x
Superorganism: Superorganism

Superorganism
Superorganism

Lovende legeplads med hypede amatører

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 06.03.2018
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det råhypede debutalbum med det internationale kollektiv holder faktisk og er et sted mellem lovende og nærmest fremragende

Sjældent er en udgivelse blevet hypet så meget. Jante burde lægge loven, men grinet og det utvungne kommer i vejen. Og dertil betydelige mængder af charme. Og ja, der er da hints til en Gorillaz-agtig legeplads, men også en tæft for at skrive fængende popmelodier, der nok skal blive nogle af dem, vi husker 2018 for, også selv om den første halvdel af det selvbetitlede debutalbum rent faktisk allerede har været ude og mere end kysse hitlisterne.

Det er da også de allerede vante virkemidler, der er i brug, fra Harrys vibrato-twang på guitaren til Oronos lakoniske og herligt underspillede sang, som står ud på et album, der vinder for hver gennemlytning. Man opdager, at vist er kendte numre som "Everybody Wants to be Famous" og "Something for your M.I.N.D." fede, som gamle venner, men også nye ting som den herlige "The Prawn Song" føjer ny alen til, og snart er man herligt hjemme i en lyd fyldt med knitrende og humoristiske samples, der tager historiske vistas ind i retning af Princes psykedeliske "Around The World in a Day", dog klinisk renset for sex. Men mindre kan også gøre det, og det så det forslår. 

Jeg er vild med pladen, som mestrer at være en helhed og samtidig en samling af ørehængere, og endda lukker i stil med en ren perle i form af "Night Time".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA