x
Yoko Ono: Feeling The Space

Yoko Ono
Feeling The Space

Stadig i frontlinjen, men pakket for pænt ind

GAFFA

Album / Secretly Canadian/Playground
Udgivelse D. 10.10.2017
Anmeldt af
Henrik Friis

Secretly Canadian fortsætter sin genudgivelses-række af Yoko Ono-udspil, som de startede sidste år i anledning af 50-året for hendes første møde med John Lennon. Det gøres med en trio af albums fra 1971 til 1973 (inklusive bonus-tracks), hvor Ono frigør sig mere og mere fra sin verdensberømte husbond og gradvist lægger de rent avantgardistiske træk fra sig til fordel for mere konventionel rock og pop – uden at blive tandløs af den grund. Heller ikke her 45 år efter. Tværtimod.


Måske er det ikke længere som John Lennon en gang udtalte: ”She’s the world's most famous unknown artist: everybody knows her name, but nobody knows what she does”. Men her er i hvert fald en chance til for at komme på omgangshøjde med nogle af hendes stærkeste udspil.

På dette album fra slutningen af 1973 er Yoko Onos musikalske frigørelse fra John Lennon noget nær total – han medvirker kun i to sange under pseudonym - men det er også lige oven på de tos personlige brud, som kom til at vare halvandet år (også kendt som The Lost Weekend). Og det har sikkert også haft nogen indflydelse på udtrykket:

Yoko Ono: Feeling the Space (Secretly Canadian/Playground)
For nok er der igen tale om meget konventionel musik, men ikke så vellykket som på forgængeren Approximately… Det skyldes bl.a., at bandt Elephant’s Memory er blevet skiftet ud med et hold studie-esser. Men midt i velspilletheden sveder og ånder musikken bare ikke så meget denne gang. Den er slet og ret mere kedelig – mindre fræk og provokerende.

Det går lidt ud over budskaberne, der ellers kan være nok så stærke, som hvorfor kvinden i Coffin Car foretrækker at være rustvogns-chauffør: ”Half the world is dead anyway / The other half is asleep / And life is killing her / Telling her to join the dead”.

Det er sange, der både har direkte sigte, men vender sig også indad. Og ud over sigende titler som Straight Talk og Angry Young Women er det heldigvis også lidt livgivende humor med mellemrum, som i sexy-jazzy Men Men Men: ”I want you clever but not too clever / I want you bad but not too bad / I want you strong but not too strong /I want you to try your rightful position”. Den står sammen med Women Power (med Lennon på stærk rock-guitar) nok som de bedste bud på selve original-albummet.

Men de syv bonus-numre lægger positivt til helhedsindtrykket: Dels en live-version af førnævnte Coffin Car med stærk introtale fra Ono om det syn omverdenen havde af hende på det tidspunkt. Der er den spøjse Potbelly Rocker og den virkelig nøgne, langsomme blues It’s been Very Hard inden sangen Mildred, Mildred serveres i en rå-grotesk demo-udgave med Lennon som punktum.

Det skulle vare syv år inden Ono – sammen med Lennon – lavede comeback-albummet Double Fantasy. Da var hendes ry også vokset i mellemtiden, for slet ikke at tale om nu, hvor kunstnere som the B-52’s, Sonic Youth, The Flaming Lips og Elvis Costello blandt efterhånden mange har anerkendt hendes inspiration.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA