x
Hele værktøjskassen i brug

First Aid Kit, Store Vega, København V

Hele værktøjskassen i brug

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Arkivfoto

First Aid Kit er godt på vej til at blive et verdensnavn. Koncerten viste, at de svenske søstre med det enorme potentiale fortsat synes at kunne gestalte hvem som helst, men stadig mangler at finde en egen funderet personlighed

Stemningen var høj, og der var godt fyldt op i Store Vega på denne søndag aften. Til højre for mig stod en englænder omkring de tres, som havde konen med: "De spiller tre koncerter i England, og der var udsolgt på to minutter. Vi så os om og besluttede os for at se dem i København", sagde han forventningsfuldt, mens han så sig omkring i arbejderbevægelsens gamle træsal med den rummelige intimitet. Jeg tjekkede ham ved slutningen af koncerten. Han var absolut tilfreds, og konen så direkte begejstret ud.

Og de kan da også en masse efter mere end ti år på landevejen, Klara og Johanna Söderberg på henholdsvis 25 og 27 år.  Ja, skal man være lidt anmeldersmart, er nødhjælpskassen blevet til en værktøjskasse, der synes fyldt til randen med enhver countryrock-kliché mulig, men som også fortsat peger kraftigt mod nogle af de bands, der huserede i Los Angeles og omegn i slut-1960'erne og start-1970'erne. Først og fremmest Poco og The Flying Burrito Brothers med det erklærede forbillede, Gram Parsons, som det væsentligste – og hurtigt afdøde – ikon. Altså et lydbillede med knivskarpe korharmonier, indfølte pedalsteel-guitarer og sange, hvor hele det smertende hjerte krænges helt ud. Parsons havde også et kortvarigt samarbejde med en af countrymusikkens store damer, nemlig Emmylou Harris, og denne engang gudesmukke sangerinde mere end anes hos de svenske søstre. Fysisk og musikalsk.

Men de kan også andet, som den herlige popting, "Fireworks", som lyder som noget, Phil Spector kunne have produceret onkring 1962. Og bortset fra på de første par numre, hvor Klara Söderberg ramte højder i stemmeføringen, som hun overraskende ikke mestrede, sad alle harmonier på denne aften lige i skabet. Jeg er vild med den måde, Klaras sopran følges af Johannas altstemme, begge tydeligvis med rigelig ballast til en solokarriere en dag. Men hvorfor opløse et hold, der vinder?

Det blev en afvekslende koncert, der ikke bare trak på countrymusikken – som på hyldestsangen "Emmylou" med de fejende drømmelinjer på pedal-steel-guitaren og pigernes opadstigende tryllevokaler – men også åbnede op for potent rockende sekvenser, hvor de to på henholdsvis bas og guitar trykkede den af og heller ikke holdt sig tilbage fra en #MeToo-tale til kvinderne – og mændene – i salen. Men snart var det igen de mundrette hits, der veloplagt kom ud over kanten til et publikum, der kunne hver en strofe.

Koncertens højdepunkt var en afslappet session, hvor bandet i første ekstranummer samledes omkring en enkelt mikrofon og sang "Hem of Her Dress", sangen der på den nyeste plade, "Ruins", netop samler den nærmeste familie hjemme i forstaden til Stockholm.

Dejlig koncert med orkester, der stadig har rigeligt med rum at vokse i. Men alligevel hiver et femtal hjem på en samlet kraftpræstation med et orkester, der har et utal af smukke farver på paletten.

 

Sætliste:

  1. Rebel Heart
  2. It’s a Shame
  3. King of the World
  4. Postcard
  5. Stay Gold
  6. The Lion’s Roar
  7. You Are the Problem Here
  8. To Live a Life
  9. Ruins
  10. Wolf
  11. Master Pretender
  12. Fireworks
  13. Emmylou
  14. Nothing has to be True

Ekstra:

  1. Hem of her Dress
  2. Revolution (feat. Van William)
  3. My Silver Lining

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA