x
Sivas: ULTRA

Sivas
ULTRA

Autotunede genialiteter

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 20.04.2018
Anmeldt af
Anders Hjortskov

“Jeg går en tur med barnevognen gennem skudzonen,” konstaterer Sivas tørt gennem sprød AutoTune, mens han rimer på duplo. Sådan indleder “Lang historie kort” andet album fra den populære rapper.

Sivas tog røven på den danske musikbranche i 2013, da han væltede ind med solbriller på sine øjne, et uhørt gadeslang og et udtryk, som var helt unikt. Nu lyder rigtigt meget som Sivas i æteren – og han skal bevise sin relevans på en ny måde, hvis han ikke skal drukne i indvandrer-metaforer og autotunede kloner på scenen. Men Sivas er stadig et unikum i dansk rap – også i den populære ende af skalaen. Vi kommer langt omkring med singlen "Colombiana", og altid oplagte Gilli viser nye spanskinspirerede elementer, mens den voldsomt funky “Sidste timer” med produceren Mantra tænder for diskokugle og slap bass – en kombination med Sivas, man ikke lige havde troet muligt.

Partner-in-crime, Reza, er stadig ingeniøren bag det musikalske udtryk og høje niveau, selvom gæsterne på mikrofonerne og bag knapperne giver synlige bidrag. På produtionsfronten giver den knapt så ukendte kunstner Jens Ole McCoy en hånd med og imponerer bl.a. på den stemningsmættede “Vejen”, mens Sivas mikser sovs i køkkenet med MellemfingaMuzik på det hårdeste rammende nummer, den todelte “Sensei”.

Andet album fra den succesfulde rapper spinder mere guld på de finpudsede opskrifter, men udvider repertoiret betydeligt. Med lyrisk overskud gemt i hemmelige sprækker i den generiske AutoTune leverer han til stadighed gadebilleder mere overbevisende end resten af den populære scene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA