x
Dropkick Murphys lov – størst af alt er ærligheden

Dropkick Murphys, Valby Hallen, København

Dropkick Murphys lov – størst af alt er ærligheden

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Man tør roligt sige, at de har arbejdet sig store. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at det Pogues-inspirerede band, der slumromantisk besynger et Irland, der kun eksisterer på barer i Boston, skulle blive den keltiske punk-genres bannerfører. Men efter tyve år på landevejene, og det der verdenshit fra soundtracket til The Departed, er det en noget større fanskare, der møder op, end da min ven Michael fra Volbeat og jeg så dem i et halvfyldt Lille Vega for år tilbage. Således er Valby Hallen, med en kapacitet på op til 4000, udsolgt forud for den største koncert herhjemme med Dropkick Murphys. 

Gode gamle Valby Hallen giver sig ikke ud for mere, end den er. Meget sigende er cafeteriet åbent aftenen igennem, og overtøjet afleveres i et telt udenfor. I disse strømlinede Royal Arena-tider er der noget befriende uprætentiøst over hallen, hvor arbejderklubben BK Frem træner. Til gengæld flyder øllet i stride strømme, og allerede da genrefællerne fra Flogging Molly spiller, er stemningen høj som et sækkepibefløjt. 

Da pausen trækker ud, starter de traditionelle “Let’s go Murphys”-råb fra publikum. Det er en broget flok af punkturister, ældre Irlandsentusiaster og ikke så få metalhoveder. Det har givetvis hjulpet på bandets ry, at de leverede en eftermiddagsfest med kædedans i moshpittens til forrige års Copenhell.

“We’re counting on you tonight, Copenhagen!”

Da tæppet falder, er Dropkick Murphys på scenen i stærkeste opstilling. De to forsangere Al Barr og bassisten Kenn Casey flankeres af guitarist, banjospiller, fløjtespiller, trommeslager, og som det har været for vane de seneste år, en sækkepibespiller. Det forhadte instrument høres allerede fra åbningsnummeret "The Lonesome Boatman", der også åbner bandets seneste album 11 Short Stories of Fame and Glory. Det er en sørgmodig sag, der vækker minder om morgenduggen i Irland, hvor vandet møder landet og havtang gøder de grønne marker. Herefter kommer det potente hjemstatskvad “The State of Massachusetts” i en heftig version. 

“We’re counting on you tonight, Copenhagen!” råber Al Barr, som om han mener det, og bandet fortsætter med at spille sig varme i en overraskende velklingende hal, hvor kun de karakteristiske banjotemaer ofte ligger en tand for højt i mixet, som en gæst, der trænger sig lidt for ivrigt på. 

Frygtløs i kaos – og lidt om min gamle kollega Toke 

Dropkick Murphys’ musik står egentlig på to ben. Der er balladerne og så sangene om ballade. Begge dele har deres ubetingede charme, og selvom det sjældent hæver sig over pubpoesi og sørøverhistorier, er det underholdende og vedkommende. De to forsangere, der begge er ved at ramme de 50, deler oftest rollerne imellem sig. Mens Ken Casey er mere melankolsk og stillestående bag bassen, pisker Al Barr en stemning op som en venlig hooligan på lægterne. Med en sixpence på det skaldede hoved og en polo ud over den tatoverede overkrop befinder han sig frygtløst i det musikalske kaos. 

Både Al Barrs udseende, adfærd og sangene om at være en fredselskende mand, lige indtil nogen stjæler hans hat, får mig til at tænke på min gamle kollega Toke. En sød, empatisk, imødekommende fyr, der passede sine ting, men som man aldrig var i tvivl om ville kæmpe for alt, han havde kært, hvis man pissede på ham. Jeg tror, det er den genkendelighed, der er i Dropkick Murphys’ arbejderklassesange, der får det til at strømme med fællesskabsfølelse fra scenen, gennem publikum og helt ned til de bagerste ølboder.   

Uprætentiøst, men seriøst 

Efter en stribe nyere numre lægger bandet til havn med de to sørøver-singalongs, antikrigssangen “Johnny, I Hardly Knew Ya” og “Rose Tattoo”, der nok er deres største hit i dette årti. Der er mere blues end punk over begge numre, og Dropkick Murphys har efterhånden fundet deres egen opskrift på at levere deres musik lige så uprætentiøst som Valby Hallens cafeteria.

Selvom det er uprætentiøst, kan det godt være seriøst. Allerede fra aftenens start fortalte bandet, at de regnede med os, og senere sagde Ken Casey, at somme tider giver publikum lige så meget til kunstnerne, som de får igen. Nu åbner han for posen og fortæller, at flere i bandet har syge familiemedlemmer, og blot en time før koncertstart døde hans egen bedstemor, Peg Casey. Det er et oprigtigt rørende øjeblik, og det er svært ikke at tænke på sin egen familie, da gruppen fremfører dedikationen “Peg of my Heart”, der sjældent høres live. Det kunne være Dropkick Murphys lov - størst af alt er ærligheden. Da den efterfølges af “You’ll Never Walk Alone” formår jeg for første gang at lytte til ordene uden at tænke på Anfield Road. 

Bedste version af “I’m Shipping Up To Boston” ,jeg har hørt 

Vi bevæger os mod slutningen, hvor der varmes op til det afgørende dropkick. “Do you have anything left for us?!” brøler de, da toner af “I’m Shipping Up To Boston” brager ud i salen. Jeg har hørt den live mere end en håndfuld gange, og i aften lyder den altså bedre end nogensinde. Alle ølglas ryger tilsyneladende til himmels, og selvom nummeret efterhånden er fortærsket af boksere og tv-programmer, der forsøger at fremstå hårdere, end de er, har riffet stadig nerve, der rykker næsten fysisk ved lytteren. 

Til slut leverer bandet det gamle intronummer “The Boys are Back” og sender os hjem med den søde, sørgmodige “Until the Next Time”. En stribe punkprinsesser bevæger sig på scenen, og vi andre bevæger os ud til teltet efter vores overtøj, mens jeg, i skjorteærmer i nattekulden, tænker, at jeg trods alt havde stået i varmen og ventet, hvis de havde spillet i Royal Arena. 

Men til helvede med det. Det var den helt rigtige, ildelugtende, ølvåde koncerthal at høre Dropkick Murphys største koncert herhjemme. Ligesom det seneste album var en lang fortælling, synes jeg, de formåede at gøre koncerten til en fortælling, hvor der både blev pisket skum på de højeste, mest voldsomme bølger og vakt til eftertanke og refleksion i de stile dale. Den historie er værd at tage med hjem og leve videre på.   

Sætliste:

The Lonesome Boatman

The State of Massachusetts

Famous for Nothing

I Had a Hat

Rebels with a Cause

Going Out in Style

Buried Alive

Blood

Time to Go

First Class Loser

The Legend of Finn MacCumhail

Johnny, I Hardly Knew Ya

Rose Tattoo

Sunday Hardcore Matinee

I Fought the Law Captain Kelly's Kitchen

Prisoner's Song

Peg of my Heart 

You'll Never Walk Alone

Out of Our Heads

Heroes From Our Past

The Hardest Mile

I'm Shipping Up to Boston

Ekstranumre:

The Boys Are Back

Until the Next Time


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA