x
De canadiske r&b-drenge kom på ingen måde i mål

Majid Jordan, DR Koncerthuset, Studie 1

De canadiske r&b-drenge kom på ingen måde i mål

Anmeldt af Nicoline Steen Andersen | GAFFA

Arkivfoto

Den canadiske duo Majid Jordan blev opdaget af stjerneproducer og Drakes kompagnon Noah ”40” Shebib, og kom efterfølgende i stald hos pladeselskabet OVO Sound (Warner), der blandt andre ejes af selv samme Shebib samt Drake. 
Majid Jordan består af vokalist Majid Al Maskati og producer Jordan Ullman. Makkerparret lagde deres karriere ud med to ep’er i henholdsvis 2013 og 2014, det selvbetitlede debutalbum i 2016 og senest fuldlængdepladen The Space Between i efteråret 2017. Med andre ord har der især de seneste to år været fuld fart på de to herrer, men mon de har format og nok på hjerte til det? Det skal vise sig.

Sidste gang de to Drake-disciple lagde vejen forbi Danmark, skete det for fulde huse i Pumpehuset. Det er imidlertid ikke tilfældet i aftenens kulisse, DR Koncerthusets Studie 1, der ikke har kunnet melde udsolgt. Det føles heldigvis ikke sådan, når man betræder Studie 1’s højtliggende lokale, der er temmelig pakket. Aftenens publikum er i den yngre ende af skalaen, hvilket allerede blev klarlagt, da man ankom til Koncerthuset, hvor forpladsen sejlede med tomme alkoholbeholdere samt højrøstede og berusede unge.

Stilen understreges af en ligeledes klublignende stemning i salen, hvor der fra start er mere fokus på bar end musik. Sidstnævnte blev da også omfavnet af koncertarrangøren, der op til showet havde reklameret med diverse alkoholtilbud. Diskoteksfølelsen skyldes desuden øjensynligt, at Majid Jordans r&b-pop ligger i den clubbede ende af skalalen. I hvert fald mere clubbet, og en smule mere elektrobaseret, end beslægtede kunstnere som duoens musikfar Drake aka. ChampagnePapi (Drakes Instagram-navn, for at forblive i ungdommens vokabular) og The Weeknd. 


Efter fem kvarters dj-opvarmning ankommer Jordan til sin pult af synhts, der foruden bagvæggens LED-lys og en mikrofon er duoens eneste setup. En simplicitet, der forpligter. Jordan slår koncerten an med en interessant intro, der først stiger i styrke og kulminerer i billarm, for dernæst at blende ud i et stille og melodiøst stykke, der markerer Majids hujende ankomst til scenen.

Toronto-drengene lægger ud med deres seneste single "Gave Your Love Away" og byder op til fællessang til det brummende beat. Indbydelsen bliver kun grebet af en mindre del publikum, hvilket dog ikke stopper Majids mikrofonføring ud i salen. Gider han ikke selv at synge? Noget tyder på det. Der er i hvert fald back track på Majids vokaler på alle numre, hvilket især bliver tydeligt fra aftenens næste nummer "OG Heartthrob", hvor frontmandens vokal allerede bliver udfordret første gang, og derved står i skærende kontrast til det ellers perfekte back track.

Det samme gør sig gældende for de næste mange indslag, der blandt andet består af "Small Talk", "All I Do", "You", "Not Ashamed" samt hits som "One I Want", "Phases" og "Body Talk". Hver gang man håber på et form for klimaks, udebliver det.

Koncerten havner i en trædemølle af dårlige og til dels ikke-eksisterende vokaler, et banalt tekstunivers, lydudfordringer og en producer, der står i den samme vippedukkestilling sang op og sang ned. Det ofte autotunede back track får i kombination med publikums egen singalong igen og igen lov at overtage for Majid selv, der i gentagne kærlighedserklæringer til de tilhørende forsøger at forsøde den halvpinlige performance.

Teksten i albumtitelnummeret "The Space Between", der er aftenens tolvte sang, fremstår som et modstykke til makkerparrets situation på nuværende tidspunkt: “No one's on the dance floor, I don't plan on leaving soon”. For der er rent faktisk mange på dansegulvet, men hovedpersonerne får dem ikke rigtig til at danse, og publikum er så småt ved at forlade koncerten allerede her, hvilket også får undertegnede til at skule til den forbigående metro, der ses igennem Koncerthusets ruder.

Koncertens afsluttende numre bliver "Every Step Every Way" og "King City", hvoraf sidstnævnte fremviser en bedre og mindre skinger vokal fra Majid, end hvad der hidtil har været tilfældet. Dog overshines sidstnævnte stadig af Jordans musikalitet, der på sin vis fremstår som aftenens stærkeste led. Ekstranummeret er det fremragende storhit "Her", der uden tvivl for publikum er aftenens højdepunkt. Der skråles ihærdigt med, og stemningen højnes – hvis bare en fjerdedel af koncerten havde haft samme energi som dette islæt. Ved dette nummer lokkes man til at tro, at ligeledes Majids vokal når sit højdepunkt, hvorefter man endnu engang skuffet må konkludere, at der er tale om et back track og ikke hans live-stemme. Øv.

Man fristes til at udbryde i svadaen “det kunne have været så godt, men så er det faktisk skidt”. Skidt på den måde, at oplevelsen udformer sig som en punkteret bytur – den slags bytur, hvor man ikke blev fuld nok til, at det kunne kamuflere en ellers dårlig fest som god.

Om resultatet skyldes duoens tætpakkede kalender, de sidste to års højaktivitet på udgivelsessiden eller at de ganske enkelt ikke er mere kompetente, end hvad OVO’s (penge)maskine dygtigt kan fremprovokere bag de kommercielle taster, skal stå til fri fortolkning. Men dommen er den samme: De canadiske drenge kom på ingen måde i mål med deres sjuskede og forsimplede optræden denne aften, der kun havde små fragmenter af anstændigheder.

Majid Jordan har udgivet talrige af fængende r&b-pop-melodier, men det lader til, at de bør forblive som back track, hvilket gør en livekoncert særdeles overflødig. Alternativt bør de spille på en egentlig klub, hvor en brandert er mere sikker, og derved en lige så stor sikkerhed for at glemme det utilstrækkelige format.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA