x
Euforisk genrenedsmeltning og falsetfest

WhoMadeWho, Store Vega, København

Euforisk genrenedsmeltning og falsetfest

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af Danmarks mest energiske livebands afslutter denne weekend en mindre europæisk turné i først Vega, så på Train. Koncerten i Vega blev – som altid med WhoMadeWho – en euforisk genrenedsmeltning af en falsetfest.

Gennem længere tid har der hængt noget, der ligner en snor – men som nok nærmere er nogle sammenfiltrede spindelvæv – under loftet i Store Vega. Det er blevet lidt af en – sær, indrømmet – guilty pleasure for mig at tjekke, om det stadig hænger der.

Sjældent har det blafret mere end under WhoMadeWhos koncert fredag aften.

Jeg havde både hørt om og lyttet til WhoMadeWho på cd, inden jeg tilfældigt kom forbi trioen på Smukfest i Skanderborg 2013 – og blev væltet omkuld af deres frenetiske, energiske puls og flamboyante sceneshow.

På plade er WhoMadeWho først og fremmest electronica, som kan tilføjes alle mulige titler på subgenrer efter behag. Lidt mere kølige på det seneste album Through the Walls fra i år end på det foregående Dreams, hvor de legede en smule med traditionel sangskrivning.

De lagde ud i Vega med "Neighbourhood" fra det nye album; et på mange måder selvdefinerende WhoMadeWho-nummer med bandets punkfunkede dansabilitet leveret i et rocksprog ikke ulig mestrene Depeche Mode. Det skyldes naturligt først og fremmest, at musikken leveres af trommer (hårdtarbejdende Tomas Barfod) og karismatiske Jeppe Kjellberg og Tomas Høffding, hhv. guitar/sang og bas/sang, ovenpå diverse forudindspillede tracks.   

Man kan sige, at de digitale nuller og ettaller får en fire- og seksstrenget power live. Uanset om den musikalske bund er techno, pop, funk eller latin.

Kjellbergs guitarspil er nærmest en koncert i koncerten. Noget i hans ofte repetitive, twangy spil minder én om klassisk afrobeat. Indimellem er der noget af Bernard Sumners skoledannende minimalistiske spillestil over det. Så trykker han den af på den klassiske rockspademåde, et sted lød det som Jimmy Page i "Starway to Heaven" OG sydeuropæisk balalajka – på samme tid, vel at mærke.

Det fungerer sindssygt godt. Nogle kalder det indietronica –  som hvis man pillede maskerne af Daft Punk og opdagede Kurt Cobain indenunder.

Svenske Nina Kinert var med på scenen i titelnummeret fra den nye plade, Through the Walls, som hun også har været med til at skrive. Hun var kommet til København bare for den ene korte optræden. Uden at der behøver at gå Nephew i det, klæder det WhoMadeWho med et feminint islæt, som supplement til de tilsyneladende uopslidelige mandefalsetstemmer. Det kunne de godt have udnyttet lidt mere.

Ligesom de også godt kunne have ydet det fremragende popnummer "Below the Cherry Moon" lidt mere retfærdighed som mere end en lidt trance-syret optakt til et i øvrigt råwingende "Keep Me in My Plane", som blev sunget med den inderlighed, som også indimellem er en del af WhoMadeWhos sprælske og mangefacetterede optræden.

Hen mod slutningen af koncerten stillede jeg mig på balkonen og blev grebet af den særlige begejstrede følelse, som kun musik kan give. Med udsigt til en bølgende – "hav" er et stort ord i Vega – vig af feststemte og begejstret dansende publikummer i en eller anden form for symbiose med den medrivende electrofunk.

Mange har travlt med lægge rockmusikken i graven. Det er muligt, at rock som en generations antiautoritære stemme har overladt teten til hiphop. Men rocken er ikke død, den knopskyder bare i nye formationer og farver. Det er WhoMadeWho er fornemt elektronisk eksempel på.

 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA