x
En mangefacetteret jazzmedusa

Girls in Airports, Atlas, Aarhus

En mangefacetteret jazzmedusa

Anmeldt af Andreas Vedel Jensen | GAFFA

For et par år siden planlagde jeg en tur til Belgien – kun for at høre den danske kvintet Girls In Airports. Det var den geografisk set nærmeste af deres koncerter, som jeg på daværende tidspunkt kunne finde. Dengang var gruppen relativt nydannet (fra 2009), og jeg havde netop opdaget – og gennemlyttet, igen og igen, deres plade Fables (2015), hvor specielt nummeret Randall's Island havde loopet sig en del gange gennem mine højtalere. Dengang kom jeg dog ikke til Belgien, så det var med stor glæde at kunne møde de fem hankønnede jazz-Girls på Atlas denne snefulde og stille torsdag aften i Aarhus.

Forventningerne til koncerten var absolut ikke ensidige. Bandet har fire studiealbum og et livealbum i ryggen samt en benævnelsesværdig turnéhistorie. Albummene er meget forskellige, fra deres første, relativt klassisk jazzeksperimenterende album Girls In Airports fra 2010, over i det mere melankolske, til tider Miles Davis-Kind of Blue-slash bossa nova-hensættende album Migrations (2011). Et gennemgående tema er den subtile, men stadig meget sanselige omgang med lyden, som på alle pladerne skabes af to saxofonister (og klarinet), en på keys, persussion og trommer. Ren instrumental. Albummet Kaikoura (2013) introducerer en mere blød, men stadig skarp lydflade over instrumenternes leg. Bandet har modtaget en Danish Music Award for årets danske crossover-jazzudgivelse, hvilket er er meget oplagt, selv for det mere utrænede jazz-øre, på det senere album Fables fra 2015.

Koncerten bød ind til en mangefacetteret oplevelse, der kaldte til både introspektion og lyst til kraftspring. Den næsten udsolgte koncert var sat op med stolerækker til publikum. Til nogens store overraskelse, i udbruddet: ”Vi plejer da at danse for vildt til Girls”. Det var ikke denne aftens plan, selvom lysten undervejs nogle gange var til at springe op og ryste den vilde energi ud, som det konservatoriestærke band skabte på scenen.

Modenhed

Legen på scenen med de musikalske energier bragte flere gange undertegnede ud i en oplevelsesmæssig forvirring. Jeg blev dog hjulpet på vej og fik en udvej og en forløsning i begrebet ”modenhed”. Bandets fortaler på scenen, Martin Stender hjalp, efter nummeret "New Year's Eve At the Hospice" (2010), hvor han kort fortalte publikum, at dette track var et af deres først producerede numre. Fra deres yngre dage for små 10 år siden. Under denne komposition fik jeg, trods musikernes dygtighed og fagkærlige håndtering af jazzens gange, en fornemmelse af stilstand – selv i den voldsomme solo fra vilde Mathias Holm på keys. Det var for nem en løsning, følte jeg – af vild energi skabt med vild musik og forløsning skabt med et brag. Men så kom forklaringen fra Stender – umodenhed. De fem lufthavnspiger bevægede sig humoristisk videre og demonstrerede en stor musikalsk indsigt – og modenhed – i det næste nummer Fables (2015). Startende stille, nærmest minimalistisk med tanker på de nordiske himmelstrøg, krydret med indiske, gyldenvarme toner samledes de fragmenterede instrumenter i en stigende, med vilje disharmonisk harmoni. Nummeret er ikke langt, selvom det gerne måtte fortsætte, og de sidste to-tre takter blev formuleret uden instrumentering. Kun takten, som trommerne brat havde afsluttet, var tilbage. Og ikke som lyd, men som en fælles musikalsk konsensus mellem band og publikum. Sublimt og respektfuldt.

Vent og lyt

Bandet er bygget op omkring de to saxofoner, og disse fik også en stor plads i aftenens koncert (uden at forglemme de formidable soloer og dobbeltsoloer fra trommer, persussion og keys). Saxofonisten Lars Greve fik plads til at undersøge musikken gennem værktøjet en saxofon. Det begyndte med, at vi egentlig kun hørte hans luft gennem messingapparatet. Det bevægede sig over i en gurglen, men ikke en ulækker våd gurglen. Nej, en fin, nærmest kropslig, taktil atmosfære i lyd var det, han skabte. Som om han prøvede at trække musik ud af virkelighedens forskellige lag.  Ikke som at destillere den rene musik med instrumentet, men som at søge musikken i dens rene form, uden om instrumentet. Og denne form for undersøgelse synes at være et gennemgående tema gennem sættet og i de tre ekstranumre – som blev serveret for et publikum i stående bifald. Og endnu engang med modenhed og habil erfaring. De sagde ikke tak, selvom de selvfølgelig var både glade, taknemmelige og rørte: De sagde ikke tak, netop for ikke at forstyrre det fælles musikalske og indre rum, vi befandt os i.

Gruppens energiopladninger og udladninger, fortættede og udstrakte former, kaldte både på at lægge sig ned, på at sidde at kigge, på at sidde med introverte lukkede øjne, og på at bevæge sig og røre hinanden. Men man kan jo ikke altid få det hele, så en ting er sikkert: Dette band bruger den lydform, som der er givet, og til en livekoncert som denne dykkes der virkelig i musikkens og instrumenters detaljer i jagten på den sublime lyd og oplevelse. Og selvom numrene er forskellige, og de forskellige solistiske udforskningsprojekter vender og drejer sig, formår gruppen hele tiden at holde en rød tråd.

Bedre end fire

Jeg vil ikke vurdere bandet som sådan, da de er gennemtrænede, professionelle, ydmyge og dybt engagerede i deres projekt og i musikken. Men denne aftens koncert kunne måske godt kalde på noget mere bevægelse for publikum, for netop at imødekomme dette projekt. Derfor Medusa-sammenligningen – musikken favnede og kastede sig ud i så mange interessante temaer, at det siddende publikum sad som forstenede, tryllebundet af musikken, men også i let forvirring. Man kunne måske lade halvdelen af stolerækkerne ude og dermed gøre plads til både de ekstroverte og de introverte, da musikken vil vække genklang i begge. Ingen tvivl om, at denne skribent vil tage til flere koncerter med denne fine danske kvintet. Der gives fire stjerner i denne omgang, andre ville måske give flere.

Se Girls in Airports' turnéplan på Facebook

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA