The New Spring: Wholly Wholly

The New Spring
Wholly Wholly

ANMELDELSE: Flakkende lys i storbyen

GAFFA

CD / Tambourhinoceros
Udgivelse D. 02.02.2018
Anmeldt af
Jeppe Søndergaard

Bastian Kallesøes fjerde album under aliaset The New Spring markerer et skifte fra en mere nedtonet, folkorienteret produktion til nu at have "fuldt band" på flere af sangene. Især trommer og strygere tilføjer en fin dimension til sangene, men de akustiske guitarfigurer og Kallesøes signaturvokal er stadig musikalsk referencepunkt. 

Enkelheden og eftertænksomheden favnes i den milde “There Is No Life on Other Planets”, mens en nærmest avantgarde-agtig skæring som “An Evening With Bertrand” hakkende ryster folkposen med et quirky guitarriff, snigende kor og foruroligende strygerfigurer. Værd at bemærke er også den ti minutter lange “Ballad of The Unseeing Eye”, der med sin lange stryger-outro mimer storbyens flakkende lys og opskruede tempo.

Wholly Wholly er på samme tid både et krævende og let tilgængeligt album. En særdeles fin lytteoplevelse, hvis man tør lade sig udfordre af eksperimenterende svinkeærinder, eller blot lader det nye forår udfolde sig på den fine, fjerlette “Canopy”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA