x
Gåsehuds-fremkaldende sorgbearbejdelse

,

Gåsehuds-fremkaldende sorgbearbejdelse

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Tirsdag aften bød Trinitatiskirken i København indenfor til en af deres natgudstjenester, hvor upcoming talenter kan komme og vise deres værd. Denne tirsdag bød på singer/songwriteren Lærke Corfix, der netop har skudt et nyt projekt i gang ved navn "Sange til pårørende" eller "Songs for hearts next of kin", der er en række sange, der henvender sig til pårørende, der har været eller er i en relation til "et udfordret menneske". 

Der er lagt madrasser og puder på kirkens midtergang, og der er et glas vin til de besøgende. Bagerst ligger der noget, der ligner en hjemløs der sover, og oppe foran alteret har en flok publikummer fundet sig til rette. Et flot scenelys skifter farve og kaster skygger på stenvæggene og skaber ærefrygt i sindet hos denne ikke-troende anmelder.

Sidst, jeg oplevede Lærke Corfix live, var hun alene på scenen. Og hun starter da også ud med nummeret "Lullaby", hvor hendes stærke vokal danser alene med hendes elguitar. Lyden er imponerende i det store rum, hvor hendes stemme virkelig får lov til at folde sig ud.

Eferfølgende får Corfix besøg på scenen i form af Anders Overgaard på trommer, Cecilie Illemann på kor, Nicklas Løvén på bas og Paw Eriksen på guitar. De efterfølgende sange veksler mellem rock og mere stille ballader. På rockede numre som "Killer", der har en gennemgående gulvtam, lyder Corfix til tider som en ung Nina Persson. Også "Temporary Candylines" har en A Camp-vibe over sig, især når Corfix når ned i det dybere register. Nummeret handler om at være udsat for vold, og Lærke Corfix beder os alle om at sende en tanke til de mænd og kvinder, der befinder sig på landets krisecentre. Den imponerende vokal frembringer gåsehud i samspil med Corfix's helt habile sangskrivertalent, hvor guldet er at finde i hendes formidlingsevne af fine fortællinger.

På "Pacifist Moment" får vi helt 70'er-agtige vibes med et smittende omkvæd. Mange af sangene lyder lidt som noget, jeg synes at have hørt før, men som jeg ikke kan sætte fingeren på. Og jeg tror simpelthen, at det er fordi Corfix har hit-øre. "Weight" lyder så faktisk lidt som 4 Non Blondes' hit "What's Up" i guitaren, men det gør egentlig ikke noget. Efterfølgeren, som jeg tror måske hedder "Family Tree" uden at være sikker, er helt og aldeles fænomenal. Sangen er baseret på engang, hvor en pige fortalte Corfix, at hun aldrig skulle have børn, for det her lort, det skulle bare stoppe. Og fortælleevnen i samspil med Corfix's vokal og de smukke andenstemmer med Cecilie Illemann er intet mindre end gåsehuds- og næsten tårefremkaldende. På "White Nose" er der igen fuld smadder på rocken, der næsten kunne lyde som et alternativt James Bond-tema med The Cranberries-guitar og Lærke Corfix's vokal som en tour de force, der fylder hele det kirkelige rum. Det burde være den her slags numre, der ender som P3's Uundgåelige. 

Lærke Corfix er en rigtig dygtig singer/songwriter, der dog til tider grænser til det anonyme, når hun står alene på scenen. Med et backingband og et mere rocket udtryk træder Corfix for alvor i karakter, da bandet giver hende en helvedes masse power, der fordrer hendes overordnede udtryk. Og så er hun bare virkelig dygtig til at skrive vedkommende lyrik og opbygge crescendo i hendes sange, og det er altså bare godt håndværk.

Efter en lille times koncert kommer præsten på scenen og laver sådan noget bøn-halløj, som går hen over hovedet på mig. Men hun afslutter med en meget fin sætning, som jeg kun kan give hende ret i: "Nogle gange er det vigtigt, at det er poesiens ord, der taler, og det gjorde det i den grad i aften". Det er et smukt og vigtig projekt, Lærke Corfix har bevæget sig ud i med "Sange til pårørende", og jeg glæder mig til at følge hendes karriere. Stor, stor kudos herfra so far. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA