x
Med krudt i røven kommer man længst

D/troit, Atlas, Aarhus

Med krudt i røven kommer man længst

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

I april 2016 var fænomenet kulturel appropriation oppe at vende i debatten. Tanken var, at man som individ af en kulturel støbning tilstræbte sig en anden kultur i en mere eller mindre udtalt grad. Problemet dengang var, at Justin Bieber havde fået dreads, i aften ser vi D/troit på Atlas. Et pæredansk soulband, hvis eksistens i sig selv kan synes ude af kontekst. I sin videste udstrækning ville kritikken af det otte mand store band gå på dette forsøg på assimilering eller indoptagelse af en anden kultur. Det ville blot virkelig være synd.

Fredag aften skyder D/troit koncerten i gang lidt over ni i selskab med en ikke engang halvt opfyldt sal til at huje dem frem. Ikke nok med det, så er klientellet noget andet end det, man ellers ser i fredagens natteliv. Velfriserede skjorter og slips, pudsede ørkenstøvler og modne øreringe til en moden alder. Kort sagt: Det her er en crowd, der virkelig skal spilles op, da det her i højere grad er børn af soulen, end undertegnede nogensinde bliver.

Gruppen starter i en ouverture-bevægelse. Forsanger Toke Bo Nisted lader vente på sig, mens bandet lader os høre, hvad de egentlig har at byde på. At det her er eminente musikere, der har sat sig for at dyrke en niche, er tydeligt fra første færd. Stefan Andersen på bas og Klaus Højbjerg på guitar leder gruppen hen i den lyd, som de umiskendeligt er meget ene om at varetage på disse breddegrader: den støjende tempofyldte soul. Soulen eksekveres fra starten i sit rette element, når Nisted gør sit indtog i indgangsnummeret ”Roll With the Punches”. Uden ham er vi tættere på lyden af Marcus Miller og dennes nymoderne funk. Og fred være med det. Men i Nisteds eksplicitte fremtoning på scenen antager hans stemme klang af en Amos Lee, hvis Lee var vågnet op med erigeret lem og skulle prøve at beskrive dette på scenen. Videre til ”Soul Thing” er dette samme opskrift fra Nisteds og de andre rødder; kraftudladningen er ustandselig og er i markant grad bærende for bandets dynamik, på trods af at udtrykket af rå energi virker en kende malplaceret på den ellers afrundede ”Rock Me, Baby” lige efter.

”Soul Sound System” tager teten op og bringer holdet tilbage der, hvor de skinner allerklarest med hurtige riffs og veltimede blæsere. Musikken flyder stringent og velkomponeret, opstrammet som de fuldt opknappede skjorter på alle bandmedlemmer. Det eksperimentelle element er overladt til Mads Jensen på keys, og det ender i den monotone ende over halvanden time. ”Do Your Thing” er unægteligt et højdepunkt på aftenen, hvor Nisted trin for alvor slår sig løs, og blæserne skinner om kamp med Jackie Larsens trommer. Og publikum applauderer med uhæmmet dans, hvilket smitter af på hele salen. ”Hurricane” raser som sidste nummer på skiven, inden ekstranumrene ”45” og den nedskalerede James Brown-hyldest ”Papa’s Got a Brand New Bag” og ”I Feel Good” passer som fod i hose i bandets favn. Så godt, at man bliver i tvivl om, hvor fornyelsen i bandets udtryk er. For hvornår bliver assimilationen egentlig for tydelig? Kampen for soul står unægtelig svækket her i Norden, og udfordringen ligger i ikke at være pastiche, at publikum begynder at kigge på sig selv og undre sig over, hvor berettigelsen til skrål på frihed er henne.

Men skidtet ruller. Og det gør det af den primære årsag, at de fucking mener det. Når musikerne tropper op i deres stiveste puds, når Nisted og hans skinnende sixpence pruster og stønner med en unægtelig vellydende røst, når energien bærer bandet hjem, råder det bod på de skønhedsfejl af endimensionalitet og pastiche, man ellers ville finde i det. D/troits tilstedeværelse på den danske musikscene er et åbent kærlighedsbrev til en meget udansk musiktradition. Og tak for det.            


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA