x
of Montreal: White Is Relic/Irrealis Mood

of Montreal
White Is Relic/Irrealis Mood

ANMELDELSE: En dans på simulerede virkeligheder

GAFFA

EP / Polyvinyl
Udgivelse D. 09.03.2018
Anmeldt af
Jens Dræby

Kevin Barnes må være musikkens svar på en bosætter, som engang var gæst, men nu bare har indlogeret sig som et sludrechatol uden filter og hensyn til modtagerens interesse i gode og dårlige idéer. Sådan udgiver man hurtigt en masse musik, og med White Is Relic/Irrealis Mood er den produktive eccentriker bag of Montreal begyndt at at være værd at lytte til igen. 

Det er stadig umiskendeligt Barnes med overlange sange og titler, med små skæverter, der tvinger lytteren til at overveje alvoren og tiden, der gang på gang kræves. Ikke siden False Priest har of Montreal været så tilgængeligt i sin simple form, der nærmest trodsigt spoleres af sangenes lange spilletider. "Paranoiac Intervals/Body Dysmorphia" spilles igang af højt tempo og nogle små edm-efterladenskaber fra forrige plade og gennemføres af et klart hook om pavlovske klokker i et gennemsigtigt omkvæd om jalousi.

Den lige så energiske, men med væsentlig mere af Barnes' bananas "Plateu Phase/No Careerism No Corruption" kaster rundt med trommemaskiner og finurlige påfund, som kun findes i samme grad hos Flaming Lips, men slet ikke i samme kaotiske sammensmeltning af astronomisk fascination og skepsis over for samtlige autoriteter over hovedhøjde.

Med kun seks numre fordelt over 41 minutter er den nye skive fra of Montreal en af de nemmere at komme igennem, og det er garanteret fordi, Kevin Barnes har taget den lidt med ro. En sang som "Sophie Calle Private Game/..." kan f.eks. hurtigt smage velkendt af Crystal Fighters eller Architecture in Helsinki.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA