x
Et nyt vildnis tegner sig i dansk indie-rock

Hong Kong, Spot Festival, Godsbanen, Aarhus Volume

Et nyt vildnis tegner sig i dansk indie-rock

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Solen er over Danmark i disse dage, og det gælder heldigvis også fredag eftermiddag i Spot Festivals tegn. Lidt i to begynder et søvndyssende Volume at prydes med en divers hipster-crowd, der langsomt er krybet ud efter gårsdagens strabadser for at se et af de nye flagskibe i dansk indie-rock. Hong Kong indtager gade-pladsen, og det gør de i en tidsånd, der egentlig er forbigangen. Kvintettens projekt er bygget op om de to fætre Joachim Lorck-Schierning og Johan Knutz Haaviks tur til Hong Kong med deres sagnomspundne onkel Noon, hvor der blev fortalt historier om vilde fester på gentlemansklubber i det forjættede Asien, og det er i store træk også meget af rygraden i tekstuniverset. Drengene søger tilbage imod en følelse af umiddelbart letsind, som de kan tage med sig til hjemstavnen i Kolding. En spændende blanding, der virker som helt passende ingredienser i et moderne indie-band, og nu har vi fornøjelsen af deres selskab i smilets by.

Men hvor teksterne peger mod Østen, vender det musikalske udtryk sig i en helt anden retning. Begyndende med en svævende instrumental indgang efterfulgt af gruppens go-to popsang ”Blomster og Porcelæn” stiller musikken sig i et finurligt mellemrum af en klassisk dansk sanger/sangskriver-lyd og synth- og guitar-bærende elementer, der trækker trådene tilbage til starten af Englands 80’er-dage. Som havde The Smiths drukket en kaffe med Deerhunter. Disse indtryk strækker sig langt ind i sæt-listen med skæringer fra det kommende debutalbum som ”Under vand” og ”Salt eller soya”, hvor en fænomenal bas og sublime percussions agerer det bærende fundament, som giver de to guitarer og keys mulighed for at udfolde sig.

Forløsningen udebliver dog, dels fordi frontmand Johan skal balancere på flere stole med at vedholde en afmålt vokal (hvilket lykkes helt fint) og samtidig stå for krævende guitarsoloer. Fine ideer, men man bliver ikke hevet ud i ekstase i de øjeblikke, de giver sig til udtryk. En misset akkord, et mistimet lydniveau, og så når man ikke helt i mål. Men vejen skal nok findes med rutinen, for gruppens grundelementer sidder i skabet. På ”Oliven” og (hvad jeg tor hedder) ”Kau Lau” fordeles musikken videre over i en swing-rytme, der lader rytmeguitaren komme til orde, og det er bestemt ingen skam. Synthesizeren ligger som en interessant lydeffekt, der forbliver som det, og det er måske lidt synd. Tit drukner den i drengenes ellers fine samspil, og man kan så tydeligt mærke, at Kolding er forsynet med virkelig talentfulde musikere. Men mange brikker skal gå op, og måske det gør, at bandet falder tilbage til et udtryk, der er let genkendeligt.

Charmen er på intet tidspunkt til at tage fejl af, og drengene virker på en gang nede på jorden og oprigtigt overraskede over publikums begejstring. ”Olau” skydes af sted om sømanden, der søger hjem til bekendte egne, og mågeskrig fra bandmedlemmerne vækker jubelbrøl hos fansene. ”Flyvefisk over hans kutter” bliver billedet, der svajer os af sted sammen med musikerne på en dejligt hektisk feinschmecker af en skæring. Og Johans krøllede garn og den skønne bas hos Joachim giver mindelser hen mod det københavnske 00’er-orkester Vildnis med Morten Nørby og Niels Dahl i spidsen, en gruppe, der på samme vis tog et kærkomment take på dansk rock. Dog er ungdommens rus i tydeligt fortegn, men alligevel med en higen mod en ældre musiktradition.

”Kemisk Mand” afslutter hele balladen med en langsomt slentrende ballade, der samler al længslen fra Hong Kong tilbage til Sønderjylland. Der er plads til lands, til vands og i luften i Kolding, og med en finpudset lyd og flere nuancerende retninger vil Hong Kong vinde mange indie-hjerter i de kommende år.          


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA