x
From Sweden With Love

Fever Ray, Store Vega, København

From Sweden With Love

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Man kan ikke just beskylde Fever Ray for at have spillet land og rige tyndt på det seneste; rent faktisk har det været småt med aktivitet fra projektets side i årevis, indtil altså der lige pludselig lå album klar sidste år, og man må således give Karin Dreijer, at når hun endelig handler, så sker der noget. Det er blevet til en stribe i øvrigt fine videoer fra det ny album og nu også en turné med fuldt band og flot visuelt show. Og måske netop fordi det der med Fever Ray-koncerter ikke er noget, der sker hele tiden, var der ganske udsolgt i Store Vega, på en almindelig dødelig onsdag aften, hvor et blandet publikum havde indfundet sig: diverse musiknørder, technofolket, nogle goths, hipstere og heriblandt, naturligvis, fristes jeg til at sige, en god mængde kvinder og piger, for Dreijer har igennem alle årene, solo såvel som i tiden med The Knife, taget kampen op mod sexisme igen og igen, måske ikke mindst den, der – stadig – florerer indenfor hendes egen branche, den musikalske.
 
Opvarmning: Bunny Michael
Først var det dog tid til opvarmning ved den amerikanske rapper-med-mere, Bunny Michael, der leverede soloshow, dog lejlighedsvist assisteret af diverse hjælpemidler såsom gammeldags telefon og kaninbamse i snor. Der var tale om regulær singback fra start til slut, dvs. sang til backing track, uden nogen form for live-levering af musikken ud over altså vokal, en disciplin, jeg personligt ikke er den store fan af – der er nok lidt for megen karaoke over den slags til min smag.

Det, Bunny Michael gjorde, gjorde hun godt; hendes vokal og hendes dans fungerede fint. Musikken var også godt produceret, og selvom man nok fornemmede en til tider ganske solid inspiration fra Peaches (med hjemlige briller på ville man måske også nævne folk som Lucy Love og nu desværre hedengangne Linkoban), så kom man også forbi variation undervejs – et enkelt nummer blev direkte electropunket, med lidt smag af Atari Teenage Riot, måske, hvis nu man absolut skal vedblive med at drage sammenligninger. Den lyd klædte i øvrigt Michael ganske godt også.

Jeg må dog indrømme, at jeg savnede noget live-element i det rent musikalske, og selvom der blev leget med telefon og banket kaninbamse i scenegulvet, så ændrede det ikke på, at det er svært i længden at gøre singback-strategien interessant. Der går lidt dovent tv-show i det, og jeg stod til sidst og tænkte, at jeg ville virkelig gerne have set Bunny Michael med en musiker eller to mere til at skabe musikalsk liv og variation, overraskelse, alt det der. Det vi fik var ikke dårligt, musikken var velproduceret – jeg tror bare, det hele kunne leve mere med dele af musikken leveret live også.
 
Fever Ray
At Fever Ray først og fremmest er Karin Dreijer, det ved vi godt, men på scenen fremstod Fever Ray denne gang i høj grad som en gruppe, i hvilken Dreijer indgik på temmelig lige fod med de fem andre musikere; to percussionister, en synth-operatør (med afstikker til harmonika) samt to vokalister, den ene også på en smule keytar undervejs. Alle var klædt med afsæt i forskellige former for subkultur; goth, S/M, rave, cosplay, og scenen var udstyret med diverse neonrør, der lyste op i forskellige farver samt, naturligvis, et flot lysshow, hvilket gav det hele et præg af tegneserie-agtig futurisme, sådan hvis man tænker lidt i retning af Moebius eller Bilal. 

Lyden var god; mixet flot og niveauerne mellem de tre vokaler og musikerne virkelig velbalanceret hele vejen igennem, hvilket betød at man kunne nyde detaljer, man kunne høre, hvad alle lavede. Netop fordi Fever Ray ofte arbejder med detaljer i lydbilledet, både hvad angår synthesizerne og ikke mindst rytmik, så betød den gode lyd slet og ret en helt igennem fornem koncertoplevelse, hvilket løftede alle numre en ekstra tand.
 
Ingen hitfabrik
Fever Ray har kun udgivet to egentlige album, og selvom hun har haft hits, så kan man dårligt kalde hende en hitmaskine, og man kan i hvert fald ikke beskylde hendes hits for at lyde, som hits er flest. Lidt på samme måde som Laurie Andersons legendariske "O Superman" tilbage i begyndelsen af firserne formåede Dreijer med sit første Fever Ray-album at lave hits ud af langsomme, slæbende numre med atmosfæriske vokaler og klange, og koncerten i Store Vega bød på flere af den slags numre, også ud over de kendte hits. Det var rart at opleve en kunstner, der så konsekvent dyrker også den slags materiale live, hvor andre måske ville lade sådanne sange blive derhjemme på albummet i stedet. Det var med til at skabe en intens stemning, der flere gange undervejs var virkelig stærk.
 
Naturligvis kom vi også op i tempo med numre som "IDK About You" og den lesbisk klingende "To the Moon And Back", der for mit vedkommende også stod som et af koncertens højdepunkter med fornemt live-percussion-arbejde og Yellow Magic Orchesta-klingende synthfigurer. "When I Grow Up" var også blevet rearrangeret med ekstra rytmik, hvilket fungerede godt.

I det hele taget var de fleste numre blevet rearrangeret i større eller mindre grad for at passe til live-besætningen, og ikke mindst de to percussionister lavede mange spændende ting undervejs, både på elektroniske og akustiske tromme-instrumenter, mens der fra synthesizernes side blev spillet temaer, filtreret technosekvenser og leveret galakseboblen fra MS-Korg'en a la dengang Jean Michel Jarre og Tangerine Dream drog på deres første rumrejser. Også de to vokalister gjorde det godt og skabte, sammen med Dreijer selv, de specielle vokalklange, man netop forbinder med Fever Rays lydbillede. Dansetrinene er stadig samlet op et ikke nærmere specificeret sted mellem Vikingarna og Rocky Horror Show.
 
...og 12 point til Sverige
Når nu ikke Mylius kan skænke svenskerne 12 point fra dansk side, så må jeg klemme mig op på seks stjerner i stedet. Jeg stod flere gange under koncerten og havde en klar fornemmelse af, at her oplevede man en kunstner omkring toppen af sin karriere. Koncerten var særdeles kyndigt leveret af såvel sangere som instrumentalister, det visuelle fungerede fornemt, både hvad angår lys og neon såvel som musikernes udstråling og påklædning og herfra krydses der fingre for, at Dreijer holder fast ved denne live-konstellation, for den fungerede virkelig godt. Forstå mig ret; Fever Ray fungerer godt i albumform, ingen tvivl om det, men koncerten understregede, at musikken i dén grad også fungerer live og som helhedsoplevelse.

Netop det med helhedsoplevelsen, sammensmeltningen mellem musik og visuelt udtryk, både i form af neonfuturisme og queer-æstetik, gav en ekstra dimension til sangene, herunder en meget fin balance mellem det humoristiske, det triste, det vrede og det mærkværdige, lidt i stil med musikalske åndsfæller som f. eks. førnævnte Laurie Anderson eller Kate Bush og Björk, og det virkede i dén grad oplagt.
 
Og så er det måske værd på falderebet lige at nævne, at Fever Ray jo også optræder til årets Roskilde Festival, som ydermere har bl.a. Nine Inch Nails på plakaten – for de af os med hang til kvalitetsbevidst elektronisk musik ser det sandelig ud til, at det ligefrem kan blive sommer i Danmark i år!
 
Sætliste:
An Itch
A Part of Us
When I Grow Up
Mustn't Hurry
This Country
Falling
Wanna Sip
I'm Not Done
Red Trails
Concrete Walls
To the Moon and Back
Triangle Walls
IDK About You
Keep the Streets Empty for Me
---
If I Had a Heart
Mama's Hand

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA