x
Nervøs, sårbar og ydmyg kirkekoncert

Medina, Christians Kirke, København

Nervøs, sårbar og ydmyg kirkekoncert

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Arkivfoto

Det er nok de færreste, der gør sig det klart, men Den danske Folkekirke er (samlet set) en af landets største koncertudbydere – og dét både inden for klassisk og rytmisk musik. Og godt det samme. For de hellige haller gør noget ved musikken, musikeren og publikum.

Jeg har oplevet det mange gange: Selv når etablerede popmusikere indfinder sig i Guds Hus. De bliver klædeligt ydmyge, og dermed øges chancen for, at en vertikal forbindelse opstår. Og det er jo dén, musikerne søger og publikum ønsker – den vertikale forbindelse, som rummene inviterer til.

Tirsdag gav Medina sin karrieres to første kirkekoncerter – begge var udsolgte og begge var henlagt til Christians Kirke på Christianshavn. (Om få dage – fredag og lørdag i denne uge – giver hun endnu to udsolgte og én ekstra koncert i Sankt Pauls Kirke i Aarhus).

Jeg sad i en af logerne, da koncert nummer to gik i gang i Christians Kirke, og selv om Medina både havde gennemlevet og overlevet den første af dagens to koncerter var hun stadig tydeligt ydmyg og nervøs. Og dét var egentlig i orden! Også selv om hun glemte tekster og i momenter måtte knibe en tåre, kvæle en gråd og bede sine sidemen om at træde vande. For – som jeg så det – skyldtes hendes ydmyghed, nervøsitet og sårbarhed ikke mangel på engagement eller forberedelse, men respekt for kirken, ånden og alt det, hun pludselig stod i midten af: noget andet og mere. Face to face med Gud? I hvert fald face to face med et andægtigt lyttende publikum. Og måske face to face med egne fejl og mangler? (Hun nævnte for eksempel, at hun havde måttet face nogle hårde sandheder i den sidste tid – refererede måske til det, at hun var blevet frakendt sit kørekort og idømt en bøde for kørsel i påvirket tilstand – men tilføjede straks efter, som i et forsvar for sig selv, at vi nok alle i perioder havde måttet face hårde ting).

Desværre lykkedes det hende ikke for alvor at knytte den vertikale forbindelse, men et nøgent forsøg gjorde hun. Og netop det nøgne, det ydmyge, det nervøse var formildende. Dét og så hendes oprigtige indlevelse og sårbarhed.

Vel var hendes tilgang til materialet til tider forceret og manieret, vel var der et element af ensartethed over det lettere narcissistiske materiale og dets forløsning. Men med et minimalistisk, akustisk set-up – og sikker support af Mads Storm på klaver og Anders Bo Jespersen på guitar – sang Medina sig alligevel tættere på den vertikale forbindelse, end hun sædvanligvis gør. Og jeg tror, at det skyldtes, at kirkerummet påvirkede hende. Det, at noget var andet og mere end den narcissistiske fortælling; det at publikum rent faktisk sad og lyttede fremfor at snakke, synge, danse; det, at hun selv – uanset, at det åbenlyst var en prøvelse – forsøgte at undlade at bande. Alt det gjorde underværker. Hun blev et mere helt, næsten voksent menneske for øjnene af sit publikum – selv om hendes tekster stadig havde noget pubertært over sig. Hun blev nøgen og autentisk.

Medina har klart nogle kvaliteter som sangerinde – musikalitet og udtryksstyrke – men også noget andet, der minder om angst for det kunstnerisk nøgne. Men dén angst facede hun, og det i sig selv var ære værd. Kan hun fremadrettet bibeholde den voksne ansvarsbevidsthed og det nøgne ståsted, eventuelt udvikle og udvide sit tekstmæssige univers, lover alt det godt for hendes fremtid som kunstner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA