Vreden ingen frygter

Konvent, Spot Festival, Train

Vreden ingen frygter

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Konvent er et af de bands, der er få af. Den testosteronfyldte metalkultur har gjort det svært for kvinder at tage del i de tungere toner, og når det så endelig sker, kræver det brede albuer, genrenørderi og en grumhed, der giver dig lyst til at gemme dig bag dit drikkehorn. Konvent er et af få kvindelige metalbands i Danmark, og det var også det første, jeg lærte om dem. Konvent er kvinder, der spiller doom – grum doom, der kræver et ordentlig par nosser at udføre. Men selvom Konvent i musikken kan virke nok så overbevisende, når det bare ikke igennem på scenen.

Tilbagelænet og halvgenert træder Konvent frem foran det hungrende publikum, der er mødt op til Train-metalarrangement torsdag aften under Spot Festival. Konvent hører til et af de mere spændende bands i mit program, for til trods for deres relativt korte eksistens, har de alligevel formået at tiltrække sig opmærksomhed fra Politiken og Copenhell. Konvent består af fire kvinder, og det er en detalje, som pressen benytter sig flittigt af. Men lige såvel som det kan være en force, er det også bandets akilleshæl. Rikke Emilie List kan noget med sin stemme. Hun gør noget med den, få andre kvinder gør. Hendes stemme er et statement, men forbliver i de rammer, imens hun ujævnt brøler sig igennem ”Chernobyl Child”. De tre andre står dovent og tilbagelænet spredt ud på scenen og slår lange strofer an på deres respektive instrumenter, men hvor doom kræver et detaljefyldt lydbillede og en markant mur af guitar og bas, forsvinder Konvent et sted imellem mudder og en ujævn tilgang til den tekniske eksekvering.

Konvent har melodierne. Melodierne og kompositionerne, man lægger mærke til og husker. Sara Helena Nørregaard skaber sammen med Heidi Withington Brink riffs, der på ”Puritan Masochism” er med til løfte sættet en smule, men bliver leveret udtryksløst, imens det drukner i de buldrende trommer og den vrælende vokal. Konvent bliver til repetition. Det bliver til en langsom udgave af Mayhem, når der trækkes elementer fra de norske black-legender, og selvom den ellers skarpe sangskrivning har det med at indfinde sig igennem sættet, tabes formidlingsevnen på vejen og cementerer, hvordan udtrykket er en essentiel del af et metalband. Det er ikke nok at være fire kvinder. Måske er Konvent klar over det, og selvom det på papiret kan virke nok så spændende, lever bandet langtfra op til den hype, der så småt er begyndt at ulme omkring dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA