nok til at skabe en glimrende koncert. Hvis ikke det havde været en Best Of-koncert, tvivler jeg på, at jeg havde haft samme oplevelse. The Kooks er som et godt fodboldhold med en meget tynd bænk. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at det nye nummer ”Be Who You Are” er utrolig godt skåret og minder meget om deres gamle stil fra Inside In/Inside Out- og Konk-albummene. Det var som om, at kvaliteten dalede, jo nyere numrene var. Specielt tydeligt hørtes det ved ”Is It Me” og ”Around Town”.

Jeg vil derfor håbe, at de fortsætter stilen fra deres to nye numre ”Be Who You Are” og ”Broken Vow” (som dog ikke blev spillet) og dermed holder post-britpop-fanen højt, hvad ikke mange formår i dag. Deres seneste album ”Listen” fra 2014 behøver de for min skyld ikke skele så meget til.

Overlegen sceneoptræden

Bandet gjorde alt, hvad de kunne og sparede ikke på krudtet, men der var specielt én mand, der bar koncerten: Hver en fiber i Luke Pritchards krop blev viet til musikken, og han viste, hvordan en forsanger skal agere og underholde til topkarakter. For det er vel (også) det, livemusik skal? Charme, selvtillid og lækkert hår, jo det kvindelige publikum må have haft en god aften. Til tider blev det lidt for meget tyggegummipop for min smag, og tyngden manglede i flere af sangene. Men den næsten elektriske "feel good"-stemning og den overlegne sceneoptræden gør, at koncerten lige sniger sig op på fire stjerner.

 

Sætliste:

  1. ”Eddie’s Gun”
  2. ”Sofa Song”
  3. ”Be Who You Are”
  4. ”Ooh La”
  5. ”Bad Habit”
  6. ”Down”
  7. ”She Moves in Her Own Way”
  8. ”Westside”
  9. ”Sweet Emotion”
  10. ”Do You Wanna”
  11. ”See Me Now”
  12. ”Sway ”
  13. ”Matchbox”
  14. ”You Don’t Love Me”
  15. ”Is It Me”
  16. ”Always Where I Need To Be”
  17. ”Shine On”
  18. ”Forgive & Forget”
  19. ”Junk Of the Heart (Happy)”

Ekstra:

  1. ”Seaside”
  2. ”Around Town”
  3. ”Naïve”

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA