Søvndyzzzende…

Rickie Lee Jones, Train, Aarhus

Søvndyzzzende…

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Nogle gange får man muligheden for at opleve nogle af musikhistoriens middelstore legender live i Danmark, og så gælder det naturligvis om at gribe den. Det kunne være amerikanske navne som Carole King, Emmylou Harris, John Haitt, Joan Baez eller som i aftes på Train i Aarhus Rickie Lee Jones.

Jeg havde forberedt mig godt og havde for flere måneder siden indkøbt mine første fire Rickie Lee Jones-album på vinyl, hendes tre første og den seneste efter råd fra en kender. Pladerne var blevet spillet her i hjemmet i Holstebro, men uden den helt store begejstring, desværre. Jeg var dog positivt indstillet og forventede mig en god koncertoplevelse, selvom min 12-årige søn Lukas i weekenden havde brølet ”Så sluk dog for det lort, hun lyder jo som en syg høne,” da jeg havde sat hendes nyeste album The Other Side of Desire fra 2015 på i stuen. Men hvad ved ungdommen også om klassikerne, ærligt talt. Det er samme (dumme) søn, som tidligere havde sagt om Bob Dylan på vej i bilen til skole, at han sang som en ged. Men mit baghoved kunne alligevel ikke helt slippe den der, I ved, med ”af børn og fulde folk...”

Nå, men udsovet og tilpas forberedt stod jeg således midt i salen på Train, da Rickie Lee fra Chicago, nu bosat i New Orleans, indtrådte på scenen klokken 20.15 flankeret af den unge Cliff Hines på elektrisk guitar på sin venstre side og den gråhårede percussionist og trommeslager Mike Dillon på sin højre side, begge musikere fra New Orleans.

Medtaget og bleg

Rickie Lee Jones, der beholdt sin sorte hat på under første nummer, virkede ekstremt bleg. Nå, men vi lod musikken tale, og det tegnede helt okay under første nummer, ”Weasel and the White Boys Cool” fra hendes selvbetitlede debutplade fra 1979, som startede meget stille med hende alene på akustisk guitar, men sidst i sangen blev denne bygget op med spredte toner fra Cliff Hines på guitar og Mike Dillon på forsigtig perkussion. Og da denne spillede smukt på sin store flotte marimba med metalstave på et af de næste numre havde jeg stadig en forhåbning om en god aften i vente.

Men så skete der faktisk bare ikke mere musikalsk den aften, ingen nævneværdig udvikling eller variation i det musikalske eller vokale billede. Og det blev til en ørkenvandring i søvndyssende – fans ville muligvis kalde det meditativ – stille, stille jam, som ingen steder ville. Heller ikke da Rickie Lee Jones senere på aftenen satte sig ved flyglet, der meget betegnende have et stort slumretæppe over sig, blev der rusket op i noget som helst. Og med hovedpersonens mumlende tale mellem numrene virkede det ærlig talt, som stod hun og småsov, og jeg tænke: det her må virkelig være en af hendes rigtig dårlige aftner. Stor var derfor min overraskelse, da jeg efter koncerten talte med et par fans, som svarede nej, dette var en af de bedste optrædener, de havde oplevet med hende. Og jeg glædede mig stort i mit stille sind over så ikke at have oplevet legenden på en af hendes dårlige dage. Av, av, av.

Indimellem var hun dog ganske humoristisk mellem numrene, hvor hun eksempelvis på et tidspunkt kiggede sløvt ned på sin sætliste og sagde: ”Jeg kender ikke en eneste af de her sange.” Men det udsagn fremstod dog senere alligevel lidt tragikomisk, fordi det i nogen grad virkede til at være sandt. Sætlisten bød ellers på mange klassikere fra Jones’ katalog, heriblandt ”The Last Chance Texaco”, ”Coolsville”, ”On Saturday Afternoons in 1963” og ”Chuck E’s in Love” fra debuten og ”Living it Up” og titelsangen fra toeren Pirates. Vi fik også den spoken word-orienterede ”Cloud of Unknowing” fra det triphop-påvirkede Ghostyhead-album fra 1997 og nyere sange som ”Infinity” og ”Blinded By the Hunt” fra The Other Side of Desire og en fortolkning af jazzstandarden ”Cry Me a River”.

Hvor var bassen?

Og hvor var bassen, der sammen med trommerne kunne have sat musikken til at swinge, ja det svar blæste i vinden. Men bassen manglede helt klart under hele koncerten og med en alt for forsigtig guitarist og en percussionist, der på ingen måde brillerede musikalsk, var og blev det altså en særdeles tung aften at komme igennem.

Den amerikanske sangerinde nøjedes med at være på scenen i nøjagtig de 90 kontraktlige minutter, og der var (heldigvis) ingen ekstranumre.

Rickie Lee Jones spiller i aften torsdag til en udsolgt koncert på Amager Bio, men der er stadig billetter at få til fredagens koncert i Malmö.

Men husk lige slumretæppet, ryg en middelstor stråhat inden koncerten eller vælg i stedet et program på TV Charlie, det vil givetvis være lige så ophidsende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA