x
Jenny Wilson: Exorcism

Jenny Wilson
Exorcism

ANMELDELSE: En voldtægt senere

GAFFA

Album / Gold Medal Recordings
Udgivelse D. 23.03.2018
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Svenske Jenny Wilsons femte soloalbum hedder ikke Exorcism for ingenting – ”jeg ville rense det bort, som havde gjort mig ondt,” hedder det således i pressematerialet, og dykker man ned i teksterne, står det hurtigt klar, at hun vitterligt har oplevet det omtrent ondeste overhovedet; Wilson har været offer for en voldtægt, og Exorcism er én lang skildring af det hændte, af tankerne om forløbet, af chokket og sorgbearbejdelsen.

Albummet er selvsagt dyster og knugende lytning, og musikken afspejler flot det kulsorte tekstunivers – der er tale om rå og hårdtpumpet elektronisk musik, som nådesløst tjener som platform for nu forløste frustrationer af barskeste skuffe. Musikken er mørk og mekanisk, strømlinet og uforsonlig, men kynismen er velvalgt, når der skal fortælles så grum en historie som denne. Exorcism kommer fra hjertet og de inderste af sindets krinkelkroge, og det mærker man – det er en stærk og modig bedrift. Ikke alle numrene er lige interessante, men værket er et vigtigt statement, og det er forrygende, at Wilson er tilbage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA