x
Ude af 1D-skyggen

Niall Horan, Store Vega, København

Ude af 1D-skyggen

Anmeldt af Trine Agathe Østergaard | GAFFA

Hvis der var en konkurrence om, hvem fra One Direction der var kommet bedst ud af det efter boyband-perioden, så ville Niall Horan uden tvivl være i førerfeltet.

Efter One Direction-opbruddet har det været spændende at følge med i etableringen af de forskellige medlemmers solokarrierer. For eksempel er Liam Payne og Zayn Malik fortsat med at lave rendyrket pop, mens Harry Styles er blevet mere rocket i sin lyd. Fælles for dem er, at de hver især har fået lov at vise deres individuelle kunstneriske integritet eller mangel på samme (jeg taler til dig, Louis Tomlinson).

Aftenens hovedperson, Niall Horan, har valgt en mere folket vej i form singer-songwriting i klassisk forstand. På mange måder falder det i god tråd med den Niall, vi kender fra One Direction, hvor Niall Horan blev kendt som ham den lille, søde fyr, der kunne spille guitar.

Guitaren har han stadig med sig, da han træder ind på scenen i Store Vega, der er blevet beklædt med gamle persiske tæpper, som arketypisk for genren. Badet i rødt scenelys starter han koncerten med "On the Loose", der er den seneste single fra 2017-albummet Flicker.

Med på scenen har Horan selskab af en femmandsorkester bestående af bas, elguitar, trommer, klaver, violin. Deres musikalske kunnen fejler intet, selvom de er temmelig anonyme. Men helt ærligt, det er jo heller ikke dem, publikum er kommet for.

Endnu bedre live

I et dugfrisk interview fortæller Niall Horan, at han kæmper med tvangstanker, når han skal optræde og har en mild grad af OCD (Obsessive Compulsive Disorder). Det er dog ikke noget, der kommer til udtryk i aften. Niall Horan er et roligt gemyt og virker til at hvile i sig selv og i det, han gør. Han leverer hver sang med en autenticitet, der ikke virker rituel og indstuderet, men derimod naturlig og nærværende.

Fra første takt synger alle med, og gennem hele koncerten er det et yderst dedikeret publikum, der er til stede. Da Horan spiller et cover af Bruce Springsteens ”Dancing in the Dark”, som han inden har præsenteret som en af sine helt store musikalske helte, står publikum intenst og lytter til Niall Horan og hans guitar. Fra the Boss går Horan direkte over i sin egen ”Seeing Blind”, hvor publikum synger det vers, som Maren Morris synger på pladen.

Hans stemme er helt klar og lyder faktisk endnu bedre live. Engang imellem bliver hans irske ophav tydeligt på den måde, han ruller på ordene, hvilket for alvor kommer til udtryk, når han taler mellem sangene.

Fangirls – nej tak

En hurtig optælling ville nok anslå, at omkring 98 procent af publikum denne aften består af repræsentanter det kvindelige køn.

Og normalt vil netop den kønsfordeling i 1D-regi betyde, at ens trommehinder er ved at sprænge af ekstatiske piger, der hviner – men ikke i aften. Faktisk tværtimod. I stedet bliver de overbegejstrede piger tysset på af resten af Vega, hvis de så meget som starter på at skrige. En ret overraskende og atypisk reaktion til en koncert, om end kærkommen for dem af os, der har vores øregange kær.

Og hovedpersonen selv gør noget atypisk.

”Jeg ville elske, hvis alle ville stikke deres telefon i lommen nu,” siger han, inden han spiller ”Flicker”, der er hans egen yndlingssang fra albummet af samme titel. Publikum er pligtopfyldende og tager enstemmigt deres mobiler væk. De efterlades i et sort hav, og det eneste lys i rummet rammer Horan, der står med lukkede øjne. Det skaber et øjebliks magi. En følelse af, at alle er til stede. Lige nu. Lige her.

Bandet forlader scenen og efterlader os alene med Niall, der fortsat tryllebinder med ”Fool’s Gold” – et nummer, der originalt er fra One Directions fjerde studiealbum, men som i aften lyder så fjernt fra deres diskografi som overhovedet muligt. I stedet skinner det af Horan, og under nummeret står hans vokal ekstra stærkt. Fuld af sjæl og varme. Det lyder intet mindre end fantastisk. Publikum synger det sidste omkvæd alene, mens Niall Horan går et skridt tilbage og suger øjeblikket ind.

”De sidste to sange var magiske,” konstaterer Horan, og resten af Vega kan kun give ham ret.

Fra navlen og ned

Niall Horan fortæller, at Helene Hørlyck (dansk stemmetræner, der tidligere også arbejdede med 1D) under generalprøven til aftenens show kommenterede på, at Horan klemte balderne sammen, når han skulle ramme de høje toner i ”Fool’s Gold”. Horan demonstrerer bevægelsen for publikum, inden han råber: ”Gjorde jeg det også nu, Helene?” ”Ja!” lyder det fra Helene Hørlyck oppe fra balkonen.

Det er vist ingen hemmelighed, at Niall Horan har udseendet med sig, og da han selvsikkert vrikker med underlivet under nummeret ”Slow Hands”, kan de tiende fans ikke klare mere. Vega koger over af de høje hvin og skrig, der får frit løb for første gang i aften.

Efter denne optræden kan der ikke herske tvivl om, hvilken 1D’er der fører konkurrencen: Niall Horan har taget den gule førertrøje, og han har gode chancer for at vinde etapen – og måske endda hele "Tour de Solokarriere".

Det er lykkedes Horan at træde ud af den gigantiske 1D-skygge med sådan en overbevisning, at jeg – selvom jeg har gransket min hjerne for at finde noget – ikke kan sætte en finger på Niall Horans optræden. Den eneste ting, der kan påpeges, er, at der var så skide varmt derinde (hvilket han delvist kan tage skylden for).

Nogle gange er en god live-optræden simpel, og der skal ikke andet til end en mand med sin guitar til for at fængsle et helt publikum. Niall Horan er sådan et tilfælde.

Sætliste:

On the Loose

The Tide

This Town

Paper Houses

You And Me

Dancing in the Dark (Bruce Springsteen-cover)

Seeing Blind

Too Much To Ask

Flicker

Fool’s Gold (One Direction-cover)

So Long (ny sang)

Fire away

Crying in the Club (Camila Cabello-cover)

Mirrors

Ekstra:

Drag Me Down (One Direction-cover)

Slow Hands

On My Own


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA