Nostalgi og stuerene ambitioner

Martin Brygmann, Odeon, Odense

Nostalgi og stuerene ambitioner

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto

Det er de færreste sangere og sangskrivere, som ikke kunne ønske sig at blive bakket op af et band på 28 mennesker. Det er netop der, at Lex & Klattens og Det Brune Punktums egen Martin Brygmann er, når han rejser rundt til danske scener, stor nok til både ham og Danmarks Underholdningsorkester. Som et led i udgivelsen af det engelsksprogede album, også indspillet med underholdningsorkesteret, spillede Brygmann en af mange koncerter på Odeon i Odense, hvor musikken blev fremhævet, og komikken tog bagsædet til en gennemgang af solopladen Bates Delight og en masse andre hits fra film, radio og komedie.

Det tegnede først til at blive en rigtig siddekoncert, hvor selv hovedpersonen troner kækt på sned over en barstol, mens han fløjlsblødt crooner de første sange fra det gennemproducerede album, der har kostet blod, sved og lommeuld at sætte sammen. Vi hørte rigeligt om processen med at rejse ud og skrive musik ad flere omgange for at smutte til Sverige kort for at skrive teksterne også. Det er svært ikke at mærke et spildt potentiale over hele projektet med Brygmanns lavmælte stemme over et orkester, som kører den ind med easy listening langt hen ad vejen.

Det skulle blive spændende at høre de gamle punktum-hits mellem Bates Delight-numrene, som ligger milevidt fra den hysteriske energi fra førhen. Det gav også bange anelser, at første sang fra bagkataloget “Jeg Vil I Seng Med De Fleste” var arrangeret markant anderledes, som for at nedbarbere kor-omkvædet og sofisitikere de ellers 90’er-clubbede rytmer i sangen. Der gik mildest talt David Owe i koncerten for en kort stund, mens alle lyde lod sig suge hen mod den bizarre genre-betegnelse Adult Contemporary, som stadig kun findes mellem amerikanske radiostationer. Nærmere beskrevet musik for voksne mennesker, der ikke bryder sig om skarpe kanter.

Det var fra tid til anden en sand fryd at mærke Brygmanns vision for det nærmest totale lydbillede. Strygere og violiner kom til deres ret på hhv. de nye og de gamle numre. Ved “Me Myself And My Suitcase” flød violinerne klart igennem, og det var live og organisk, så det virkede som albummets sang bare genfødt. Danmarks Underholdningsorkester formår at være de rigtig omstændigheder for albummets metamorfose til en bekymringsløs sommerfugl.        

Det første sæt sluttede med to særligt opløftende stykker. “Kom Lad Os Gå” lød præcis som et stykke brunt punktum med godt swing og livlige trompeter. Udover et elite-hold af svenske musikere, der hver fik sin tid til soli, havde Brygmann også medbragt Ole Kibsgaard, som særligt fik punktum-sangene til at poppe med et gyngende Nile Rodgers-groove på guitaren. De mange mellemfortællinger svingede fra ligegyldig fællessang på bakken til et egentligt indblik i musikken og Brygmanns tilgang til sangskrivning, ny som gammel. Et klart højdepunkt var netop historien om tilblivelsen af Lisa Nilssons “En Kort En Lång”, hvor den gennemførte originale danske sangtekst blev en reel overraskelse og bonus til en Martin Brygmann-koncert.

Det er ikke kontroversielt at påstå, at Martin Brygmann i danskernes øjne er komiker først og dernæst sanger og sangskriver. Man aner derfor, at forsøget på at lave musik på musikkens præmisser har betydet en decideret afsky for humoristiske kanter og sågar sjove idéer. Man kommer til at kede sig ved de nye sange, der hverken gør sig til croon eller pop eller jazz. Også Martins vokal kommer pludseligt til at virke meget begrænset, og ikke kun fordi det somme tider bliver pinligt klart, at mange af sangene fra pastiche-poppens guldalder er bygget på Peter Frödins overspillede skrål. Hele Bates Delight bærer præg af en sangskriver, som har poleret og pudset sin vision helt ned til et punkt, hvor selv laveste fællesnævner ikke har meget at gribe fat i. Når koncerten er bedst, er det ikke meget mere end en teknisk stiløvelse, og så hjælper det ikke, at teksterne ifølge manden selv behandler og romantiserer et liv med køreture og kufferter.

Andet sæt var markant bedre, men kun fordi man fornemmede, at det handlede lidt mere om publikum end om mandens musikalske selvrealisering. Brygmann får lige mast en hyldest til Paul McCartneys cirkus-lydende Beatles-sange med en indmarch gennem publikum og en festligt simpel live-udgave af “Probably Plastic”. Andet sæt bød også på julekalender-sangen “Jesus & Josefine” i duet med det lokale amatørtalent Mette Friis-Petersen, som vistnok havde vundet en Facebook-konkurrence, hvor Martin havde efterlyst en til at synge med i Odense. Mette sang helt fortrinligt, desværre sang hun og Martin ikke særlig godt sammen.

Som de uomgåelige koncertregler byder sig, endte det stort anlagte Brygmann-show i et hæsblæsende og dog undervældende medley med de sidste uundgåelige Punktum og Klatten-sange og naturligvis den anførende Bates Delight-single “Driving” om hovedpersonens store kærlighed til at køre bil. Til sidst var der også på sin vis en gevinst for dem, som ikke havde hørt albummet inden koncerten eller ikke havde fanget, at sangene kom stort set i rækkefølge. Brygmanns afgjort bedste, mest alvorlige og kantede sang “Falling” blev en sært melankolsk afslutning på en meget letbenet, men formfuldendt koncert. På den måde kunne man forlade Odeon med en lille bitter smag af komikerens indre angst liggende bagerst på tungen og hjernens nakkelapper.   

 

Sætliste:

Første sæt:

Bates Delight Prelude

Safe And Sound

Sleepwalking

Jeg Vil I Seng Med De Fleste

Me Myself And My Suitcase

Dive

Victorious Youth

Kom Lad Os Gå

En Kort En Lang

Andet sæt:

Probably Plastic

Five In The Morning

Jesus & Josefine

Fuck Nu Har Jeg Glemt Mit Kort

Little Miss Peculiar

For Kendt/Ud I Det Blå/Numsesangen/Vent På Mig-medley

Driving

 

Ekstranumre:

Strangers

Falling


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA