x
Musikken lever videre og tænder lys i mørket

Diverse: The Music of Nicolai Munch-Hansen, Altas, Aarhus

Musikken lever videre og tænder lys i mørket

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det sendte chokbølger igennem den danske musikverden, da bassisten og komponisten Nicolai Munch-Hansen døde pludseligt 20. februar sidste år, kun 39 år gammel, af en utilsigtet kombination af alkohol, medicin og stoffer. Munch-Hansen var en meget aktiv og højt respekteret musiker inden for både jazz og rock og spillede med en lang række kunstnere, eksempelvis Tim Christensen, Jens Unmack og Nikolaj Nørlund. Han udgav også soloplader og havde sin egen sekstet, og ikke mindst arbejdede han i mere end 10 år tæt sammen med Kira Skov, som han også var gift og havde sønnen Morgan med.

Et år efter sin alt for tidlige død bliver Munch-Hansen mindet med to koncerter, først i Den Sorte Diamant i København og så på Atlas i Aarhus, hvor GAFFA har indfundet sig til sidstnævnte koncert. Lineuppen byder begge steder på to sæt, først med Nicolai Munch-Hansen Sextet med Anders ”AC” Christensen på bas i stedet for den afdøde kapelmester, og dernæst den stjerneparade af sangere og musikere, som indspillede det, der skulle blive Munch-Hansens sidste album, Det flimrende lys over Brabrand Sø. Et album, som udkom tre måneder før hans død med musik til digte af den aarhusianske poet Peter Laugesen og vokaler fra blandt andre Sort Sols Steen Jørgensen og Kira Skov.

Aftenen begynder dog med en kort tale fra en tydelig berørt Torsten Jakobsen fra den aarhusianske koncertarrangør Sun Ship, der står bag Aarhus-delen af mindekoncerterne. Sun Ship har i nu 15 år præsenteret koncerter med originalmusik i omegnen af jazzgenren, og her har Munch-Hansen været en af de hyppige optrædende helt siden begyndelsen, og han føles derfor som en ven, der er gået bort. Til gengæld har mindekoncerten trukket næsten fuldt hus, så nu handler det om at fejre ham i det fællesskab, der forhåbentlig kan tænde et lille lys i det mørke, som hans bortgang har skabt – ikke mindst for de pårørende.

Nicolai Munch-Hansen Sextet *****

Nicolai Munch-Hansen Sextet har som nævnt fået Anders ”AC” Christensen til at tage over på kontrabassen og består ellers af Søren Kjærgaard på flygel, Ned Ferm på tenorsaxofon, Mads Hyhne på trombone, Jacob Høyer på trommer og Jakob Bro på guitar. Alle seks er fremragende musikere, som i disse år kan opleves i en lang række andre sammenhænge på den danske scene, både inden for jazz, rock, singer-songwriting og eksperimentalmusik. Sekstetten spiller syv Munch-Hansen-kompositioner, der sammenlagt strækker sig over cirka 70 minutter, og som for de flestes vedkommende er kendetegnet ved blide begyndelser, der langsomt udvikler sig til mere temperamentsfulde passager og ofte dediceret støjende klimakser.

Blæserne fylder meget i lydbilledet, både i de melodiske og mere amokløbende øjeblikke, men de fleste musikere får mulighed for at spille virtuose soloer. Peter Laugesen kommer på scenen og læser digte op i en af de mere afdæmpede kompositioner, og det hele er en så stor fornøjelse, at man allerede ved pausen føler, at man har fået valuta for pengene, og at aftenens hovedperson er blevet behørigt hyldet. Det skal dog blive om muligt endnu bedre.

Det flimrende lys over Brabrand Sø *****

Efter pausen kommer et nyt hold musikere på scenen, nærmere betegnet keyboardspiller Adi Zukanovic, den skotske trommeslager Sebastian Rochford, el-guitarist Oliver Hoiness og i visse sange også Silas Tinglef på akustisk guitar. AC står stadig med kontrabassen. Det, vi nu skal høre, er en albumkoncert med Det flimrende lys over Brabrand Sø, som nævnt ovenfor det sidste album, Munch-Hansen nåede at udgive. Et aldeles forrygende album i spændingsfeltet mellem rock, jazz og singer-songwriting med musik til digte af en af vores helt store poeter, Peter Laugesen fra netop Brabrand. Musikerne denne aften er de samme som på albummet, og det samme gælder sangerne: Kira Skov, Sort Sols Steen Jørgensen og den glimrende, men noget oversete Anna Brønsted fra indiepopgruppen Our Broken Garden. Som en lille bonus er The Asteroids Galaxy Tour-sangerinden Mette Lindberg også kommet med live.

Kira Skov åbner som ventet seancen med ”Symfoni”. Publikum modtager hende med jubel, og hun ser rørt ud, men synger sangen med vanlig professionalisme med sin karakteristiske stemme, der altid har rummet et mørke og et vemod, som er blevet alt for virkeligt for hende det seneste år. Det er dog langtfra første gang, Skov står på scenen efter sin mands død. Hun har med prisværdig dedikation bearbejdet sin sorg ved blandt andet at skrive en række sange, som udkommer på et nyt album 16. marts, og nogle af disse numre har hun fremført ved en turné i efteråret. Jeg så to af koncerterne, og her var Skov relativt snakkesalig mellem sangene, også omkring sit enorme tab. Det er hun ikke i aften, hvor hun holder sig til korte præsentationer og taksigelser, men hun virker oprigtigt beæret over opbakningen fra musikere og publikum.

Der er også meget at være glad for, for samtlige på scenen brillerer. Steen Jørgensen, traditionen tro med solbriller og stemme i samme mørke nuance, er vanligt tændt i blandt andet ”Brev til Sonny Boy”, mens Skov og Mette Lindberg er solide i ”Ned i skoven op ad bakke”, en af de sange, som Munch-Hansen selv sang lead-vokal på. Anna Brønsted lader sin luftige og skrøbelige, men smukke stemme lyse i blandt andet den afdæmpede ”April”, der er sumpet orgellyd på ”Rocking Sunday”, og sådan er hele albummet én lang stjernestund, inden Peter Laugesen lukker sættet med sin oplæsning af det stærke digt ”Ingen kan gå alene” med diskret guitar- og basbacking. En tekst, der afslutter såvel albummet som alle de efterhånden mange Laugesen-oplæsninger, jeg har oplevet gennem de sidste snart 25 år.

Laugesen kommer også på scenen til, hvad der virker som et improviseret spoken word-ekstranummer med kontrabas – og her skal det siges, at Laugesen er ferm til improvisation, hvor han bladrer rundt i sine bøger for at finde det helt rigtige digt, mens musikken spiller. Til sidst samles hele holdet fra andet sæt, samt blæserne fra sekstetten, for at fremføre den vuggende og let calypso-inspirerede ”Sne er hvid”, det eneste nummer fra Det flimrende lys over Brabrand Sø, som i første omgang blev sprunget over.

En to en halv time lang, glimtvis rørende og ellers bare ganske enkelt fed koncert er forbi. Nicolai Munch-Hansen har fået den hyldest, han fortjener, og selvom han forlod os alt for tidligt, lever musikken videre både hos jazz, rock- og singer-songwriter-folket. ”Døden er bare en anden sjæl,” for nu at citere Peter Laugesens ord fra ”Kerouac”, et af digtene på albummet. Selvom Munch-Hansen aldrig opnåede at få et regulært hit, kunne en sang som den supermelodiske ”Sne er hvid” snildt gøre sig i Højskolesangbogen. Opfordringen er hermed givet videre. Og hvis du ikke har gjort det endnu, så hør dog Det flimrende lys over Brabrand Sø hellere nu end i morgen – du vil ikke fortryde det.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA