x
Formidabel intimkoncert med Bad Seeds-veteranen

Mick Harvey, Studenterhus Aalborg

Formidabel intimkoncert med Bad Seeds-veteranen

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Jeg havde ikke set den komme: Den gamle The Bad Seeds-guitarist, solist, producer m.m. Mick Harvey på et halvfyldt studenterhus Aalborg, en torsdag aften i maj '18. Annonceret med kort varsel, og medbringende sangene fra den 59-årige Harveys i alt fire plader med fortolkninger fra den franske provokatør Serge Gainsbourgs spraglede bagkatalog.

Men jo, den er skam god nok. Og kvart over ni står han der, klædt i sort og med et band, som tæller blandt andre endnu en forhenværende Bad Seed i James Johnston, en aarhusiansk strygerkvartet samt sangerinden Xanthe Waite, som (foruden at betjene en elektrisk guitar) udfylder de mange kvindelige vokalpartier i aftenens sæt.

Et traktement, som ikke mindst trækker på albummet "Intoxicated Women" – berusede kvinder – som er det seneste af Harveys Gainsbourg-udspil og netop består af sange, som i sin tid blev skrevet til at blive fremført af kvinder.

Og der er noget surreelt – på den absolut gode måde - over hele seancen. Det blå bagtæppe og bassisten Yoyo Röhm bidrager til den Twin Peaky scenografi; læg dertil den indbyggede besynderlighed i hele foretagendet: En australsk guitarist med punkbaggrund og en fortid som Nick Caves højre hånd kaster sig over den flamboyante franske levemand Gainsbourg.

Ikke én gang. Ikke to. Men på fire hele plader, udgivet over mere end tyve år. Indspillet, når han ikke var været på turné eller i studiet med Cave eller P.J. Harvey, remastereret Nick Cave & The Bad Seeds-bagkataloget eller selv skrevet sange – senest albummet "Sketches from the Book of the Dead" (2011), som også kastede et eminent besøg på Lille Vega af sig.

 

Begavet kitsch

Besøg fra den interessante australier må ellers siges at høre til sjældenhederne herhjemme, og det er da også svært ikke at fornøjes over den koncert, som i aften foldes ud i intime, nordjyske rammer. På en gang bizart og smagfuldt; det er popkunst i ordets egentlige forstand – ikke som sådan ironisk, men bevidst overfladisk og stiliseret.

”Meget af hans arbejde er der dybest set ikke særlig meget sjæl i,” som Harvey sagde, da jeg talte med ham om Gainsbourg for nogle år siden. ”Det er legesygt, sjovt, noget af det er meget intelligent. Men sjovt nok er det ikke den slags, jeg normalt ville lytte til...”

Ikke desto mindre klæder Gainsbourg og Harvey hinanden ualmindeligt godt. Over tyve sange får de heldige få i Aalborg i aften, inklusive klassikere som "Initials B.B.", "Ford Mustang", "Harley Davidson", "’69"  - med mange flere – hvor Waite overbevisende giver sit bud på en Birgitte Bardot over for den ældre Harveys Gainsbourg-gestaltninger.

Undervejs levnes naturligvis også plads til guitaristen Harvey: Man genkender indpiskeren fra Cave-hovedværkerne fra 1990’erne, og det er en femstjernet fornøjelse at få lov at opleve denne usædvanlige og uventede koncert med en af rockens mere interessante (bi)figurer.

Mange tak for besøget – og for en begavet booking. Formidabelt.

 

Sætliste

Requiem...

Ticket Puncher

’69 Erotic Year

Song of Slurs

The Sun Directly Overhead

Don’t Say a Thing

Puppet of Wax

New York USA

Coffee Colour

Barrell of Any ’45

Deadly Tedium

Harley Davidson

Run from Happiness

Ford Mustang

Overseas Telegram

Bonnie & Clyde

A Day Like Any Other

Contact

Sex Shop

J’taime (...moi non plus)

Initials B.B.

A Violent Poison

I Envisage

The Javanaise


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA