Klezmer og kædedans som vor mors frikadeller

Mames Babegenush, Spot Festival, Godsbanen, Den Rå Hal

Klezmer og kædedans som vor mors frikadeller

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

Det er sjældent, at et frontparti bestående af klarinet, accordion, saxofon og flygelhorn kan fængsle, fortrylle og forene en så feststemt folkeskare, som var mødt op til denne sene aftenkoncert på Spot Festival. Men Mames Babegenush må siges at levere østeuropæisk klezmer-musik af den festligste skuffe, og dét gav de kædedanseglade publikummer noget at løbe i cirkler over.

De karismatiske blæsere blev styret af en bundsolid kontrabas og en ultra-groovy trommeslager med tilhørende marimba. Sammen gjorde de denne østlige hybridgenre til alt andet end "gøglermusik". For der var ganske enkelt tale om godt håndværk og ikke mindsk en skarp attitude – uanset om man som klarinettisten bar stråhat, eller som trommeslageren foretrak samme type cap som forsangeren i Carpark North.

Som mors frikadeller
I østlandene har mors auberginesalat (som bandnavnet betyder på jiddisch) muligvis samme status, som mors frikadeller har i Danmark. De kan ét eller andet fantastisk, man ikke kan sætte fingeren på. Det samme gælder Mames Babegenush. Deres otte velkomponerede numre i denne koncert sluttede alle med et brag, og den ene overgik den anden med heftige soli, dynamiske udsving og publikums ”hey, hey” på alle slagene. Ja, selv noget så ofte overset som en kontrabassolo blev tiljublet og hyldet blandt publikum.

Undertegnede fik hverken fat i en sætliste eller i kompositionernes titler, men det er heller ikke nødvendigt. For pointen med Mames Babegenush synes at være det stabile energiniveau. Stemningen blev derfor ikke dæmpet af, at lyden var en smule mudret og bas-domineret. Man bemærkede heller ikke, at det iørenfaldende nummer "Tornado Albastru" fra deres nye 2017-album blev fremført uden strygere. Ej heller kunne deres nyeste og endnu uudgivne komposition formå at hive energiniveauet ned, selvom det i starten virkede lidt livløs og knapt så catchy i sammenligning med de øvrige. For pludselig fik det fuld skrald med en kick-ass trommesolo og noget så sjældent som et sveddryppende accordion break-down.

Vi vil ha’ mer’
Da klarinettisten spurgte, om publikum ville "ha’ mer’", lød der naturligvis et rungende ”JA” mellem betonvæggene i Godsbanens Rå Hal. For selvfølgelig ville og vil vi det. Vi vil have mer’ af blæsere med attitude og kreativitet. Vi vil mærke beatet droppe efter en heftig flygelhornsolo. Vi vil have kædedans, fællesskab og højt tempo. Og selvom sangene efterhånden kunne fremstå lidt ens i længden, er det immervæk utroligt, hvordan både de ærkeskandinaviske musikere og et bredt publikum i et så frikadellefarvet land som Danmark kan forenes i en fest over så spændende og energisk musik med instrumenter af den gamle skole. De formåede at gøre en fremmed mors auberginesalat lige så hjemlig, festlig og lækker som vor egen mors frikadeller. Hatten (eller cap’en, bevares) af for det!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA