x
Katrine Stochholm er ikke en pleaser

Katrine Stochholm, Spot Festival, Godsbanen, Åbne Scene

Katrine Stochholm er ikke en pleaser

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

En broget publikumsskare fylder Godsbanens Åbne Scene til bristepunktet. Katrine Stochholm går stille til sin sceneplads bag et sæt keys. Hun er iført sort T-shirt og en klassisk page. Der er ingen pleasende popprinsesse at spore hér, hvor det musikalske håndværk tydeligvis er i centrum.

Det er heller ikke ligefrem radiovenlige baskere, der leveres. De tre kvinder og to mænd på scenen er alle garderet med massevis af elektronik lige fra synthesizers til trommemaskiner. De legende beats med spændende synth-loops og rytmisk junglekor rulles ud fra begyndelsen med nummeret ”Kompas & Rumraket”, som også er førstenummeret på Stochholms album fra 2016. Allerede her fra begyndelsen får vi en jungle af formled og uforudsigelige vildveje smidt i hovedet – ganske uden kompas til at navigere deri.

Det er tydeligt, at sangene kompositorisk set er enormt gennemarbejdede med elektro-avantgardistiske strejf. Og selvom publikum er ”lost” (og kun klapper mellem numrene) ved musikerne præcist, hvor vi er. Særligt bemærkelsesværdig er den smukke ”En dejlig aften stille sølvklart vandet”, som simpelthen formår at lade publikum lytte med nye øren til et gammelt Emil Aarestrup-digt.

Vild fugleflugt
Koncerten peaker uden tvivl med tredjenummeret ”Fugle Krybdyr Rovdyr Padder”, hvor Stochholm går helt frem på scenen med sine karakteristiske store armbevægelser. Det Vilde Band lever op til navnet her, det bliver vildt og hedt med dynamiske junglebeats, uforudsigelige harmonier og ikke mindst nærvær. Da Stochholm med en præcis håndbevægelse får bandet til at tie stille og hendes stærke vokal skråler ”Vi er fugle!”, føles det næsten, som om man dét øjeblik er en fugl, let og svævende.

Faktisk kunne koncerten godt slutte her. Resten af sangene lyder nemlig meget som de øvrige. Det bliver tydeligt, at numrene til dels følger samme dynamiske kurve, der starter stille med beats og kor og ender med at gentage en frase i en uendelighed blot tilsat vildere rytmer og højere volumen. I koncertens sidste nummer ”Alt står stille” står alt virkelig stille. Det føles tungt, langt og uden fremdrift – og bestemt ikke en afslutning værdig.

En lukket fest
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi som publikum egentlig skal til Katrine Stochholms koncert. Skal vi danse? Synge med? Reflektere? Slappe af? Man kan ikke rigtigt nogen af delene. Stochholm får skabt et helt eget univers med et imponerende, harmonisk lydlandskab, men som tilhører kan man føle sig ekskluderet og overladt til sig selv. Man er på vildveje, og publikum har det langt fra så vildt som musikerne, der holder en lukket fest.

Så tydeligvis er Stochholm ikke en pleaser. Hun udfordrer sine lyttere, og det er fedt – til en vis grad. Jeg vil faktisk gerne pleases lidt mere. Jeg vil gerne tales til, så jeg også er en del af koncerten og ikke blot står passivt som en ligegyldig tilskuer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA